Luk dog nogle ambassader i Afrika

Det arabiske sammenbrud burde få politikerne til at skrotte systemtænkningen i dansk udviklingshjælp. 

Tænk at være minister fra lille Danmark og møde op til en donorkonference med andre velstående lande og så smide en kvart milliard kroner på bordet. Sådan, kammerater, kan I lige matche den?! Vil nogle af jer store være så venlige at doble op?

Lettere karikeret er det situationen, som udviklingsminister Mogens Jensen (S) bragte sig selv i, da han forleden mødte op i det rige Kuwait for at drøfte, hvordan 80 lande bedst hjælper ofrene for de horrible tilstande i Syrien.

Med en befriende ærlighed fortalte ministeren om den ambivalente oplevelse, det er for en repræsentant for et lille land (men en moralsk sværvægter, i al fald i selvforståelse): »Det er med en blanding af stolthed og tristhed, at jeg giver det danske tilsagn. Stolthed, fordi det understreger, at Danmark er en humanitær stormagt og vidner om vores solidaritet med mennesker, der lever under nogle af de mest kummerlige forhold i verden. Og tristhed fordi det, til trods for det store beløb, ikke er nok til at dække omfanget af det humanitære behov i Syrien«.

8490997-mj

MED DET seneste tilsagn er Danmarks samlede humanitære bistand til Syrien nu oppe på over 1 milliard kroner siden borgerkrigens start. Enhver med indsigt i tilstandene i det syriske morads ved, at behovene kun går én vej: opad. Også om 5, 10 og 15 år.

Betegnelsen ‘ arabisk forår’ er for længst henvist til historiebøgerne. Nutidens realiteter tilsiger, at der er tale om et sammenbrud i den meget store skala.

En sådan håndsrækning får konsekvenser for andre fattige, hvis vi skal tro en af de hjemlige veteraner i det udviklingspolitiske arbejde, den kyndige generalsekretær i den humanitære organisation Ibis, Vagn Berthelsen.

Han har igen, igen hentet forladeren ned fra væggen og blæst krudtrøg mod den udenrigsministerielle bunker på Asiatisk Plads: »Løsningen er ikke at tage penge fra den langsigtede udviklingsbistand, som er med til at skabe bæredygtige samfund og bekæmpe fattigdom. Gør vi det, risikerer vi at skabe nye kriser og konflikter andre steder i verden, som igen skaber nye flygtningestrømme«.

konflikter_1973872_26

GENERALSEKRETÆRENS argument er den slags, vi hører, når autopiloten slås til.Han leder en organisation, hvis budget og interesser han er sat til at forsvare, og det er der intet galt i. Men ræsonnementet savner, undskyld udtrykket, bæredygtighed.

Den ubehagelige realitet er, at nogle af de modtagere, der i længst tid har modtaget dansk udviklingsbistand, fortsat har en afhængighed af bistand, og denne er kronisk. Tanzania og Ghana er de klassiske eksempler.

Der er selvfølgelig forskel på katastrofehjælp til sammenbrudte samfund og langsigtet udviklingsbistand. Hvad sidstnævnte angår, bør formålet være at sætte modtageren i stand til at klare sig selv, altså reducere afhængigheden af tilførsler udefra.

Elementært, kære Watson. Det er ikke et argument, der er groet ud af baghaverne hos Dansk Folkeparti, Liberal Alliance eller Cepos.

Når vi ikke hører argumentet, er det, fordi udviklingsorganisationerne, en stor del af embedsværket og de såkaldte sagkyndige har både levebrød og følelser i klemme. Til dem er der kun at sige: Kill your darlings!

20130903211015

BEGIVENHEDERNE i Syrien og omegn er ikke kun en her-og-nu-katastrofe. Det er et systemisk sammenbrud, der får virkninger i årtier fremover også for os europæere.

Donorsamfundet må derfor ruste sig til den massive genopbygningsopgave, der venter forude. Hertil behøves ikke et årelangt og kostbart udvalgsarbejde. Ledelsen på Asiatisk Plads kan nøjes med at bestille genoptryk af den nok vigtigste bog om de alt for beskedne nyttevirkninger af dansk udviklingsbistand.

Den hedder ‘ Udvikling – om dansk bistand’ og er skrevet af en mangeårig og overmåde kyndig nu pensioneret embedsmand sammesteds, Klaus Winkel.Hans tekster kan passende indgå i hver eneste velkomstmappe til nye karrierediplomater og bistandshåndværkere i Udenrigsministeriet.

Klaus Winkel_sort-hvid_150x184

Vi er ved at lukke ambassader i europæiske lande, og snart må turen komme til et par afrikanske, hvor der kun er sentimentale grunde til at blive.

Der skal flyttes penge til noget, der kan hedde Fonden til Hjælp for Syriske Ofre og til Genopbygning af Sammenbrudte Arabiske Samfund. Dyrt bliver det, men nødvendigheden er indiskutabel.

(Signatur i Politiken 9. april 2015)

 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s