Sydkorea har en kompetencestat, som ikke kan kopieres i Afrika eller Mellemøsten.

Når en strøm af kommentatorer hævder, at den aktuelle forsoning mellem USA og Cuba markerer slutkapitlet i den kolde krig, er det en sandhed med modifikationer. Her i Nordøstasien er eftervirkningerne af den første ‘ varme’ krig efter 1945 mærkbare overalt i den sydkoreanske virkelighed.De 75 millioner koreanere er indbyggere i en delt nation, der afventer genforening; en realitet, som ingen sydkoreansk folkevalgt tør modsige. Men hvor den vestlige halvkugles største frilandsmuseum, det cubanske, ikke har ændret sig nævneværdigt, siden Castro-brødrene tog magten, er Sydkorea i dag et forbillede for det øvrige Asien, velstående, demokratisk, fremtidsorienteret, men, indrømmet, stærkt nationalistisk.

Den forarmede kommunistiske østat syd for Florida fremstår som et skrækeksempel på ensretning, misrøgt og inkompetence.Hvad de færreste historieskrivere er klar over er, at den (syd) koreanske republik ved Koreakrigens afslutning i 1953 var mere ødelagt og langt fattigere, end Cuba var, da Fidel Castro gjorde øen til en sovjetisk klientstat syv år senere.

DELINGEN af den koreanske halvø i 1945 var et resultat af verdenskrigens sejrende magters uafsluttede opgør, da boet efter 35 års japansk kolonisering skulle gøres op. Fordi den amerikanske udenrigsminister Dean Acheson ikke tydeligt nok fik placeret den sydkoreanske republik inden for USA’s ‘ forsvarsperimeter’ i Østasien, blev den nordkoreanske diktator Kim il-Sung fristet til at forsøge en forening via en militær invasion og fik den sovjetiske diktator Stalins godkendelse af projektet.

Millioner af døde og sårede senere kom det i 1953 til en våbenhvile langs den 38. breddegrad, og der har kon-flikten været låst fast helt frem til i dag.Men hvor Nord-og Sydkorea i 1953 var omtrent lige fattige, har det xenofobiske klanstyre i nord i dag en økonomi, der minder om nutidens Cuba, og en politisk tankegang, der ligner det iranske præstestyres: massiv og udbredt fattigdom, mens kernevåben er det kort, der afholder USA og dets venner fra at bombe eller invadere.

Den nordkoreanske Kim-klan signalerede for 15 år siden, at den ville forsoning, og inviterede den daværende sydkoreanske præsident på besøg.

Det viste sig at være et bluffnummer af dimensioner, hvor kræfter i Sydkoreas centraladministration og virksomheden Hyundai betalte gigantsummer under bordet til Nordkorea for bare ‘ at lade som om’. Præsident Kim Dae-jung lod sig bedrage og fik Nobels Fredspris samme år. Den tog han med sig i graven som en skuffet mand i 2009.

Nutidens sydkoreanske politikere taler om genforening som noget realistisk.Det afspejler sig på en konference her i Seoul, hvor 70-året for halvøens deling markeres.

Det var faderen til Sydkoreas nuværende præsident, Park Geun-hye, der for et halvt århundrede siden skabte ‘ miraklet ved Han-floden’. Det skete med metoder, der ikke altid var hverken demokratiske eller særlig kønne, men unægtelig virkningsfulde.

Som gode konfutsianere opbyggede koreanerne en klassisk østasiatisk kompetencestat med disciplin og uddannelse i højsædet. Inspirationen fra den tidligere koloniherre Japan lod sig ikke fornægte.Det positive er, at kompetencestaten siden er blevet delvis kopieret i Taiwan, Singapore, Kina og Vietnam med store og positive nyttevirkninger for millioner af asiater.

Det bedrøvelige er, at erfaringen ikke kan kopieres i det arabiske Mellemøsten, hvor det med asiatiske øjne står klart, at flere stater er ophørt med at eksistere som andet end formelle betegnelser på papiret: ‘ Stammer med flag’ er et udtryk, som før eller siden også må finde vej til Pentagon og Nato’s hovedkvarter.Historiens hjul tager en tur: Mens den arabiske verden synker ned i vold, kaos og fundamentalisme, gør sydkoreanerne sig klar til storinvesteringer i euroasiatisk infrastruktur hele vejen til Berlin.

PÅ ET afgørende punkt har østasiaterne lært af Europas historie: Magtbalancer er nødvendige. Takket være den amerikanske atomparaply er der skabt velfungerende balancer mellem Kina og dets naboer.Sydkorea, Kina og USA holder Nordkorea inddæmmet. I Sydøstasien har Asean-landene et amerikansk rygstød, der giver mulighed for et pragmatisk samkvem med Kina.

Østasien er på vej tilbage til den placering, som verdensdelen havde i de første 17 århundreder efter Kristi fødsel: centret for global handel. Denne vision ligger bag konceptet om det 21. århundredes Silkevej, og som betyder, at den nye globale udviklingsbank AIIB ligger i Beijing, ikke i Washington.Barack og Hillary, vågn op.

(klumme i Politiken 16. april 2015)