Sydkorea lever i en drømmeverden

Sydkoreanerne glemmer, at Nordkoreas atomvåben kan ende hos terrorister.

Efter regelmæssige besøg herude i Sydkorea gennem 30 år er det stadig muligt at blive imponeret. Befolkningen er flittig, stræbsom, nysgerrig, velorganiseret, gæstfri, fordomsfri, charmerende, humoristisk, nationalistisk og meget mere. Sydkoreanerne er uforlignelige og ikke til at slå.

Jeg tør knap sige højt hjemme, hvad jeg tænker hver eneste dag herude: Den Europæiske Unions problemer ville blive løst hurtigt, hvis man i et snuptag kunne forvandle de umulige grækere til effektive koreanere.

Det internationale gæstehold af mediefolk fra mere end 80 andre lande indhylles daglig i et sandt orgie af laserlys, lækre videopræsentationer, mageløst trommespil og politikere, der ligner og lyder, som om de lige har været på lederkursus hos Google eller Apple.

Emnerne på den konference, der begyndte i Seoul og sluttes her i landets næststørste by, Busan, er ikke kun koreanske, men universelle: medie-og ytringsfrihed, forfølgelse af journalister, nye vilkår for friere udveksling af informationer.Alt sammen noget, som koreanerne er mestre i. Koreanerne vil det hele og har hjertet med i alt, både velstanden og friheden.

thediplomat_2014-07-17_19-26-08-386x262

PÅ ET ENKELT område virker koreanerne dog uforanderlige og stålsatte: At nationen skal genforenes er overhovedet ikke til diskussion! For anledningen til at samle så mange internationale mediefolk i Morgenstilhedens Land er, at det i år er 70-året for Japans kapitulation og dermed ophøret af 35 års ydmygende kolonisering.

I 1945 hed det sig, at koreanerne skulle bestemme over egen skæbne. Men sovjetkommunismen og diktatoren Kim Ilsung kom på tværs; der blev udkæmpet krig i tre år, og den er i teknisk forstand uafsluttet. Korea er delt mellem 50 millioner frie og velstående borgere og 25 millioner ‘ landsmænd’ taget som gidsler af et surrealistisk og hypermilitariseret klanstyre.

Korea er delt, ganske som Tyskland var det, men vil koreanerne lære af den tyske erfaring? I den bedste af alle verdener kunne man ønske sig, at den koreanske konflikt finder en løsning, der kommer til at ligne den tyske: fredelig nedbrydning af årtiers delingslinje og fri adgang for alle, der ønsker at møde familier, der blev skilt ad ved krigsafslutningen i 1953 og generøs finansiel hjælp fra den rige storebror til den ludfattige og paranoide lillebror.

korea_map

Hvert eneste indlæg af politikere her på konferencen rundes af med, at deltagerne skal tiljuble det erklærede mål om en genforening. Vi klapper lidt, skåler og klapper lidt igen. Men tror vi også på, at koreanerne mener det alvorligt?

SYDKOREAS folkevalgte er forfatningsmæssigt forpligtet til at tilslutte sig genforeningstanken, uanset at et sådant projekt tager sig mere og mere umuligt ud, fordi den økonomiske forskel på Nordkorea og Sydkorea er langt større, end forskellen var i levestandard mellem datidens Vest-og Østtyskland i 1990.Nutidens Nordkorea er desuden mere farligt, end datidens Østtyskland var det.Erich Honeckers arbejder-og bondestat var reelt et sovjetisk kunstprodukt, som overlevede på Moskvas nåde.

Nordkorea var i de første årtier efter 1945 også en sovjetisk konstruktion, men er i en ganske anden tilstand i dag: ingen allierede, for Kina gør reelt det, som genforeningskritiske sydkoreanere diskret ønsker: holder Kim-klanen flydende på et minimalt overlevelsesniveau.

Soldiers march on the north side of the demilitarised zone separating the two Koreas

Ingen kan overskue, hvad det atombevæbnede Nordkorea kan finde på, hvis de i en overlevelseskamp vil skabe panik i omverdenen. Den allerværste risiko er utvivlsomt, at det nordkoreanske atompotentiale slippes frit ud i hænderne på det, der i en akademisk jargon hedder ‘ ikkestatslige aktører’. Læs: en terrorgruppe i Mellemøsten eller Sydasien.

NORDKOREA er stadig en betydelig eksportør af konventionelle våben, og vi ved, at Pakistan har været behjælpeligt med at skaffe Nordkorea den teknologi, der har gjort atomprogrammet muligt.Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at det bliver pakistanske mellemhandlere, der bringer kernevåbenkapaciteten ud til f. eks. grupper, der tilbyder deres tjenester til Islamisk Stat.

Uhyggeligt? Ingen sydkoreanske politikere synes villige til at diskutere den mulighed, at genforeningsproblematikken skubbes ud i en fjern fremtid, og at verden i stedet taler om, hvordan man undgår, at nordkoreanske a-våben bliver en faktor i den store mellemøstlige religionskrig.

Kære sydkoreanske venner, tak for kaffe, men giv os lidt mere realisme.

(klumme i Politiken 17. april 2015)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Korea. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s