Ruinerne i Kathmandu giver Beijing en vej til indflydelse

Kina opbygger blød magt i stødpudestaten Nepal og udfordrer Indien.

HIMALAYA ER ET sensitivt område for to af klodens giganter. Men bjergkæden er også en velsignelse i forklædning: Der findes næppe en mere ubarmhjertig geografiat føre krig i.

Den erkendelse stod også tilbage som læren af den kortvarige krig mellem Indien og Kina i oktober 1962 – en begivenhed, der stod helt i skyggen af den samtidige Cuba-krise.De færreste tænker over det, men Himalaya er delt på mere end én led: Kashmir er delt mellem Indien og Pakistan, mens Kina med pakistansk velsignelse kontrollerer det plateau på kanten af Kashmir, der kaldes Aksai Chin.

images

Alt sammen er det brikker i et kompleks, der kunne have kastet mange krige af sig, hvis det ikke lige havde været for, at geografien er frygtelig uhåndterlig militært set. Fordi naturkræfterne i Himalaya er en nådesløs herre, er det et aktiv i sig selv, at Nepal har overlevet den kinesiskindiske rivalisering med kun få skrammer.Det er nemlig ikke nepaleserne, der betaler prisen for rivaliseringen mellem dragen i nord og elefanten i syd. Det er nogle få tusinde tibetanere, der rammes.

SKIFTENDE INDISKE regeringer har gennem årtier draget fordel af, at Nepal er overvejende hinduistisk og dermed rummer et religiøst og spirituelt slægtskab med den muskuløse kulturelle storebror i syd.Nepals massive fattigdom har gjort landet dybt afhængigt af at skulle levere billig arbejdskraft til indiske virksomheder, og da de vigtigste transportveje sydfra kontrolleres af Indien, har nepaleserne ikke råd til at sige nej til handel og bistand fra naboen i syd. Der følger indflydelse med.

Da en demokratiseringsproces tog fart i Nepal for et kvart århundrede siden, vendte en stribe aktivister hjem fra eksil i Indien og tog tilløb til at bygge en demokratisk orden op, der i det mindste på overfladen mindede om den indiske. Siden blev liberaliseringen nødlidende som følge af den folkekrig, som det nepalesiske kommunistparti indledte i 1996.

Red Cross handout picture of a woman walking across the rubble of a collapsed building following an earthquake in Bhaktapur

En fredsaftale ti år senere banede vejen for en afvikling af monarkiet, men den unge republik har overtaget alle de problemer, der har domineret Nepals udviklingsdagsorden i mange årtier.Den vakkelvorne politiske orden gør udfordringerne med at håndtere den nødsituation, som er skabt af weekendens jordskælv, så meget større.

Alligevel er det lykkedes Kathmandu at balancere i sin svære geopolitiske situation ved at takke ja til hjælp fra både sin traditionelle protektor, Indien, og Asiens dominerende økonomi, Kinas.

CHINA260415e

I fjor skete der det for Nepal revolutionerende, at Kina overhalede Indien som landets største investor. For kun et par uger siden godkendte de nepalesiske myndigheder det formentlig største udenlandske udenlandske infrastrukturprojekt i landet i nyere tid: Kina skal stå for et vandkraftanlæg, der er vurderet til at koste 1,6 mia. dollars. Godkendelsen kommer i kølvandet på sidste års plan for en kinesiskfinansieret ottesporet motorvej rundt om Kathmandu. Der følger ind-flydelse med.

SOM MED ALT andet, der flyder ind fra Kina, er der knyttet betingelser til hjælpen, og de handler naturligvis om den etnisk og kulturelt følsomme Tibet-region, ‘ Verdens Tag’. Nepal er vært for anslået 20.000 tibetanske flygtninge, og de har ikke fået det nemmere. De overvåges.

NEPAL_rights_monk

Tilbage i 2008, da Beijing skulle være olympisk vært, oplevede Kathmandu en stribe antikinesiske demonstrationer med anledning i, at den olympiske fakkel på sin globale rejse også skulle til Himalaya.Kina har brigader af spioner og ind-flydelsesagenter i den nepalesiske hovedstad, og de begyndte at gøre deres indflydelse gældende ved brug af checkhæftet.

Kinas sikreste kort til indflydelse hos alle sine nabolande er enkelt: investeringer i infrastruktur. Ifølge China Daily skal Qinghai-Tibet-jernbanelinjen udstrækkes og gå sydover ned til den nepalesiske grænse som endnu en forgrening af det gigantiske Silkevejsprojekt, der skal knytte Øst-og Centralasien bedre sammen.

New Delhi har for længst set drageskriften på bjergvæggen og er nu i færd med omfattende planer for opførelse af både energianlæg og vejbyggeri i Nepal og flere andre steder i Asien.Dilemmaerne står i kø: Hvorledes vil Indien udnytte sit kommende medlemskab af den nyoprettede Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, der som bekendt får sit hovedkvarter i Beijing?

quake-nepal

IDISSE DAGE fordeles 186 tons nødforsyninger fra Kina til de nødstedte fra jordskælvet.Redningsarbejdere, læger og sygeplejersker er fulgt med, og Kinas nationalistiske tabloidavis Global Times er ærlig nok til blot at henvise til nabostatens geopolitiske betydning: Nabohjælp er dobbelt hjælp.

(klumme i Politiken 1. maj 2015)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, Politiken siden 1994, fra 2023 hos Kristeligt Dagblad. Underviser (FOF) og foredragsholder (mere FOF)
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s