Derfor får Japan ikke rollen i Asien, som Tyskland har haft i Europa: forsonerens.

Mit første møde med et japansk kulturelt univers var en efterårsaften i 1963, da jeg som 11-årig så Akira Kurosawas mesterværk ‘ De syv samuraier’ i dansk fjernsyn.

Oplevelsen satte sig dybe spor. I gymnasietiden forsømte jeg lektieopgaver for at pløje mig igennem den amerikanske japanekspert Donald Richies digre værk ‘ The Films of Akira Kurosawa’.

Læsningen gjorde det klart, at den japanske krigerkastes æresbegreber lod sig forene med en dyb humanisme i form af samuraiernes opofrelse ikke kun for hinanden, men også de fattige bønders overlevelse i den by, de var sat til at forsvare. Kurosawa havde ladet sig inspirere af sin amerikanske instruktørkollega John Ford og dennes legendariske westerns, der under en overflade af vildskab og vold rummer dybe humane budskaber.

Men et er de store filmskaberes fortællinger, noget andet er nutidens realpolitik, asiatisk og japansk historieforståelse, ikke mindst USA’s komplekse forhold til sin vigtigste allierede i klodens økonomisk mest dynamiske region, Østasien. Den japanske regeringschef Shinzo Abes ugelange besøg i USA og hans tale til Kongressen har mindet os om, at selv 70 år efter afslutningen på Anden Verdenskrig står der i Østasien en række uløste og uforklarede dilemmaer tilbage.

JAPANS ALLIANCE med og afhængighed af USA er et direkte resultat af de to atombomber, der i august 1945 førte til en afslutning på det, vi i historiebøgerne kender som Stillehavskrigen.Alliancen, der med en tidligere japansk regeringschefs ord gjorde Japan til USA’s usænkelige hangarskib i Østasien, tjente til stor gavn også under den kolde krig.

Men det spørgsmål, der trænger sig på under nutidige betingelser er, om den stadig giver mening i et Asien, der forandrer sig så hastigt.Nærlæsning af Shinzo Abes tale viser, at Japan ikke er på vej væk fra de amerikanske tøjler og den atomparaply, der holder ro på hele Nordøstasien.

Regeringschefens tale bekræftede, at Japan forbliver i rollen, som USA definerede fra 1945 og årtier fremefter. Skulle der i Tokyo være politikere, der ønsker et Japan med en skarpere sikkerhedsprofil, kan de godt reservere den slags overvejelser til studiekredse.

DER ER ellers nok at tage fat på for folk, der vil hjælpe nutiden med en mere ærlig historieskrivning. Hos naboerne står kritikken i kø: Abe fremsatte ingen uforbeholden undskyldning til de koreanske ‘ bekvemmelighedskvinder’, der blev gjort til sexslaver for den kejserlige japanske hær på det asiatiske fastland.

Ej heller undskyldninger for brugen af giftgasser, tvangsarbejde, tortur og terror mod civile koreanere og kinesere fra 1931 til 1945. I stedet leverede Abe ‘ kondolencer i al evighed’ over de mange amerikanske liv, der gik tabt i krigen. Den officielle japanske historieopfattelse rettes en vej: over Stillehavet mod USA, ikke over østhavet og ‘ det gule hav’ mod tidligere koloniserede folkeslag.

Det kunne ellers være sundt for både japanere og amerikanere, hvis begge parter demonstrerede selvransagelse her i 70-året for krigsafslutningen: For lidt over en måned siden markerede Japan 70-året for brandbombningen af tætbebyggede boligområder i Tokyo, hvor flere end 88.000 civile mistede livet.

De blev ofret, fordi det amerikanske luftvåben havde brug for at vise, hvad B-29-superfæstningen kunne bruges til. Dødstallet oversteg de anslåede 70.000, der omkom ved atombombningen af Nagasaki 9. august samme år.

Var luftangrebet på Tokyo 10. marts 1945 overhovedet en militær nødvendighed, eller ville man med en nutidig glose kalde en sådan aktion for en terrorbombning? I samme åndedrag kunne kritiske historikere spørge, hvorfor USA fandt det nødvendigt med to atombomber mod civile mål i Japan. Kunne det ikke række med en enkelt af slagsen med de virkninger, som så rigeligt blev dokumenteret i Hiroshima?

REALITETEN ER, at ingen japanske eller amerikanske politikere vil stille spørgsmål ved de mest uhyggelige sider af moderne krigsførelse i det 20. århundrede. Tavsheden og det forsigtige ordvalg går igen, når det gælder Japans gerninger som krigsførende mod sine to naboer. Der kommer ingen diskussion som den, Tyskland har haft, hvor politikere og litterater har måttet forklare deres gerninger i verdenskrigen. Samuraiernes æresbegreber rummer endnu ikke den humanisme, som Kurosawa plæderede for i sine film.

Så længe det er tilstanden, forbliver Japan i den rolle, USA har defineret.

(Signatur i Politiken 3. maj 2015)