Japan har fravalgt den oplagte løsning: indvandring

Den demografiske udfordring i Japan er velkendt. Øget indvandring har vist sig at være umulig.

EFTERHÅNDEN er det ved at være en trivialitet at konstatere, at Japan er klodens hurtigst aldrende samfund. Vi, der er gamle nok til at huske de olympiske lege i Tokyo 1964, erindrer nok fotos og tv-billeder af jublende unge optimister, der glædede sig over, at deres nation havde rejst sig fra krigstraumernes ruiner ved hjælp af Toyota, Canon, Sony og ikke mindst højhastighedstoget Shinkansen.

Sidstnævnte er stadig et prægtigt stykke ingeniørkunst, der kan minde et og andet vestligt samfund om, at vi var for hurtige til at lade skinnerne afløse af autobahner og autostradaer.

SOM GÆST i Tokyo kan det stadig være lidt af en prøvelse at vænne sig til det mylder af højhuse, der får selv det centrale London eller Paris til at ligne noget provinsielt. Bag tårnene af glas, stål og beton findes der grønne oaser, hvor man tydeligst ser beviserne på samfundets hastige aldring, for her er rollatorer udbredte: sikke en kontrast til Shinkansen.

De mange restauranter og spisesteder er et andet vidnesbyrd om demografiens udfordring: Ingen anden madkultur er så sund og livsforlængende som den japanske, men ønationens borgere bliver ikke bare ældre end før; i bunden af alderspyramiden bliver de hastigt færre.De japanske kvinders fødselsstrejke har efterhånden varet mere end en generations tid.

Folketallet falder med en kvart million om året, hvilket kan synes overkommeligt, hvis det afbalanceres med en tiltagende indvandring. I 2010 talte myndighederne 128 millioner indbyggere, men forventer, at i 2060 er befolkningstallet dramatisk skrumpet til 87 millioner, hvis vi skal tro en beregning fra det Nationale Institut for Befolkning og Social Sikkerhedsforskning.

16511408-Old-lady-walking-slowly-but-happily-Stock-Vector-old-cartoon-grandmother

I samme periode skrumper arbejdsstyrken med mere end 40 procent og når et niveau på 38 millioner.

Så længe familier med flere end ét barn er få og små, vil der være mindst to håndtag at regulere på i det japanske arbejdsmarked:

Flere kvinder kan blive jobsøgende, og myndighederne kan gøre det lettere at importere arbejdskraft fra især nabolandene i Asien. Dog ikke Sydkorea og Kina, der om mindre end en snes år rammes af samme demografiske bombe som Japan.

Kazumasa Iwata, der er tidligere vicedirektør i den japanske centralbank, har foreslået regeringen at øge importen af arbejdskraft fra det nuværende niveau på ca. 50.000 årligt til mindst 200.000. Et sådant tiltag er næppe realistisk.

FOR EN halv snes år siden lagde myndighederne an til en massiv import af arbejdskraft for at kunne bemande de titusinder af ledige stillinger i plejesektoren.Tokys bureaukrater sendte folk til Filippinerne, der er Sydøstasiens største eksportør af arbejdskraft, og her var der i første runde en betydelig interesse.

Men ansøgernes begejstring kølnedes betydeligt, da det blev klart, at betingelsen for at blive ‘ sosu’ på japanske alderdomshjem er, at man lærer sig de indfødtes svære sprog. Så de titusinder af filippinoer, der kunne have livet op i den japanske plejesektor, blev hjemme.

Beklageligvis er der ingen indvandret arbejdskraftreserve af betydning, der kan ‘ japaniseres’. Kun 1,6 procent af befolkningen er udlændinge, hvilket er den tredjelaveste andel i en OECD-opgørelse, hvor kun Polen og Slovakiet har endnu færre andele.

I USA er andelen 6,8 procent og i Schweiz så høj som 22 procent.Japan gør det på flere måder svært for udlændinge at blive statsborgere. Der kræves fem års bopælsadresse i landet, hvor ansøgeren har vist sig i stand til at forsørge sig selv, men blot at opnå arbejdstilladelse kan være et bureaukratisk helvede.

Blandede ægteskaber er der få af. Det ville også være svært at se de løsslupne og lattermilde filippinoer opnå ægteskabelig lykke med en disciplineret selvkontrolleret japaner af den gamle skole.

JP_POPDCL0709

Tiden, hvor udstationerede amerikanske soldater fandt sig en japansk brud, ligger langt tilbage, og der er ingen opdaterede versioner af Puccuni-operaen ‘ Madame Butterfly’, som trods sine mere end 110 år på bagen kunne have materiale til en nyromantisk bølge blandt unge japanske kvinder på jagt efter en udenlandsk ægtefælle. Men de vælger enten karriere og singleliv eller et ægteskab, hvor den kedsommelige lønmodtagermand tidligst er hjemme hos familien ved 21-tiden.

madamaButterfly

At lade naboer gifte sig ind i hinandens samfund, som unge skandinaver har gjort i århundreder, er der heller ikke udsigt til.

Forestillingen om, at unge koreanske eller kinesiske kvinder kunne forsøge sig med japanske mænd er lige så urealistisk, som hvis danske og norske ungmøer havde drømt om unge tyske mænd i befrielsessommeren 1945.

(klumme i Politiken 14. maj 2015)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s