Mens Grækenland løb med opmærksomheden, tog Kinas regeringschef på et afgørende besøg i Europa. 

GRÆSK sammenbrud eller ej; med sin store mangfoldighed, sin købekraft, innovation og dynamik kan Europa vel finde en vej ud af den aktuelle handlingslammelse? Er vi snart færdige med at stirre ned i dybt gældshul og klar til at se lidt fremad? Fremtidsudsigterne er ikke kulsorte.

Kun få europæiske medier opdagede, at den kinesiske regeringschef, Li Leqiang, deltog i Kina-EU-topmødet i Bruxelles, netop som det græske drama eskalerede. Det blev til møder med formandsduoen Tusk og Juncker, som Li dermed fik talt med for første gang siden sin tiltrædelse.

epa04823978 (L-R) EU Commission President Jean Claude Juncker, Chinese Premier Li Keqiang and EU Council President Donald Tusk at the start of the 17th bilateral EU China summit at the EU Council headquarters in Brussels, Belgium, 29 June 2015. Report states leaders will discuss political and economic relations, global challenges and regional and foreign policy issues. EPA/JULIEN WARNAND Dostawca: PAP/EPA.

Ud over rituelle kinesiske sympatitilkendegivelser over for det europæiske samarbejde meddelte Li, at Kina agter at blive en aktiv medspiller i Junckers storstilede vækst-og beskæftigelsesplan, Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer, der planlægger at anvende for mere end 315 milliarder euro i fortrinsvis infrastrukturprojekter i de 28 medlemslande.

MED EN såkaldt forbindelsesplan, som Juncker kaldte det, skal en række store EU-styrede økonomiske projekter forbinde kontinentet med den rammeplan, som kineserne kalder ‘ Silkevejens økonomiske bælte’, og populært sagt skabe en ny ‘ silkevej’ med en vision inspireret af den årtusindgamle handelsrute mellem to af klodens ældste civilisationer.

Naturligvis blev der spurgt til Kinas muligheder for og vilje til at hjælpe Grækenland.Regeringschefen svarede ved at gentage Beijings velkendte holdning til det europæiske kompleks: Kineserne foretrækker et samlet og samarbejdende Europa og en stabil fælles valuta.

Herefter kom Lis interessante tilføjelse: Den græske gældskrise er i princippet et internt anliggende for Europa. Men Kina er optaget af usikkerheden om Grækenlands forbliven i euroen, og Kina har derfor taget skridt til at hjælpe Grækenland med at overvinde den aktuelle krise.Måden, dette blev sagt på, gav ikke forhåbninger om en særlig kinesisk långivning til Athen.

Kinesernes støtte er af mere indirekte karakter. I fjor aflagde regeringschefen et besøg i Grækenland og underskrev investeringsaftaler til en værdi af 5 milliarder dollars, som omfattede overtagelsen af en del af havnen i Piræus.

DA FINANSKRISEN rasede i 2008 og 09, var de finansielle miljøer fyldt med forlydender om, at kinesiske statsselskaber ville gå på opkøb især i de hårdt ramte sydeuropæiske lande. En opgørelse fra Deutsche Bank viser, at i perioden 2010-12 firedobledes kinesiske investeringer i europæiske selskaber og nåede et niveau på 27 milliarder euro. I fjor konkluderede investeringsanalytikere, at Italien på et enkelt år blev den største modtager af Beijings investeringer.

Men over en tiårsperiode (2005-14) er det interessant nok Storbritannien, der er den største modtager (23,6 mia. dollars) med Frankrig som nr. 2 (10,6 mia. dollars) og Italien på en 3.- plads(med 6,8 mia. dollars).

Et britisk analysefirma, Baker & McKenzie kunne tidligere i år fremlægge tal, der viser en stejlt opadgående kurve; at det gennemsnitlige niveau for kinesiske investeringer i Europa er på 10 milliarder dollars over en fireårs periode (til 2014), men at denne kurve har en ujævn form, idet der alene fra 2013 til 2014 skete en fordobling.Hvis vi troede, at det var sydeuropæisk infrastruktur, kineserne gik efter, tog vi fejl. Fordelt på sektorer er det landbrug og fødevarer, der i fjor blev den foretrukne, forfulgt af energi, ejendomsselskaber, bilindustrien og finansieringsselskaber.Derfor interessen for City of London.

ALT DETTE skal sættes i perspektiv af, at den nye kinesiskledede Asiatiske Infrastruktur-og Investeringsbank, AIIB, formelt blev søsat ved en ceremoni i Beijing 29. juni. 57 lande, heriblandt mange af USA’s traditionelle allierede, er blandt AIIB’s medstiftere.

Nu kender vi også ejerforhold og styringsmodel for AIIB: Kina er med sin 30-procents aktieandel den dominerende ejer; ikke overraskende, eftersom 75 procent af aktierne er forbeholdt asiatiske medlemslande. Største europæiske deltager er Tyskland med en ejerdel på beskedne 4,57 procent. Unægtelig et vidnesbyrd om ændrede globale styrkeforhold, som udløser traumer hos forandringsangste tilhængere af den gamle orden, der bygger på det 70 år gamle Bretton Woods-system.

Er der noget at være bange for, udenrigsminister Kristian Jensen og vækstminister Troels Lund Poulsen? I skal til at vænne jer til, at der snart er andre globale regler end dem, der er skrevet af Verdensbanken og Den Internationale Valutafond.Måske en vej frem for Athen.

(klumme i Politiken 9.juli 2015)