Erfaringen fra ’Jutlandia’ står i skarp kontrast til Danmark som nutidig krigsførende nation. 

Hvor mange danskere kender ikke Kim Larsens megahit ’Jutlandia’? Det, der begynder med linjerne »Det var i 1949 eller cirka deromkring,/ da der var krig i Korea«.

Sangen om ’Jutlandia’, hospitalsskibet, der blev Danmarks humanitære indsats for krigsofre i Korea, runder i år de 30. Enkelte af de veteraner, der bemandede skibet under de tre rejser til den østasiatiske krigsskueplads 1951-53, har passeret de 90. En af dem, Svend Jagd, var hædersgæst, da en særlig mindehal, Jutlandia Hall, blev officielt indviet i mandags.

Hallen er et lille elegant museum inde i den sydkoreanske ambassades fornemme bygningskompleks på Svanemøllevej i Hellerup. Fremover kan besøgende efter aftale se fotos, inventar og genstande fra det, der siden er blevet beskrevet som en stjernestund i dansk humanitær historie.

Her er Røde Kors-plakater i fortidige pastelfarver, håndskrevne fortegnelser over besætningsmedlemmerne, en køjeseng med tæpper, der emmer af krigstilstand, samt ikke mindst fotos, der repræsenterer skæbnefortællinger om de deltagende danskere, og publikationer om det dengang ukendte land, de var udsendt for at hjælpe.

DER ER få Jutlandia-veteraner tilbage, og de var hædersgæster ved indvielsen. Svend Jagd var maskinmester på hospitalsskibet i 1952-53 og mødte her sin senere hustru, Tove, der var en af sygeplejerskerne.

Mens solen bagte ned over ambassadehaven, kunne Svend Jagd på et skypelink til Florida også få hilst på en af de amerikanske krigsveteraner, som blev behandlet på skibet.

Indvielsens højdepunkt var, da en af hospitalsskibets koreanske patienter, Ju Wan Kim, der i dag er midt i sine 80’ere, haltede op på podiet og formulerede sin tak til Svend Jagd og de øvrige veteraner. Ju Wa Kim blev for 64 år siden båret om bord på skibet blødende og hårdt kvæstet. Drengen mistede sit ene ben, som var sprængt væk, men reddede livet.

En gang tidligere har Ju Wan Kim været i Danmark for personligt at takke sin sygehjælper, Johan Frisk, som donerede sit eget blod til drengen. Nu stod han der så igen og udtrykte taknemlighed på sit knudrede accenttunge engelsk. Var vi nogen, der havde svært ved at holde tårerne tilbage? Jo da.

ET TILBAGEBLIK: 23. januar 1951 var tusinder af danskere mødt frem for at tage afsked med det tidligere ØK-fragtskib, bygget i 1934 og anvendt på ruten til Bangkok. Dagen forinden havde skibet haft besøg af regentparret.

Under sine tre ophold i sydkoreanske havne formåede personalet at behandle 4.981 sårede allierede soldater fra FN-koalitionen og mere end 6.000 civile koreanere. Skibet ankom til en heltemodtagelse i København 16. oktober 1953 efter 999 dages FN-tjeneste.

Siden indsatsen i Korea har Danmark gjort indsatser i andre krigs- og konfliktzoner, men ikke i denne rendyrkede humanitære form. Hospitalsskibet sejlede under tre flag: Dannebrog, Røde Kors-flaget og det blå-hvide FN-flag. Skibets kommandørkaptajn, Kai Hammerich (1894-1963), havde forladt stillingen som præsident for Dansk Røde Kors for at kunne lede udsendelsen til Korea.

Med til historien hører, at USA, der stod i spidsen for den FN-koalition, der forsvarede Sydkorea, tre gange havde anmodet Danmark om at yde militære bidrag. Vor store allierede fik at vide, at Danmark foretrak at hjælpe koreanerne med humanitære frem for militære midler.

Vi var ikke rige dengang i 1950-53. Danskerne døjede med rationering, bolignød og arbejdsløshed. Men vi kunne vise empati i praksis over for en befolkning, der var offer for kommunistisk aggression. Danmark havde uden skelen til egne interesser gjort en forskel i et land, som kun de færreste dengang var i stand til at finde på en globus.

’Jutlandia’ er siden blevet indlejret i den folkelige bevidsthed i langt større udstrækning, end det er tilfældet med vore militære indsatser i Afghanistan og Irak.

I DAG forekommer det usandsynligt, at Danmark ville sende et hospitalsskib til Middelhavet for at samle afrikanske og mellemøstlige flygtninge op. I stedet bomber vi mål i det, der måske, måske ikke er eller kan blive en del af den diffuse fjende, der kaldes Islamisk Stat.

Vi har gennemgået en transformation fra at være en idealistisk humanitær aktør til at være en ukritisk krigsførende USA-allieret. Eftertidens historikere må afklare, hvilken af disse roller vi har udfyldt bedst.

(klumme i Politiken 10. juni 2016)