For et halvt århundrede siden førte USA kemisk krig i Vietnam. Først nu erkendes forbrydelsen. 

Den er blandt de største miljøkatastrofer i nyere tid – og blandt de mest underbelyste.

72 millioner liter stærkt giftige kemikalier hældes ud over frodige landskaber med en rigt varieret vegetation. Træer, palmer og planter visner og dør. Vandløb forgiftes, dyreliv går til. Store landområder, der kunne have været økologiske skatkamre, forvandles til giftfælder.

Områdernes indbyggere bliver syge og bukker under. Tusinder dør, titusinder udvikler handikap, mange bliver til regulære krøblinge. Snart viser det sig, at kvinder føder vanskabte børn. Giften er gået fra modermælken ind i hundredvis af spædbørns organismer. Katastrofen sætter sig dybe og varige spor, der er synlige helt op til i dag. En forbrydelse i flere dimensioner, ville nutidens medier kalde dette massive overgreb på mennesker og miljø, hvis den havde udfoldet sig i dag.

HÆNDELSERNE er her summarisk beskrevet, og der kunne føjes tusindvis af brutale detaljer til. Gerningsstedet er Vietnam, og perioden for overgrebene er 1962-1971.

Agent Orange er navnet på den dioxinholdige væske, der for længst er dokumenteret som den dræbende og ødelæggende årsagsfaktor i den militære aktion, som af det amerikanske luftvåben i det daværende Sydvietnam blev kaldt ‘ Operation Ranch Hand’.

Formålet var at berøve de vietnamesiske partisaner, dengang kaldet Vietcong, de tilholdssteder, som junglen og de tætbevoksede skovområder gav dem i den krigsførelse, som de havde rettet mod den sydvietnamesiske stats proamerikanske styre.

Hverken denne kemiske krigsførelse eller den mere konventionelle krig gav USA og dets allierede de militære fordele, som de søgte at opnå. Efter flere års forhandlinger gik USA i januar 1973 med til en våbenhvile, og to år senere kunne nordvietnamesiske soldater rende et vaklende Sydvietnam over ende og realisere genforeningen af det krigsødelagte land.

Siden fulgte årtiers amerikansk benægtelse af katastrofen. USA isolerede Vietnam politisk og diplomatisk, så der ikke kunne rejses krav om krigsskadeerstatninger.

Ej heller er det lykkedes for tusinder af amerikanske krigsveteraner, der blev syge af at bevæge sig ind i de ødelagte områder, at komme nogen vegne med søgsmål for at opnå erstatning.

HUNDREDTUSINDER af vietnamesere og et færre antal amerikanere blev ofre for det, man kan kalde en den kolde krigs logik.Kommunismen skulle bekæmpes.

Da den tidligere amerikanse forsvarsminister Robert McNamara, krigsførelsens arkitekt indtil sin afgang i 1968, kom på forsoningsbesøg i Vietnam i 1997, modtog han en opgørelse over krigens ofre udarbejdet af det vietnamesiske militær.

Den satte antallet af vietnamesiske dødsofre til 3,6 millioner under 10 års krigsførelse.

McNamara reagerede med en bemærkning om, at tallet proportionalt ville svare til 27 millioner amerikanere.

YNGRE årgange af amerikanere har brug for at komme ud at besøge Vietnam og få nogle oplevelser fra de slagmarker, hvor nogle af deres fædre, bedstefædre og andre aldrende slægtninge i sin tid gjorde tjeneste. De kan passende lægge sig i det spor af god vilje og smukke intentioner, som præsident Obama trak under sit netop afsluttede besøg i den sydøstasiatiske nation.

Når præsidenten blev modtaget som en filmstjerne i Hanoi, kan det forklares med, at USA har så megen blød magt, altså politisk og kulturel tiltrækningskraft, at Vietnam i dag er det land i Sydøstasien, der sender det relativt fleste antal unge på studieophold på amerikanske højere læreanstalter.

EN LILLE halv million vietnamesere er i dag officielt registreret som andengenerationsofre for den dioxinforgiftning, som er konsekvenserne af ‘ Operation Ranch Hand’. I USA lider anslået 40.000 veteraner af sygdomme relateret til Agent Orange, kræft især.

Obama er den første amerikanske præsident, der har taget ordene Agent Orange i sin mund, tilmed tæt på gerningsstedet.

USA bidrager nu økonomisk til at rense forgiftet jord på den tidligere luftbase i Da Nang. En begyndelse er gjort.

Kan økonomiske bidrag kompensere for, at USA afviser at påtage sig et moralsk og juridisk ansvar? Med en Donald Trump i Det Hvide Hus?

(klumme i Politiken 29. maj 2016)