Når terrorforebyggelse betales med udviklingsmidler.

SKAL debatten om brugen af Danmarks udviklingsbistand kun handle om det påstået umoralske i at gennemføre nedskæringer, eller kan der blive plads til at tænke nyt?

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) valgte det bornholmske Folkemøde som platform for at præsentere en fremtidig udviklingsstrategi, hvor den mest dramatiske del af indholdet var kendt på forhånd: Vi reducerer over en bred front, og de aktuelle udfordringer i form af et migrations-og flygtningepres betyder, at tæt på en fjerdedel af udviklingsmidlerne forbliver inden for rigets grænser, hvor hovedopgaven er modtagelse af flygtninge i Danmark.

Af selvindlysende grunde er dette ikke holdbart på sigt, og man kan vælge at tolke det som endnu et skred væk fra det, der engang var udtryk for en slags idealisme i vort forhold til det, vi plejede at kalde ‘ den tredje verden’.

Lad os her minde om, at dansk udviklingsbistand i stort set hele det halve århundrede, den har eksisteret, også har været et instrument i erhvervspolitikken. Siden kom klima-og sikkerhedspolitik til.

Sideløbende med, at vi har rettet store indsatser mod de fattigste befolkningsgrupper på flere kontinenter, har vi plejet betydelige egeninteresser ved at sikre, at danske leverandører blev sikret markedsandele eller direkte blev hjulpet undervejs til at flytte produktion til himmelstrøg, hvor omkostningerne var lave.

Denne sammenkædning af interesser og idealer har ofte været udskældt, men i dag er der en udbredt erkendelse af, at koblingen giver mening: Et udviklingsland, der forsømmer sin private erhvervssektor, ender i voksende og fattiggørende afhængighed af udefra kommende donormidler.

ISÆR EFTER 11. september 2001 er udviklingsbistanden i stigende grad blevet brugt til at føre sikkerhedspolitik. Den aktuelle debat om de dansk-støttede afghanske skoler, som Taleban benytter som rekrutteringsplatform, er vidnesbyrd om, hvor hurtigt idealistiske hensigter gøres til hård sikkerhedspolitik.

Tavlekridt er naturligvis at foretrække for patroner, men hvordan kontrollerer vi, om Taleban bruger tavlekridtet til at forme fremtidens terrorister?

At fattigdomsbekæmpelse og erhvervsfremme i vækstøkonomier klumpes sammen med sikkerhedsindsatser i lande, der er i langvarig krigs-og undertrykkelsestilstand, ligner noget uoverkommeligt. Den ubehagelige udsigt er, at flere end 40 procent af verdens fattige vil leve i skrøbelige stater i 2030, anslår World Development Report.

Dilemmaerne er derfor voldsomme i de regioner, hvor krigstilstande sameksisterer med noget, vi kalder udvikling,  og hvor både udviklingspersonale og soldater konfronteres med kulturelle og religiøse normsæt, der hærger lokaliteter som Afghanistan og Somalia; lande, der ikke lever op til bare minimumsdefinitionerne på statsdannelser.

Man kunne ønske sig en større klarhed i de tekster, der ledsager Udenrigsministeriets talopstillinger. Når den danske ambassade i Kenyas hovedstad Nairobi (vor største i Afrika overhovedet) tegner sig for hele 1,230 mia. kr. i perioden 2015-19, er det ikke udtryk for, at vi nu drukner millioner af ludfattige kenyanere i pengesedler, men at der på Afrikas Horn er sammenbrudte samfund, som er arnesteder for terror og truer både folk i regionen og sejladsen ud for den østafrikanske kyst.

Ville det så ikke være mere ærligt at specificere dette milliardbudget på en måde, så skatteyderne får en klarere fornemmelse af, hvad forebyggelse af terror og flygtningestrømme koster? Ti af ambassadens 50 medarbejdere er knyttet til aktiviteter i Somalia.

SAMTIDIG fortsætter vi med at holde pengestrømmen åben til langvarige partnerlande uden diskussioner om, hvorvidt nytteværdien har været pengene værd hen over årtier. Hvornår har vi sidst hørt en dansk udviklingspolitisk ordfører diskutere det berettigede i, at Uganda frem til 2019 modtager en lille milliard kroner i udviklingsbistand?

Landets præsident Yoweri Museveni har for nylig holdt 30-års jubilæum og ligner mere og mere en afrikansk evighedspræsident i samme kategori som Zimbabwes berygtede Robert Mugabe.

Hvor er den uafhængige ugandiske entreprenørklasse, der bruger ikke kun udviklingsbistanden, men også landets egen opsparing til at investere i fremtiden? Hvor er borgerskabet, der siger fra over for magtelitens tendens til at belønne udvalgte grupper på bekostning af den bredere befolkning?

DEN BEDSTE fattigdomsbekæmper er en eksportindustri, der får fodfæste på verdensmarkedet, og som genererer de jobs ved fabrikkernes samlebånd, som kan give samfundets unge årgange et regulært lønarbejde med tilhørende rettigheder. Men desværre: der er ikke realistiske udsigter til, at der på hylderne i vore butikker fremover ligger varer med mærkatet ‘ Made in Uganda’ frem for ‘Made in Bangladesh’.

Dansk udviklingsbistand skal understøtte en eksportorienteret industriudvikling, der skaber en selvbevidst middelklasse og et borgerskab, der efterspørger politiske og sociale reformer af deres egne ledere. Kan vi snart få det lært?

(klumme i Politiken 27. juni 2016)