Striden om Det Sydkinesiske Hav gør Kina til en papirtiger.

SKAL VI FORLADE os på, at USA står ved sin rolle som global politi-og trafikbetjent? Spørgsmålet trænger sig på, fordi Den Faste Voldgiftsret i Haag i morgen afsiger en kendelse i den sag, som Filippinerne har rejst om lovligheden af de territoriale krav, som Kina gør gældende i Det Sydkinesiske Hav.

Kina påberåber sig en historisk betinget ret til mere end 80 procent af det store havområde, som er en af klodens vigtigste handelsruter.

Kravet, der bygger på grænsedragninger på kort fra 1947, kolliderer med, hvad USA og dets venner og partnere ser som de afgørende betingelser for fri kommerciel sejlads.

For på flere af de hidtil ubeboede småøer i området er Kina begyndt at foretage landfyldninger, der betyder, at Det Sydkinesiske Hav i løbet af kun to år er blevet hjemsted for foreløbig syv kunstige øer, flere af dem med nybygget infrastruktur.

En af disse, Fiery Cross Rief, er på kort tid vokset til 275 hektar. Tidligere i år sejlede et amerikansk krigsskib forbi denne lokalitet i en manøvre, som havde til formål at teste, om Kina her ville hindre retten til fri sejlads. Kineserne reagerede ved at sende et par kampfly op og advarede amerikanerne mod det, man så som illegal indtrængen i kinesisk territorialfarvand.

Ifølge det amerikanske forsvarsministerium har Kina på få år indvundet næsten 1.300 hektar land i Spratly-øgruppen, hvor Vietnam og Filippinerne også har territoriale krav. Dermed vil Kina omdanne internationalt farvand til zoner med begrænsede rettigheder for kommerciel og militær sejlads.

I spørgsmålet om, hvem øerne tilhører, er USA neutralt, men hele den amerikanske tilstedeværelse i regionen bygger på den forudsætning, at principperne for fri transport og handel kan opretholdes som hidtil.

De kinesiske landfyldninger opfattes i Washington som intet mindre end en udfordring af hele den orden, som USA etablerede i regionen efter 1945, og hovedparten af Kinas sydøstasiatiske naboer har i varierende former et alliance-eller samarbejdsforhold til supermagten på den anden side af Stillehavet.

AFSÆTTET FOR DEN kendelse, der kommer i morgen i Haag, bliver utvivlsomt FN’s havretskonvention af 1982, Unclos.

Ironisk nok er Kina underskriver af denne konvention, mens USA ikke er. Ifølge Unclos er det kun naturligt dannede øer med menneskelig tilstedeværelse og en dertil hørende økonomisk aktivitet, som kan berettige krav om en såkaldt eksklusiv økonomisk zone, der kan række så langt som 200 sømil. En zone giver en kystnation rettigheder til udvinding af alle naturressourcer inden for denne grænse, men tillader samtidig andre landes skibe at passere gennem farvandet.

Hvad der yderligere komplicerer sagen er, at Kina endnu ikke har præciseret, hvilke krav der skal rejses med afsæt i de fysiske ændringer, kineserne har foretaget: altså omdannelsen af klipperev til regulære militære befæstninger med landingspladser til krigsfartøjer og helikoptere. Beijing hævder suveræniteten bag en u-formet streg tegnet på et søkort for 70 år siden, som ingen andre respekterer.

Kina er således i færd med at ændre selve den fysiske geografi i dette hav og begrunder dette med en ‘ historisk tilstedeværelse’ fra gammel tid som grundlag for sit suverænitetskrav. Hvilket ikke har det fjerneste grundlag i moderne international ret.

De sydøstasiatiske lande og USA gør derfor rigtigt i at tolke den kinesiske ‘ havpolitik’ som intet mindre end et forsøg på at omdefinere de spilleregler, der har defineret international politik siden 1945, og det er her, disse små og spredte klynger af øer og klipperev får større betydning. For hvis Kina gør alvor af at ignorere morgendagens afgørelse fra Haag, er det så begyndelsen på en praksis, hvor kineserne også vil tilsidesætte andre af de regelsæt, der definerer nutidens verdensorden?

USA HAR SET skriften på væggen, og derfor befinder der sig nu to amerikanske hangarskibsgrupper ud for Filippinerne i den største magtdemonstration af sin slags i 20 år. Tilbage i 1996 affyrede Kina missiler ud i Taiwan-strædet som et udtryk for misbilligelse af en bestemt taiwansk præsidentkandidat.

Efter at den kinesiske militære ledelse derefter kom på et hemmeligt ‘ studiebesøg’ i Pentagon, stak man piben ind. I dag sender Kina turister og penge til Taiwan.

Der har i 37 år ikke været krigshandlinger mellem stater i Sydøstasien, så hvorfor skulle Kina risikere regionens stabilitet og velstand ved denne adfærd? Formålet er sandsynligvis at teste USA’s vilje til at stå ved sine forpligtelser i regionen.

Hvis dette er begyndelsen til et forstærket globalt magtspil, er Beijing dømt til at tabe. Folkerepublikkens første leder, Mao Zedong, kaldte engang USA en »papirtiger«, men hans nutidige efterfølgere er ved at bringe sig i en situation, hvor det bliver Kina, der passer alt for godt til denne karakteristik.

(klumme i Politiken 11. juli 2016)