Så til søs: Får Kina sin Monroe-doktrin i det Sydkinesiske Hav?

STYRER Kina og USA mod væbnet konfrontation til havs og i luften, fordi den kinesiske ledelse afviser at respektere den kendelse, som den Faste Voldgiftsret i Haag har afsagt om Kinas påståede historisk betingede territorialkrav i det Sydkinesiske Hav? Et sådant scenario er af den slags, som dommedagsprofeter kan bruge mange og dramatiske retoriske udladninger på, mens en mere nøgtern udlægning taler for, at det traditionelle FN-spor nu definitivt er lukket, og at løsninger må findes ad diplomatiske kanaler.

Disse er allerede lagt ud af den nyligt tiltrådte filippinske præsident Rodrigo Duterte, som først sagde, at krig ikke er nogen ‘ option’, og derefter bad landets store gamle statsmand, 88-årige ekspræsident Fidel Ramos om at pakke tasken og tage til Beijing og tage hånd om de følere, Beijing lagde ud i sidste måned. Her åbnede der sig et spor, da den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation Asean viste sig ikke at kunne enes om en fælles holdning til striden (og jo, kinesiske diplomater havde haft travlt med at vride arme på naboerne).

UDFORDRINGEN for samtlige Kinas sydlige naboer bliver herefter at overbevise Beijing om, at deres forbindelseslinjer til Washington og Pentagon aldrig bliver kappet, men at de alle er indstillet på at acceptere et ændret adfærdskodeks i et havområde, som Kina betragter som sin strategiske baghave.

Det er en forandret stormagtslogik, der her tegner sig, og den har en interessant historisk parallel: Tilbage i 1823 definerede den amerikanske udenrigsminister John Quincy Adams den såkaldte Monroe-doktrin, opkaldt efter den præsident, som Adams tjente under.

Doktrinen var Amerikas svar på de europæiske kolonimagters forsøg på at gøre indhug i de latinamerikanske besiddelser, som Spanien og Portugal allerede havde forladt eller var ved at miste. Budskabet har gyldighed helt op til nutiden: at de europæiske magter politisk skal holde fingrene væk fra det amerikanske kontinent. Monroe-doktrinen blev således en afspejling af de ændrede styrkeforhold, der havde indfundet sig i denne tidlige fase af afkoloniseringen. USA fik, hvad der med et nutidigt og mere jordnært udtryk kaldes en baggård.

Tilsvarende er Kinas tilsyneladende uforsonlige holdning til de territoriale stridigheder i det Sydkinesiske Hav et udtryk for, at USA skal regulere sin militære adfærd i dette vigtige farvand, hvor Pentagons Stillehavsflåde stadig er en allestedsnærværende politistyrke. Balancen bliver en anden, fordi Kina er blevet stærkere og større, økonomisk og militært.

Hvad ingen burde overraskes over.

Set med asiatiske briller på historien har USA’s militære rolle i regionen ikke været et ubetinget gode. Vietnamkrigen 1965-75 og langvarig amerikansk støtte til militære diktaturer i flere af de allierede lande gav politibetjenten blod på handskerne.

Supermagtens våben og penge bidrog til at reducere eller helt fjerne interne trusler fra kommunistiske og prokinesiske grupper i især Filippinerne og Indonesien. Med baser og efterretningsfaciliteter spredt ud over regionen har amerikanske skibe og fly i årtier siden da kunnet patruljere lige på kanten af den sydkinesiske kyst i en politik, som Beijing ser som en del af en regulær omringning.

KINAS påberåbelse af suverænitet over det store havområde har derfor adresse til USA lige så meget som til Filippinerne.

Det er et halvt århundredes magtudøvelse, som Beijing vil justere på: USA skal ikke fortrænges helt fra regionen, men supermagtens rolle skal reduceres i et omfang, der indebærer respekt for Kinas nyvundne status som næsten-supermagt.

Her tæller også de helt små skridt. I sit umiddelbare nabolag har Beijing allerede scoret en væsentlig sejr på point: Regeringen i Taiwan har kaldt afgørelsen fra Haag for ‘ uacceptabel’, og dermed lægger Taiwan sig på linje med Kina i en strid, der kommer til at definere Sydøstasiens politiske fremtid. Taiwan ledes af det parti, som for årtier siden blev grundlagt på et krav om frigørelse fra Kinas ‘ historisk betingede’ krav på øen, men går nu i takt med Beijing og anerkender implicit rivalens sikkerhedspolitiske interesser.

FREMOVER bliver verden vidne til et kompliceret diplomatisk spil om en ændret magtbalance i det Asien, som USA er på vej til at prioritere højere end det sammenbrudte Mellemøsten og det fragmenterede Europa. Måske går kabalen op, hvis det bliver en præsident Donald J.

Trump, der skal skrue ned for den ‘ rebalancering’, som daværende udenrigsminister Hillary Clinton satte i gang for fem år siden.

(klumme i Politiken 22.07.2016)