Erdogan er en antivestlig autokrat, som vi er afhængige af.

TYRKIETS undtagelsestilstand er nu officiel, men har været reel, længe inden interne kræfter begyndte at ryste ved fundamentet for den leder, som Europa og USA er dybt afhængige af i opgøret om den fremtidige optegning af Mellemøstens politiske landskab. Ankaras krigsberedskab er mere et resultat af eksternt pres (Islamisk Stat, og Ruslands hånd i Syrien) end den interne dynamik, der har forvandlet præsident Recep Tayyip Erdogan fra noget, som engang lignede en halvhjertet demokrat til den erklærede proislamiske og antivestlige autokrat, der er mandens politiske og ideologiske kerne.

Tyrkiets alliancepartnere i Nato har mere end én gang haft behov for at stille spørgsmålet: Vil den virkelige Erdogan venligst træde frem? Nogle få advarselslamper blinkede, da han i 1994 blev valgt til borgmester i Istanbul. I december 1997 blev Erdogan idømt ti måneders fængsel for at opildne til religiøst had. Borgmesterens forbrydelse bestod i, at han i byen Siirt havde læst et digt op, der indeholdt følgende linjer:

Moskeerne er vore kaserner, kuplerne er vore hjelme, minareterne er vore bajonetter, og de rettroende er vore soldater.

DIGTET var ikke Erdogans eget værk; han havde hentet teksten fra den osmanniske og islamistiske poet Ziya Gökalp. Teksten læste han op under en demonstration mod forfatningsdomstolens beslutning om at lukke og forbyde Velfærdspartiet, som havde været Erdogans karrierestige. Borgmesteren måtte lægge kæderne af sig, men han slap med kun at skulle afsone fire af de ti måneder. I 2001 grundlagde Erdogan Retfærdigheds-og Udviklingspartiet, AKP, og allerede året efter blev partiet en klar valgvinder med en tredjedel af de afgivne stemmer.

Siden da har den tyrkiske økonomi gennemgået en nærmest mirakuløs transformation med vækstrater, der har lignet noget, vi kun kendte fra Indien og Kina, og som har gjort den tyrkiske økonomi til klodens 17.-største.

Dette løft gør ikke automatisk Erdogan til en liberal reformator. Mandens ideologiske sindelag blev tydeliggjort for omverdenen i oktober 2014, da han i en tale på et af Istanbuls universiteter sammenlignede Nato’s og Vestens politik i regionen med den rolle, som den britiske officer Thomas Edward Lawrence fik under det arabiske oprør mod det osmanniske imperium i 1916-18.

I talen affyrede Erdogan en regulær bredside mod den såkaldte Sykes-Picot-aftale, som var det britisk-franske redskab til opdeling af de arabiske områder, som havde været under Osmannerrigets kontrol. Sykes-Picot, der fik sit navn efter de to diplomater, der skruede aftalen sammen, banede vejen for et jødisk hjemland og de grænsedragninger, der førte til etableringen af Irak og Syrien som statsdannelser. I talen lød Erdogans karakteristik således: »Grunden til alle konflikter i regionen blev grundlagt for 100 år siden, og det er vor pligt at bringe dette til ophør«.

Senere i talen fik ‘ Lawrence of Arabia’ følgende ord med på vejen: »En britisk spion forklædt som en araber«, hvis efterkommere i dag »kommer til Tyrkiet som journalister, forfattere og terrorister«. At ‘ Lawrence of Arabia’, var inderligt imod Sykes-Picot, forstyrrede ikke det verdensbillede, Erdogan lagde frem for sit publikum. Men hans retorik har en slående lighed med det, der kommer ud af Islamisk Stats propagandamaskineri, IS har tilmed produceret en video, der hedder ‘ The End of Sykes-Picot’.

Talen blev holdt, ugen efter at USA offentliggjorde en enighed med Ankara om brugen af Nato’s flybase i Incirlik i krigen mod IS. Kun få timer efter talen dementerede tyrkiske embedsmænd, at en sådan aftale eksisterede. Så der skulle et langvarigt pres fra alliancepartnerne til, før Erdogan accepterede tyrkisk deltagelse i den USA-ledede koalition mod IS og brugen af tyrkiske baser i luftkrigen. Erdogans modydelse blev som bekendt frie hænder til at bombe kurdiske stillinger i Irak.

HISTORIENS dom over Vestens nutidige politik i det gamle osmanniske grænseland kan ikke skrives endnu. Men takket være tyrkiske medier, der indtil for nylig stadig nød en vis uafhængighed, har vi efterhånden fået et klart billede af den leder, som Europas sikkerhed og stabilitet er dybt afhængig af.

Muligvis bliver Erdogan en ny Suharto; lederen af Indonesien i mere end tre årtier og efter sit fald i 1998 afsløret som en kleptokrat, der havde tilranet sig en milliardformue. Suharto stod i spidsen for et system, der bedst kan betegnes som et stærkt begrænset demokrati, eftersom kun få (sekulære) partier blev tilladt.

Ifølge finansmagasinet Forbes nærmer Erdogans personlige formue sig 1,2 mia. kr. og er bygget op gennem investeringer i ejendomme og aktier. Ikke kun i sit verdenssyn, også i forholdet til materielle værdier ligner Erdogan en sultan.

(klumme i Politiken 25. juli 2016)