Canada kæmper med både olieprisfald og klimahensyn.

KORT FØR daggry lyder det fra en højttaler på en bygning ca. 150 meter fra mit hotelvindue: Gud er stor. På umiskendeligt arabisk. I hvilket hjørne af ‘ Arabistan’ befinder vi os? I en petrostat, der er sit kontinents mest vellykkede.

Provinsen Alberta er demokratisk, hovedrig og gældfri. Multikulturalisme og flersprogethed er officiel politik. Olie og naturgas er de økonomiske herrer. Hvor 4,2 millioner indbyggere befolker et område, der er halvanden gang Sveriges størrelse, og hvor boretårne og rørledninger pynter op i et landskab, broderet med gule kornmarker, pittoreske skove og brune klipper, kendt som The Rockies. Hvor bønderne bor i rummelige huse, mange af dem malet i svenskrødt.

Hvor en af landsbyerne hedder Dalum og gravstederne har navne som Jensen, Hansen, Christensen, Olsen og Nielsen.

WILD WEST-provinsen Alberta gør Canada til hjemsted for klodens tredjestørste oliereserver. Problemet med disse er, at de skal udvindes af tjæresand, som er en forurenende og omkostningstung proces, hvor raffineringen koster det tredobbelte af, hvad mexicansk olie fra havbunden koster.

Udvindingen af olie fra Albertas tjæresand er den vestlige verdens største udleder af drivhusgasser fra en enkelt geografisk landbaseret lokalitet og ville i 2020 have nået et omfang af Danmarks samlede udledninger, hvis det ikke havde været, fordi de seneste års fald i oliepriserne har sat en prop i et af de største væksteventyr på den vestlige halvkugle i en menneskealder.

Prisdykket har rystet fundamentet for den engang så lovende canadiske økonomi og har udløst det største kursfald for valutaen, siden den blev koblet på den amerikanske dollar for et lille halvt århundrede siden.

Inden pristurbulensen satte ind, nåede olieeksporten op på en femtedel af Canadas samlede valutaindtjening, en tredobling i løbet af et årti. Mens den store nabo mod syd i 2008-9 blev rystet af den globale finanskrise, kunne Canadas daværende konservative regering bryste sig af at være en energisupermagt, hvor oliepumperne snurrede lystigt i takt med omsætningen på børsen, og den canadiske dollar nåede paritet med den amerikanske.

Så dykkede prisen, vælgerflertallet gik fra konservativt til liberalt, tilmed også i Albertas delstatsparlament.

Forventningen blandt liberale vælgere om, at Canada nu vil gå i Barack Obamas klimapolitiske fodspor og reducere afhængigheden af fossile energikilder, ser imidlertid ikke ud til at blive indfriet lige med det første.

UNDER DEN valgkamp, som i fjor gjorde den liberale Justin Trudeau til premierminister, stillede partiet en milliardstor klimapolitisk satsning i udsigt.

Albertas flade landskaber skulle ikke længere pyntes op kun af oliepumper i sort metal, men af hvide vindmøller. Dem ser vi en hel klynge af en times kørsel nordpå ud af Calgary, men meget mere end smukke symboler er de ikke. Vindenergi udgør kun en brøkdel af provinsens samlede elproduktion.

Canadiske klimaaktivister minder med mellemrum om, at Trudeau har støttet Nordamerikas mest kontroversielle energiprojekt, olierørledningen Keystone, der over et 3.500 kilometer langt ledningsnet vil kunne fragte størstedelen af Albertas olieproduktion ned til raffinaderier i Oklahoma og Texas.

Men mindre end en måned efter Trudeaus valgsejr i oktober i fjor satte Obama hælene i og afviste at godkende den fase af Keystone, der kunne have sendt Albertas olie over den 49. breddegrad og ind til naboen Montana og derfra videre sydover til amerikanske forbrugere. Obama sagde nej tak til projektet med henvisning til klimapolitik og forsyningssikkerhed, om end den reelle årsag lige så meget er den realitet, at USA er tæt på at være selvforsynende med olie.

CANADAVILLE sagtens selv kunne bruge Albertas olie, hvis det ikke var, fordi miljø-og klimaaktivister konstant peger på konsekvenserne af at skulle udvinde af tjæresand.

Hvor kritisk og følsomt emnet er, stod klart i maj, da Albertas nordlige olieby Fort MacMurray stod i flammer, og størstedelen af byens og omegnens 116.000 indbyggere måtte evakueres. Om end den direkte tekniske årsag til brandkatastrofen ikke er kendt, var aktivister ikke sene til at betegne de 95.000 evakuerede for klimaflygtninge.

Alt sammen stiller det oliesektoren, de canadiske klimaaktivister og Trudeaus liberale styre over for svære valg. Der skal findes milliarder til klimasatsninger, men de udebliver, så længe olieprisen forbliver lav.

Som en munter sjæl her i Rocky Mountains formulerer det, består Albertas og Canadas dilemma i følgende: »Drill, baby, drill, so we can buy a windmill«. Prærieprovinsens velstand har en pris.

(klumme i Politiken 22. aug. 2016)