Brexit hjælper ikke Canadas fransktalende separatister. 

JO LÆNGERE vestpå man kommer i Canada, jo sjældnere høres det ene af landets to officielle sprog. Alligevel er alle forklaringer på museer og of-ficielle regeringsbygninger skrevet på både fransk og engelsk.

Giver det mening her i British Columbia, hvor tre fjerdedele af den knap fem millioner store befolkning har engelsk som hovedsprog, og hvor kun et par procent foretrækker fransk som første sprog? Ligestilingen mellem de to europæiske sprog er ført igennem helt ud i den mindste detalje.

Selv på de spraglede, kunstnerisk dekorerede postkasser her i det smukke og betagende Vancouver er der på metallågen støbt ordene: Pull-Tirez. Så stor imødekommenhed får selv ikke de syv procent af finnerne, der har svensk som hovedmodersmål. Hvad vil anglo-canadierne opnå med denne velvillighed? Svaret findes naturligvis i den østlige provins Québec, hvor knap 80 procent af de otte millioner indbyggere har fransk som første sprog.

FOR ET lille halvt århundrede siden tog militante fransktalende separatister skridt til løsrivelse med noget, der begyndte at ligne en frihedskamp. Det kulminerede med den såkaldte oktoberkrise i 1970.

Der var drab, bortførelser af embedsmænd og bombesprængte postkasser.

Denne galskab i et ellers højt udviklet europæisk domineret samfund var aldrig nået så vidt, havde det ikke være for den franske præsident Charles de Gaulles forrykte tale på rådhusbalkonen i Montreal 24. juli 1967, hvor krigsveteranen rundede af med ordene ‘ Vive le Québec libre’ og satte en folkemængde i ekstase.

Siden blev Québec-separatisternes tilbøjeligheder jordet ved to folkeafstemninger, først i 1980 og siden i 1995, og når emnet alligevel vækker en vis interesse i dag, skyldes det Brexit. Hvis briterne kan forlade EU, er to Canadaer så ikke bedre end ét, spørges der i krogene herude.

AKTIVISTER i Québec bruger stadig 24. juni som dagen, hvor de profilerer sig, men i år var der ingen ekstatiske råb på rådhuspladsen i Montreal. Det skyldes utvivlsomt, at løsrivelsesbevægelsens organisation, Parti Québécois, står uden formand efter Pierre Karl Peladeaus afgang tidligere på året.

Ved næste valg til provinsparlamentet vil konsekvenserne af Brexit være tydeligere end i dag og næppe tjene som eksempel til efterfølgelse for Canadas frankofone.

Den multikulturalisme, som for et kvart århundrede siden blev skrevet ind i forfatningen af Pierre Trudeau, fader til Canadas nuværende regeringschef, Justin Trudeau, var et mesterligt stykke jura, der både lukkede munden på de frankofone, åbnede for officiel accept af den oprindelige befolkning og forberedte nationen på den indvandringsbølge, som Canada har håndteret mange gange bedre, end det sker i Canadas europæiske oprindelseslande.

AFTENVANDRINGER her i Vancouvers bykerne afslører et fænomen, som vil være en sjældenhed i europæiske storbymiljøer: kærestepar hånd i hånd, hvor manden har østasiatiske eller afrikansk-caribiske rødder, mens kvinden er hvid. Butikkerne på byens længste indkøbsgade, Robson Street, er domineret af asiatiske kvinder, der ubesværet svinger mellem engelsk og kinesisk, eller engelsk og hindi.

Lidt over halvdelen af byens 2,5 millioner store befolkning falder i kategorien kaukasisk-europæisk, mens østasiaterne tæller knap 30 procent og sydasiaterne 11 procent. Ikke underligt, at tilrejsende fra Québec føler sig trængte her.

Men den canadiske multikulturalisme er ikke uden paradokser. Den indfødte befolkning, der i dag udgør knap halvanden million indbyggere (ud af et samlet folketal tæt på 35 millioner), går under den officielle betegnelse First Nations, uagtet at disse snesevis af folkeslag ikke var i nærheden af noget, der bare lignede en statsdannelse, da de europæiske indvandrere i 1867 etablerede den canadiske nation.

I dag bruges der millionbeløb på at hylde disse første ‘ nationer’, men på det imponerende museum i provinshovedstaden Victoria, den mest britiske lokalitet på den vestlige side af Atlanterhavet, omtales decimeringen af urbefolkningen i 1800-tallet kun i parenteser som ulykkelige konsekvenser af ‘ spiritus, sygdomme og våbenmagt’.

Siden er verden vendt på hovedet. Hver måned ankommer tusinder af asiater på den canadiske stillehavskyst, og mange vælger at blive. For dem bliver Québec ikke meget andet end et eksotisk turistmål, repræsenterende den gamle verden. Indvandringen fortrænger Canadas gamle sprogstrid.

(klumme i Politiken 5.9.2016)