Krigsrisiko i Korea er lav, men i nord sikrer man sig overlevelse. 

NORDKOREAS nylige prøvesprængning af et kernevåben, den femte af sin slags, betyder ikke, at risikoen for krig er rykket nærmere. Målet er afskrækkelse, og adressen er ikke kun hovedmodstanderen USA eller rivalen Sydkorea, men i høj grad også den beskyttermagt, som holder livlinerne oppe til klanstyret i Pyongyang, nemlig Kina.

Fordi den amerikanske atomparaply over Nordøstasien er så tæt, som den er, ville en direkte anvendelse af et nordkoreansk kernevåben mod amerikanske basefaciliteter i Stillehavsregionen udløse et modangreb, som ville udslette samtlige nordkoreanske kommandocentre af betydning foruden et tab på hundredtusinder af civile.

Prøvesprængningen er derfor udtryk for, at klanstyret sætter prisen op for et hvilket som helst angreb på den sidste af USA’s modstandere fra de tidlige år af den kolde krig. Selve Nordkoreas eksistensberettigelse som stat bygger på fortællingen om, at en ludfattig kommunistisk stat for lidt over seks årtier siden kæmpede USA til et resultat, der bedst kan betegnes som ‘ uafgjort’, og som finder udtryk i den deling af den koreanske halvø, som har været realiteten siden våbenstilstanden i 1953.

I nordkoreansk propaganda beskrives ophøret af kamphandlingerne efter de tre års krige som en ‘ sejr’ over den ‘ imperialistiske’ supermagt. Modstandsvilje mod USA udlægges i Pyongyang som beviset på den koreanske nations vilje til overlevelse og evne til at videreføre det eneste i intakte og selvstændige koreanske samfund.

For ‘ landsmændene’ i det langt rigere og friere Sydkorea er i Pyongyangs fremstilling ikke længere ægte koreanere, men urene og bastarder, inficeret af globalisering og amerikanisering. Selv de nordkoreanske afhoppere, der når frem til Sydkorea og skal forsøge at leve et friere og mere selvstændigt liv som individer, får problemer. Nogle beder om at blive sendt tilbage, fordi de savner en forbundethed med slægt og venner. Konkurrencementaliteten i det dynamiske Sydkorea, en af klodens mest udviklede og innovative stater, er ofte uoverkommelig for disse flygtninge.

PÅ DEN lange bane handler udfordringen i Korea om, hvorvidt verden er bedst tjent med, at delingen af halvøen bliver et permanent vilkår. For skulle en genforening komme, rejser der sig voldsomme udfordringer: et forenet Korea som en del af det amerikanske alliancesystem i Asien vil være uacceptabelt for Kina.

Et forenet Korea bliver med sikkerhed antijapansk i sin udenrigspolitiske orientering, hvilket Kina vil vide at udnytte i en grad, der kan gøre den koreanske alliance med USA usikker.

Et forenet Korea vil være en uoverkommelig økonomisk byrde for den sydkoreanske befolkning, hvis en genrejsning af den fallerede nordkoreanske økonomi kommer til at ske på betingelser som dem, der gjaldt for de to tyske stater i 1990.

Derfor er atomprøvesprængningen en realitet, som på den mest ubehagelige vis fortæller, at delingen forbliver en realitet lige så langt ud i fremtiden, som forestillingsevnen rækker. Alle kan leve med status quo, meget få kan se fordelene ved alternativet.

Problemet er så lige her, at millioner af koreanere i såvel syd som nord er opdraget til at berede sig på, at den historiske uretfærdighed ophører, og at halvøens 75 millioner indbyggere samles i et fælles ‘ hjem’.

Koreanere i begge stater lever derfor i en dobbeltverden: en reel og en forestillet.

ER DET DA muligt at forestille sig en fredelig udgang på Korea-spørgsmålet? Kan den kommunistiske stat reformere sig i en sådan grad, at incitamentet til at bygge en nuklear afskrækkelse op reduceres og helst helt fjernes, og at de to fjendtlige stater begynder en udvikling, der kunne ligne det, der skete mellem Øst-og Vesttyskland med den forsoning, som de vesttyske socialdemokrater tog initiativet til en lille snes år før Murens fald? Svaret er her, at Nordkorea i en sådan udvikling ville lide samme skæbne som i sin tid Østtyskland.

Kim Jong-uns ‘ arbejderparadis’ er militariseret i en grad, der får datidens DDR til at ligne et kuriøst socialpolitisk eksperiment.

De kernevåben, der måtte have befundet sig på østtysk jord, havde kun sovjetiske officerer adgang til. Med andre ord er Kina ikke tilnærmelsesvis i en rolle svarende til den, Gorbatjovs Sovjetunionen havde, da det kommunistiske imperium slog revner i 1989.

Kim-klanen er indstillet på at kæmpe til det yderste for at bevare den bizarre statsdannelse, den har stået i spidsen for siden 1948. Den har overlevet Sovjetunionens sammenbrud, kinesisk kursskifte og international isolation.

Håb om forandring må derfor knytte sig til mulige interne reformer, gerne i stil med, hvad Kina under Deng Xiaoping slog ind på fra slutningen af 1970′ erne. Indtil videre har det lange udsigter.

(klumme i Politiken 19. september 2016)