Præster i ny frihedskamp

Kvindelige imamer kan blive islams befrielsesteologer. 

FOR EN MÅNEDS tid siden føjede Danmark et nyt kapitel til religionshistorien, da Mariam Moskeen i København lod en kvindelig imam, Sherin Khankan, kalde til fredagsbøn for en menighed udelukkende bestående af kvinder.

Khankan har til Weekendavisen forklaret, at hendes moské vil udfordre de patriarkalske strukturer og institutioner inden for islam. Hun ser islamisk feminisme som et skridt på vejen til »en mere progressiv variant af islam«. Progressiv, betyder det i denne sammenhæng sekulær? Er Khankans enestående initiativ i realiteten et af de vigtigste antiradikaliseringstiltag, vi har set længe?

aforside_kvindelig_1003855a

I LOS ANGELES har en kvinde-moské for nylig set dagens lys, og lederen af fredagsbønnen er her en afroamerikansk kvinde. Der er oprettet kvinde-moskeer i Berlin og Amsterdam, og tilsvarende planer er undervejs i Bradford, Storbritannien.

Der er et indlysende paradoks i, at verdens tre folkerigeste muslimske lande, Indonesien, Pakistan og Bangladesh, har haft kvindelige præsidenter, men endnu ikke har givet plads til kvindelige imamer som ledere af fredagsbønnen.

I det multireligiøse Indien er forsøgene på kønspolitisk ligestilling i landets store muslimske samfund stødt på vanskeligheder. Omvendt har der i Kina gennem generationer været plads til moskeer forbeholdt kvinder. Interessant nok findes disse ikke i den eneste provins med muslimsk befolknings-flertal, Xinjiang, men i Henan-provinsen, hvor byen Kaifeng for knap et årtusinde siden var hovedstad i Song-dynastiet.

Kaifeng er en af Kinas mest multikulturelle byer med dens variation af buddhistiske, konfutsianske og taoistiske templer, kristne kirker samt moskeer.

Det er også i denne by, at de sidste rester af et jødisk kinesisk samfund angiveligt har eksisteret.

2901105_orig

HVAD ENTEN det er i København eller Kaifeng: Der er en opmuntring i, at muslimske kvinder får deres eget åndelige rum. I Danmark i kraft af et privat initiativ, i Kina, fordi statens officielle politik var og er ligestilling, samtidig med at religiøs aktivitet skal afpolitiseres, hvis den skal kunne være til gavn for samfundet.

Islamdebatten har længe lidt under de mange udsagn, der beskriver denne verdensreligion som en monolitisk størrelse. Naturligvis er der tale om misbrug af troen, når klaner eller diktatorer (altid mænd) tager Koranen i brug for at legitimere deres magtudøvelse, for der hvor staten principielt og ideologisk er religionsneutral eller atestisk, gør den trossamfundenes medlemmer en tjeneste.

Først når den er renset for politisering, får en religion den værdi for individet, at den kan være frisættende for intellektet og lindrende for sjælen. Det er her, at kvindelige imamer kan få karakter af en slags befrielsesteologer, hvis fænomenet får lov at brede sig. Mere end nogen anden af verdensreligionerne har islam brug for at komme ud af ortodoksiens greb.

Den differentierede praksis for islam, som er gældende i Kina, har sine særlige forklaringer. Landets største muslimske minoritet, hui (anslået 10, 5 millioner), kan relativt frit praktisere deres religion og bygge moskeer, mens der er en mere rigid kontrol i Xinjiang, hvor uighur-minoriteten praktiserer en konservativ variant af sunniislam.

Prayer at the Beidajie Women's Mosque in Zhengzhou, Henan province, China.

Prayer at the Beidajie Women’s Mosque in Zhengzhou, Henan province, China.

Hvor hui-befolkningen tillades private islamskoler under henvisning til den officielle kønspolitiske ligestillingspolitik, er disse forbudt i Xinjiang, fordi den kinesiske stat her slår ned på de separatistiske strømninger inden for uighur-minoriteten, hvor spændinger i forhold til centralregeringen i perioder har givet sig udslag i terrorhandlinger.

GUO JINFANG er kvindelig imam ved Wangjia Moskeen i Kaifeng, en af byens 16 af slagsen forbeholdt kvinder. Hun forklarer til den britiske forfatter og filmproducent Michael Wood, at fortidens muslimske ledere byggede skoler først, inden nogle af disse forvandledes til moskeer i det 18. århundrede.

Efterfølgende skrev kinesiske muslimske filosoffer digre bogværker, der betonede nødvendigheden af at være muslimer, der både var rettroende og loyale over for den kinesiske stat. Siden flød to strømninger sammen, forklarer hun: behovet for at bevare samfundets religiøse identitet og behovet for at uddanne og ligestille kvinder.

Mohammed Ma Jian (1906-1978) var Kinas førende islamforsker, flydende i arabisk og en anerkendt intellektuel i både Republikken Kina og Folkerepublikken Kina. Han oversatte Koranen til kinesisk. Efter et ophold i Kairo i 1930′ erne kom han hjem til Kina og oversatte de konfutsianske Analekter (det nærmeste østasiatisk kultur kommer en ‘ bibel’) til arabisk. Han mente, at marxisme og islam fint kunne sameksistere. Hvem skulle have troet det: at den arabiske verden kan lære noget af det konfutsianske Østasien.

(klumme i Politiken 3.10.2016)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s