Thailands kong Bhumibol Adulyadej, der er død i en alder af 88 år, var det sidste asiatiske statsoverhoved, der kunne fortjene betegnelsen gudekonge.

En monark og en landsfader, der nød en kolossal popularitet blandt sine undersåtter, og dyrkelsen af ham nåede mytologiske og kultagtige dimensioner. Hans komplicerede levnedsløb og den rolle, han har spillet for og nogle gange imod landets politiske eliter, sætter både historieskrivningen og Thailands nuværende magthavere over for betydelige udfordringer.

Han blev den længst regerende monark i moderne verdenshistorie og efterlader en nation, hvor tvivlen om monarkiets egnethed begynder at gnave. Ikke hos landbefolkningen, men hos den mere veluddannede middelklasse i hovedstaden, Bangkok.

Bhumibol var født i Massachusetts, USA, og voksede op i en tid, hvor omverdenen tvivlede på, om monarkiet havde en fremtid i datidens Siam, som var Thailands navn indtil 1949. Faderen døde i 1929, da Bhumibol var to år, hvilket fik moderen til at flytte familien til Schweiz.

Da Bhumibols onkel døde i 1935 uden at have efterladt en arving til tronen, blev Bhumibols ældre bror som niårig gjort til tronarving. Børnene fuldførte skolegang i Lausanne og returnerede til Thailand efter verdenskrigens afslutning.

En dramatisk begivenhed 9. juni 1946 førte til, at Bhumibol som 18-årig blev tronarving. Broderen Anand blev fundet død i paladset med et skudsår i hovedet.

Helt frem til nutiden er de nærmere omstændigheder ved dødsfaldet uafklarede.

Den første forklaring fra regeringen talte om et vådeskud, men en efterfølgende undersøgelse afkræftede dette. To ansatte ved hoffet blev anklaget, dømt og henrettet.

Ofte er der i årenes løb blev rejst tvivl om, hvorvidt der var tale om en skueproces, og det er blevet mere end antydet, at en vådeskudsulykke, som også involverede Bhumibol, kan have været årsagen.

Begge mænd var meget optagede af skydevåben.

Bhumibol vendte herefter tilbage til Europa for at fuldende sin uddannelse, og det blev i Paris, han mødte sin kommende hustru, der blev kendt som dronning Sirikit, datter af den daværende thailandske ambassadør i Frankrig.

OP GENNEM det følgende årti stod monarkiet svagt i det fattige, splittede og ustabile land, hvor alliancen med USA kom til at spille en afgørende rolle. Ikke mindst takket være effektivt og dygtigt amerikansk diplomati lykkedes det at opbygge et billede af kongen som en guddommelig landsfader, der nærede dyb omsorg for udstødte og fattige undersåtter og sikrer landet mod kup og katastrofer.

Når stridende eliter kappedes om magten, kunne kongen stå frem som en forsonende skikkelse, der kunne mildne diktatorer og bane vejen for forsoning efter ofte hårdhændede militærkup.

Kongehuset og militæret udgør de to vigtigste søjler i Thailands politiske historie.

De to andre er erhvervslivet og centraladministrationen.

Ofte har officerskorpset haft større reel betydning end de svage partiorganisationer, der er kommet og gået med ofte populistiske, grådige og korruptionsbefængte politikere og har skadet landet mere end gavnet det.

Thailand har siden det absolutte monarkis afskaffelse i 1932 fået ry som landet med verdensrekord i militærkup. Mange af dem dog ublodige. Hovedreglen for ethvert magtskifte gennem et halvt århundrede er blevet formuleret således: Uden kongens opbakning går det ikke.

Han kontrollerer ikke nødvendigvis magten, men kan bruges til at legitimere den.

Han blev ikke givet chancer under et højreorienteret nationalistisk militærdiktatur i 1950′ erne og 1960′ erne, men han udnyttede i 1957 en strid mellem to juntaledere, erklærede undtagelsestilstand og banede vejen for et styre, der gav mere indflydelse til kongehuset i rollen som forsvarer af buddhistiske værdier.

DA EN studenterledet revolte i 1973 tvang militæret til en politisk retræte, trådte kongen i karakter ved at stille sig på demokratiaktivisternes side. Han udnævnte en universitetsrektor som regeringschef og bidrog dermed til militærstyrets fald, dog kun midlertidigt, indtil militæret brutalt atter tog magten i 1976. Kup efter kup gjorde Bangkok til en turbulent kampplads, indtil hærchefen Prem Tinsulanonda i 1980 stillede sig i spidsen for en overgangsregering.

En robust alliance mellem kongen og general Prem førte op gennem 1980′ erne til, at thailandsk politik gradvis blev gjort civiliseret og demokratisk. Det var også i disse år, at landet oplevede en betydelig velstandsstigning. I 1988 kunne makkerskabet bane vejen for det første frie valg af en civil regeringsleder. Denne var også en stenrig forretningsmand, der tillod korruptionen at eskalere midt under et enestående økonomisk boom.

Da en en kupleder forsøgte at gøre sig selv til regeringschef i maj 1992, blev det for meget for studenterne og den selvbevidste middelklasse i Bangkok. De gik på gaden i titusindvis i protest. Politi og militær skød tilbage, hundredvis af demonstranter blev dræbt og såret, hvorefter kongen greb ind ved at invitere kupgeneralen og hans modstander, Bangkoks overborgmester, ind på slottet og i en direkte tv-udsendelse pålægge dem at bilægge stridighederne.

FUNDAMENTALT er denne konstante ustabilitet udtryk for, at Thailand trods en skinnende overflade af modernitet og nyrig velstand er et land, som traditionelle magteliter ikke vil slippe så let. Det buddhistiske kongedømme er stadig et paradoks, hvor en demokratisk kultur har svært ved at slå rødder i et land, der var blandt de tidligste i Sydøstasien til at forsøge at indarbejde en europæisk inspireret styreform.

Splittelsen mellem landbefolkningens halvfeudale mentalitet, der er et let offer for opportunistiske stemmekøbspolitikere, og byeliternes dyrkelse af materiel velstand og grådighed har slidt kraftigt på landets sociale og kulturelle sammenhængskraft.

Når landet alligevel ikke falder fra hinanden i socialt og politisk kaos, skyldes det ikke mindst, at denne sammenhængskraft har kongen som symbol.

Kongemagten blev konsolideret af Bhumibol ved hjælp af moralske budskaber, karisma og fortællinger om buddhistiske dyder. Den arv bliver det meget svært for kronprinsen, Maha Vajiralongkorn (f. 1952), at løfte. Det skyldes ikke mindst hans tre forliste ægteskaber, men også at han er sat i forbindelse med aktiviteter, som ikke kan anses for passende for en monark.

Thailand går utvivlsomt svære tider i møde efter syv årtier med den gådefulde monark. Et halvt århundredes intensiv dyrkelse af mytologien omkring det kongehus, som Bhumibol stod i spidsen for, kan blive en møllesten om halsen på efterfølgeren.

(Publiceret i Politiken 14. oktober 2016)