Vælgerne i Thailand har været omkring stemmeurnerne. Militæret forbliver ved magten.

NÅR SKARER af vælgere bevæger sig til stemmeurner, plejer vi at opfatte det som udtryk for en positiv og opmuntrende udvikling. Stemmesedler er i vor eurocentriske verden symboler på folkelig inddragelse og en måde at holde politiske ledere ansvarlige for deres gode og dårlige gerninger.

Sådan er det i en ideel demokratisk tilstand, men i virkelighedens verden er billedet mere broget. Således også i det Thailand, hvor 40 millioner vælgere i går havde mulighed for at deltage i en folkeafstemning om en forfatning, som den regerende militærjunta har besluttet at lægge ud til folkets afgørelse.

Tallene for vælgerdeltagelsen får vi muligvis allerede i løbet af i dag, og dem behøver magthaverne ikke at lyve om. For alt forbliver ved det gamle. Hvilke spørgsmål blev vælgerbefolkningen bedt om at tage stilling til?

De to spørgsmål på stemmesedlen lød således: Accepterer du det foreliggende udkast til ny forfatning? Skal det være muligt for parlamentets overhus at slutte sig til underhuset, når der skal vælges en regeringschef?

SIDEN DET thailandske militær tog magten ved et ublodigt kup for to år siden, har magten været solidt placeret i et nationalt råd for ro og orden. Ifølge forfatningsforslaget skal de 250 senatorer i parlamentets overhus fremover udpeges af dette militære råd. Dermed får den til enhver tid siddende militære elite det afgørende ord, når underhuset skal finde flertal for en regeringschef.

Alt tegner til, at forfatningen går igennem, og dermed sparkes Thailand tre årtier tilbage i politisk udvikling. Frem til 1988 var landets regeringschefer altid militærfolk, i bedste fald en pensioneret general, som det var tilfældet med den mest vellykkede af dem, Prem Tinsulanonda, der om få uger fylder 96(!) Denne mand har, hvor utroligt det end lyder, stadig indflydelse på, hvad der sker i magtens korridorer i Bangkok, idet han er chef for det særlige tronråd af rådgivere, der rådgiver kongefamilien.

Den reelle dagsorden bag folkeafstemningen er at etablere de rammer, der kan sikre en stabil tronfølge, den dag den stærkt sygdomssvækkede 89-årige konge, Bhumipol, forlader scenen. Mange års tvivl om, hvorvidt kongens eneste søn, den 64-årige Maha Vajiralongkorn, er egnet som ny monark (han skal indstilles af tronrådet og formelt godkendes af parlamentet) er borte.

Den nuværende juntaleder og regeringschef, general Prayut Chan-ocha, kan med stor sandsynlighed snart gøre sig til Prems afløser, samtidig med at han sikrer sig et loyalt promilitært parlament mange år frem. De 250 militært udpegede senatorer vil nemlig være en blokering for, at mindre partier går sammen i koalitioner, der kunne skabe flertal for en regeringschefkandidat, som ikke nyder den militære elites opbakning.

SOM DET ER TILFÆLDET i det meste af det øvrige Sydøstasien, eksisterer der ikke i Thailand idépolitik, som vi kender den fra Europa i form af liberale, konservative, socialistiske eller socialdemokratiske partidannelser.

Partier er valgmaskiner, der har skullet fremme særinteresser, oftest militærets, andre gange enkeltpersoners, som regel meget velstående af slagsen og ofte demagoger og populister af værste skuffe.

Den mest berygtede af slagsen i nyere tid er milliardæren Thaksin Shinawatra, der blev afsat ved et ublodigt kup i sensommeren 2006, og som stadig lever i eksil. I de ti år, der er gået siden, har landet enten været styret direkte af militæret eller af inkompetente partier og interessegrupper, der har destabiliseret landets politiske system ved at sende aktivister på gaden og tæve løs på modstandere.

I tidligere perioder med politisk ustabilitet og sociale oprør har monarken spillet en stabiliserende rolle om end med varierende gennemslagskraft, men han er i dag uden mulighed for at tale de stridende grupperinger til ro og orden.

Gårsdagens folkeafstemning handler derfor om at sikre rammerne for et nært forestående tronskifte og at indskrænke det demokratiske spillerum til så snæver en margin, at den militære elite kan fastholde den reelle magt under dække af en demokratisk fernis.

Alt sammen er det temmelig foruroligende, men ændrer intet ved, at feriegæster i milliontal vil fortsætte med at flokkes til landet, der er kendt for gæstfrihed, hedonisme og en variation af kulinariske glæder, der ikke matches noget andet sted på kloden.

Med og uden stemmesedler forbliver Thailand, hvad det er og har været, siden en gruppe officerer afskaffede enevælden ved et kup tilbage i 1932: et hybridsamfund, hvor frihedsgraderne konstant er under pres fra autoritære tilbøjeligheder hos lukkede og magtfuldkomne eliter i militæret og kongepaladset.

Vi undlader her at nævne de kolossale formuer, som disse eliter kontrollerer.

(klumme i Politiken 8. august 2016)