Polariseringen i Washington giver Beijing en styrkeposition. 

TILBAGE i 2011, da Hillary Clinton var Obamas udenrigsminister, foreslog hun i en stor og detaljeret artikel i tidsskriftet Foreign Policy en justering, der kom til at hedde ‘ pivot to Asia’; en betegnelse for det, mange siden har kaldt en rebalancering af amerikansk udenrigspolitik med et stærkere fokus på Asien.

Den dominerende tolkning blev, at USA fremover vil få bedre styr på det opstigende Kina. Kursændringen burde være som en slentretur i parken, eftersom USA har rigeligt med allierede og venner i Asien, mens Kina stort set ingen har. Alligevel ser det nu ud til, at fundamentet for den amerikanske politik slår revner.

Dette skred har to forklaringer: Rodrigo Duterte og Donald Trump. Førstnævnte fordi denne temperamentsfulde og populistiske filippinske præsident har slået et gevaldigt hul i den amerikanske militære beskyttelsesmur i Sydøstasien, sidstnævnte fordi den republikanske præsidentkandidat har skabt fænomener i Washington, der ikke nødvendigvis går væk, fordi han taber valget om tre uger: uforudsigelighed og handlingslammelse.

Rebalanceringen stod sin første større prøve, da Den Internationale Domstol i Haag i juli afsagde en kendelse i den sag om territorialstridighederne i Det Sydkinesiske Hav, som den filippinske regering havde rejst. Kendelsen lignede et tilbageslag for de kinesiske stormagtsambitioner i Sydøstasien, men siden har en ændret politisk logik indfundet sig.

REGERINGEN i Manila havde anlagt sagen, inden Rodrigo Duterte kom til magten, og den mand har sine helt egne dagsordener. Han har suspenderet rutinemæssige patruljeringer med den amerikanske flåde, og alt tyder på, at han i denne uge er på vej til at indgå en regulær studehandel til søs.

I morgen lander Duterte således i den kinesiske hovedstad på et officielt tredages besøg, og med sig har han ikke færre end 250 erhvervsledere. De vil gøre alt, hvad der er muligt for at åbne portene for omfattende kinesiske investeringer i øriget.

De kinesiske ledere vil forvente, at han har en løsning med, der kan bringe ro på den verserende territorialkonflikt, og hvordan kan en sådan se ud? Beijing vil tilbyde Manila atter at få adgang til Scarborough-banke, beliggende kun et par hundrede kilometer fra en af de filippinske hovedøer.

Kinesiske flådeenheder tog kontrollen med dette farvand for fire år siden og har siden holdt filippinske inspektionsskibe og fiskerifartøjer borte.

Kendelsen i Den Internationale Domstol definerer Scarborough-banke som et område, hvor de, der gør krav på farvandet, alle har ret til fiskeri, og præsident Duterte mere end antydede et kompromis med Beijing, da han i en tale for en uge siden forklarede følgende:

»Vi har ingen mulighed for at vinde over Kina, så vi beder om tilladelse til at lade vore fi-skere vende tilbage til Scarborough«. Som modydelse vil Beijing ophæve de importrestriktioner, man har pålagt filippinske fødevarer, fremgår det.

På den amerikanske ambassade i Manila sidder diplomaterne nu og vrider hænder. USA’s tidligere koloni og ældste allierede i Asien er blevet illoyal.

Hvad er der efterhånden tilbage af Hillary Clintons højt besungne ‘ pivot’, altså rebalanceringen?

STYRKEFORHOLDET mellem klodens to største økonomier ville have set anderledes ud, hvis USA havde haft udsigt til at kunne realisere den store økonomiske aftale kaldet TPP (Trans-Pacific Partnership), som efter syv års svære forhandlinger lå færdig i februar.

TPP, der omfatter 12 lande, inklusive USA og Japan, men uden Kina, ville kunne give Østasien et tiltrængt løft, men der er ikke udsigt til, at Senatet i Washington godkender aftalen.

Ikke bare Bernie Sanders og Donald Trump undsagde TPP tidligt i valgkampen; siden tilsluttede Hillary Clinton sig modstandernes lejr med det argument, at aftalen vil ødelægge jobskabelse i USA.

Under en præsident Hillary Clinton vil USA søge at genforhandle TPP, men skaden er allerede sket: I samtlige asiatiske hovedstæder følger beslutningstagerne nu udviklingen i Kinas nye ‘ silkeveje’: de handelsruter, som skal gøre Beijing til centrum for et nyt kapitel i verdenshistorien om samhandel. Filippinerne kan med andre ord blive en brik i Kinas maritime aflægger af det 21. århundredes silkevej.

STATSSTYREDE kinesiske medier har nedgjort Donald Trump som en latterlig og utilregnelig politiker, mens der på de vildtvoksende sociale medier er opstået noget, der ligner regulære fanklubber for manden. Men et Trump-ledet USA betyder uforudsigelighed, som Beijing ikke bryder sig om.

Så naturligvis vil magtens mænd i Beijing foretrække den erfarne Hillary Clinton, for hendes rebalancering vil med stor sandsynlighed være strandet på en sandbanke den dag i januar, hvor hun vender tilbage til Det Hvide Hus.

(klumme i Politiken 17. oktober 2016)