Med Bob Dylan i Himalaya

Nobelfolkene er årtier for sent ude. Sådan må det være, når nostalgikere fejrer hinanden. 

FOR ET par og tyve år siden befandt jeg mig i en firehjulstrækker på en rute i det østlige Himalaya. Helt nøjagtig i kongedømmet Bhutan på en ikke alt for solid vejstrækning nær grænsen til den tibetanske del af Kina. Det meste af ruten var grusvej, asfalt med huller, nedfaldne sten og hårnålesving. Utilpas af køresyge, højdesyge og kvalme forsøgte jeg at strække mit korpus ud på bilens bagsæde.

Om chaufføren af egen drift satte musikterapi i gang, eller om jeg selv havde valgt ud i det musikbibliotek af cd’er, der lå i bilen, husker jeg ikke. Men ud af højttalerne kom en tør og upoleret folkesanger og hans lige så knastørre guitar. Bob Dylans debutalbum fra 1962.

Midt i mareridtsforestillinger om mudderskred, der ville sende vort køretøj ned ad en af Himalayakædens bjergsider, virkede dette stykke musikfortid terapeutisk.

Skæring nr. 3, ‘ In My Time of Dyin” passede kun alt for godt til situationen og min tilstand.

27020f080f6a1574f1aaddeda6ba6d1c

Vi nåede helskindede frem, for min del med Dylan-oplevelsen siddende solidt i kroppen. For her var manden oplevet i sin reneste form. Kun stemmen og guitaren.

En upoleret terapeutisk prædikant i sin oprindelige form eksponeret for én som mig, der aldrig har været en del af fanskaren, men som dog aldrig har været i tvivl om hans kolossale betydning for ungdomskulturen fra starten af 60′ erne.

EN BEKENDELSE. Jeg har det med Bob Dylan som med nyreligiøse fænomener: at de har det med at kortslutte tilhørernes kritiske sans. Dylans produktion hen over mere end et halvt århundrede gør ikke manden til det geni, som mange i fanskaren udråber ham til. Momentvis ja, men ikke hele vejen. Kvaliteten i hans udgivelser går op og ned som med så mange andre af ikonerne i folk-og rockkulturen.

UNITED KINGDOM - MAY 01: Photo of Bob DYLAN; posed at press conference at The Savoy (Photo by Fiona Adams/Redferns)

Højdepunkterne er fabelagtige, og da især, når nogle af mandens kolleger begår coverversioner. Tag lige et genhør med ‘ All Along The Watchtower’, udødeliggjort af Jimi Hendrix i 1968. Sådan skal Esajas’ Bog, kapitel 21, vers 5-9 lyde! Rent musikalsk har der aldrig været det helt store at blive imponeret af; tag og sammenlign med hans jævnaldrende kollega Joni Mitchell, hvis niveau er himmelhøjt over Dylans. I et interview med Los Angeles Times 22. april 2010 udtalte det canadiske ikon følgende: »Bob er overhovedet ikke autentisk. Han plagierer på livet løs, og alt, han spreder ud, er bedrag. Han og jeg er som dag og nat«.

Hvordan kunne sådan et verbalt overfald hænge sammen med, at de to, Dylan og Mitchell, flere gange havde optrådt sammen?

tumblr_mgxv92llzj1qgfiato5_r1_1280

Da folkrock-dronningen efterfølgende blev bedt om at forklare sig (til en canadisk tv-station), bød hun ikke på en undskyldning, men uddybede på følgende vis:

»Jeg synes vældig godt om mange af Bobs sange, men musikalsk er han ikke specielt begavet. Sangstilen har han lånt fra de gamle hillbillies. I det hele taget låner han på kryds og tværs alle steder fra.Han er bestemt ikke nogen stor guitarist. Han har konstrueret sig en karakter, der leverer hans sange, og nogle gange har jeg ønsket mig, at jeg kunne have gjort noget lignende, for man er i stand til så meget. Den er en meget bekvem maske«.

MANDEN selv reagerede aldrig på kritikken. Men Mitchells ord bør vække eftertanke hos Nobelfolkene. Har han ikke fået så rigeligt med priser allerede med en plads i Rock & Roll Hall of Fame i 1988 (i øvrigt samtidig med både Beatles og Beach Boys) for ikke at tale om de mange Grammy’er? Hvorfor en Nobelpris til manden, et halvt århundrede efter at han kulminerede kunstnerisk?

ee119b8203b84a4224680e6e611a35e4

Forklaringen er naturligvis psykologisk. Dylan får nobelhæderen af en generation af babyboomere, blomsterbørn og subkulturs-eksperimentalister, der i årtier har spejlet sig i hans værker. Vi er med andre ord vidne til endnu en narcissistisk og nostalgisk selvfejring.

DYLAN ER EN STOR kunstner, fordi han over fem årtier har fortolket tidsånden, lige inden den bredte sig. Den slags er en sikker opskrift på popularitet, men er det en nobelpris værdig? Imin optik skulle han have haft den omkring 1966-68, hvor han havde leveret tre mesterlige albumudgivelser i rap: ‘ Highway 61 Revisited’, ‘ Blonde on Blonde’ og ‘ John Wesley Harding’.

Forestil jer en nobelpris til Dylan i 1968 med hele det opbrud, der begyndte at rulle på den tid. Så ville vi i dag have kunnet se tilbage på en Nobelkomité, der havde turdet noget.

Her i 2016 er den en sentimental omgang memory lane. Gab-gab.

(klumme i Politiken 19. oktober 2016)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s