Vietnam bliver en vigtigere partner for USA i Østasien. 

TÆNK, HVIS DEN republikanske præsidentkandidat ikke havde været Donald Trump, men John McCain.

Han har som bekendt forsøgt at få nøglerne til Det Hvide Hus, men tabte til Obama i 2008. Mon ikke der er mange republikanske vælgere, der i dag ønsker sig en reinkarneret McCain til at redde deres Grand Old Party?

At den i dag 80-årige og stadig aktive kongrespolitiker er en mand, der har haft mere end ét liv, bliver vi mindet om her et sted i den vietnamesiske hovedstad, Hanoi. I mange år kendt blandt krigsveteraner som ‘ Hanoi Hilton’ er Hoa Lo i dag et fængselsmuseum.

Besøgende kan her se den restaurerede lokalitet, hvor McCain tilbragte en stor del af sine mere end 5 år som krigsfange i det kommunistiske Nordvietnam.

26. oktober 1967 ved middagstid sad McCain ved styrepinden i sin Skyhawk og dykkede mod et bombemål, et elektricitetsanlæg i Hanoi. Denne mission, hans 23. over det nordlige Vietnam, skulle blive hans sidste. I 1.000 meters højde kastede flyet sine bomber for sekunder senere at blive ramt af et antiluftskytsmissil, der flåede flyets ene vinge af.

Den 31-årige pilot blev reddet af sin faldskærm og landede i Hanois Truc Bach-sø, hvor han blev fisket op af lokale. Et foto i en af museets glasmontrer har foreviget dette øjeblik. Et andet foto viser McCain i en hospitalsseng, hvor han tilses af en læge.

Når krigsfangen blev stedets mest prominente, skyldtes det, at hans fader, Jack McCain, kort forinden var blevet udnævnt til øverstkommanderende for USA’s styrker i Asien-Stillehavs-området og dermed en af de praktisk ansvarlige for krigsførelsen i Vietnam.

Sønnen afslog vietnamesiske tilbud om tidlig løsladelse og måtte tåle langvarig fysisk tortur og 2 år i en isolationscelle inden frigivelsen i marts 1973 umiddelbart efter indgåelsen af den fredsaftale, der afsluttede USA’s militære engagement i Vietnam.

I et interview efter hjemkomsten forklarede McCain: »Alle har et bristepunkt, og jeg nåede også mit i fængselscellen«. En forsigtig omskrivning af det selvmordsforsøg, som hans fangevogtere forhindrede.

MANGE ÅR senere blev politikeren McCain en af de mest markante fortalere for, at USA skulle normalisere relationerne til den tidligere krigsmodstander, men dette skete først efter Bill Clintons overtagelse af Det Hvide Hus i 1993.

På Hotel Metropole, Hanois fornemste, hænger en række fotos, der viser stats-og regeringschefer, diplomater og politikere, der over de seneste par årtier har besøgt den gamle asiatiske kulturnation.

Her ses ikke kun Bill Clinton og George Bush (den ældre), men også John McCain.

Forholdet mellem Hanoi og Washington er i dag præget af gensidig respekt og en voksende erkendelse af en gensidig nytteværdi. For i det nutidige opgør om magtrelationerne i Sydøstasien kan Vietnam gå hen og overtage den rolle, som tidligere tilhørte Thailand.En militær trædesten.

Vietnameserne har brug for en allieret til at dæmpe de regionale kinesiske magtambitioner. Eftersom både Thailand og Filippinerne er ved at krybe på plads i det regionale kinesiske magthierarki, bliver Vietnam relevant for USA.

Geopolitisk er dette noget af en kolbøtte, siden den amerikanske luftværnschef general Curtis Le-May i 1965 erklærede, at det kommunistiske Vietnam skulle »bombes tilbage til stenalderen«.

VIETNAM INVITERER til kontrafaktisk historieskrivning: Tænk, hvis daværende præsident Dwight D. Eisenhower, som i 1954 bidrog til det franske nederlag i Indokina ved at afvise kolonimagtens anmodning om luftstøtte ved slaget om Dien Bien Phu, havde skrottet den forkætrede dominoteori (‘ Falder et land til kommunismen, falder de alle’) og taget imod den hånd, som det kommunistiske Vietnams grundlægger, Ho Chi Minh, i 1945 rakte ud.

Så var mere end 58.000 amerikanske soldaters liv blevet reddet.

Millioner af dræbte og sårede vietnamesere senere har USA lært sig det meningsløse i at udkæmpe andre nationers borgerkrige på landjorden. Derfor kommer der ingen amerikanske soldaterstøvler i Mellemøsten, kun endeløse luftbombardementer.

Hvorvidt nutidens amerikanske krigsførelse får et mere konstruktivt forløb, end Vietnam-erfaringen tilsiger, kan kun fremtiden vise. Men vi gør klogt i at erindre os, hvad den amerikanske politolog Samuel Huntington skrev i sin banebrydende bog ‘ The Clash of Civilizations’ fra 1996: »Vesten vandt verdensherredømmet ikke så meget på grund af sine ideers, religionens eller sine værdiers overlegenhed, men langt mere i kraft af sin evne til at gennemføre organiseret voldsanvendelse.Vesterlændinge har det med at glemme denne kendsgerning, ikke-vesterlændinge vil altid have det i erindringen«.

(klumme i Politiken 31. oktober 2016)