Mangelvare: visionære republikanere

Efter næste uges valgopgør skal der tænkes helt forfra blandt amerikanske konservative.

Eftertidens historieskrivning vil muligvis kalde præsidentvalget i 2016 for den begivenhed, der sendte amerikansk konservatisme ud i en opløsningsproces.

Den variant af populisme, som Trump-kampagnen har repræsenteret, har gjort, at flere ikoner i Det Republikanske Parti åbent har måttet distancere sig fra frontfiguren på grund af dennes retorik og manglende vilje til at respektere grundlæggende konservative dyder, rodfæstet af præsidenter som især Eisenhower, Reagan og både den ældre og den yngre George Bush.

635511319320222448-xxx-41-bush-portrait-father-books-jy-3831

I traditionelle opfattelser er det demokraterne, der har det politiske patent på de markante socialpolitiske tiltag i amerikansk politik, herunder ikke mindst sundhedspolitikken. Den snart afgående præsident Obama vil utvivlsomt blive husket for sin stædige kamp for gennemførelsen af ‘ Obamacare’, en milepæl i amerikansk sundhedspolitik og gennemført under noget, der lignede et dramatisk politisk forhindringsløb.

Alene den populære betegnelse Obamacare inviterer til at blive brugt i overskrifter for mange politiske statusopgørelser over nationens første mindretalspræsident på samme måde som 1960′ ernes Great Society-reformer under præsident Lyndon B. Johnson.

obamacare-rocky-rd

SELVFØLGELIG HAR der blandt USA’s republikanske præsidenter været folk, som med varierende gennemslagskraft har taget betegnelsen ‘ socialkonservativ’ (compassionate conservatism) til sig.

Uden for USA er der næppe mange, som husker, at George W. Bush under sin valgkamp i 2000, hvor modstanderen var daværende vicepræsident Al Gore, fortalte sine republikanske donorer, at »det hårdeste job i Amerika er at være alenemor«. Samme Bush satte et markant fingeraftryk på den globale kamp mod hiv/aids og malaria, og der fulgte mange donormidler med. Bill Gates var her en vigtig allieret.

Blandt konservative amerikanske intellektuelle har det været diskuteret, om en så omstridt skikkelse som Richard M. Nixon overhovedet var så konservativ, så det gjorde en forskel. Trods alt var det under Nixon, at USA fik sit miljøbeskyttelsesagentur, det første af slagsen, og det var samme Nixon, der vedholdende slog til lyd for gennemgribende sundhedsordninger i stil med, hvad der først mange år senere er blevet gennemført med Obamacare.

8e619f2d6a15c3ca99daf87ad4529dfa

TRUMPS KAMPAGNE har med sin spontane og ofte brutale opportunisme tømt traditionel amerikansk konservatisme for indhold. Mens underholdningsværdien har været høj og har givet rigeligt med retorisk ammunition til utallige debatprogrammer og blogs, er fokus blevet fjernet fra det væsentlige: de langsigtede udfordringer for det amerikanske samfund indadtil og for USA’s rolle i en verden i hastig forandring. Kort sagt: visioner.

Kender vi eksempler på republikanske præsidenter, der kunne formulere visioner for en mere retfærdig verden og samtidig udfordre vanetænkning i begge politiske lejre? Vist så, og her kommer efterkrigstidens fineste eksempler: 12. juni 1987 stillede Ronald Reagan sig foran Brandenburger Tor i Berlin og opfordrede den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov til at »rive den Mur ned«.

Hvor mange blandt USA’s allierede i datidens Vesteuropa jublede den dag og udsendte støtteerklæringer? Så tager vi lige et større hop tilbage i tiden.

12239598_1066932989995232_7770549305708728508_n

16. april 1953 holdt præsident Dwight D. Eisenhower en tale i Washington D. C. for medlemmer af den amerikanske sammenslutning af avisredaktører. I en tid præget af det tiltagende våbenkapløb mellem supermagterne havde den tidligere general, der i 1944-45 stod i spidsen for nedkæmpelsen af de nazistiske hære i Vesteuropa, modet til at sige følgende:

»Ethvert våben, der fremstilles, ethvert krigsskib, der søsættes, og ethvert missil, der affyres, er i sidste ende et tyveri fra de sultende og frysende befolkninger. En verden, der opruster, udpiner sine arbejdere, sine videnskabsmænds klogskab og sine børns håb. Omkostningerne ved at bygge et tungt bombefly svarer til at bygge moderne skoler i 30 storbyer (…) Når vi skal betale for en enkelt destroyer, svarer udgiften til nye boliger for 8.000 borgere. Dette er ikke en acceptabelt livsform; i stedet er det under truslen om en storkrig selve menneskehedens skæbne, der hænger på et jernkors«.

Fra næste uge må republikanske politikertalenter fordøje frustrationerne fra valgkampen i 2016 og forsøge at se fire år frem.

(klumme i Politiken 2. nov. 2016)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s