Danske øjne på strømmen af flygtninge fra Nordkorea. 

PÅ REGNEBRÆTTET over afgående præsident Obamas resultatliste for klodens konfliktcentre er der ikke meget at klappe af, uanset om man retter kikkerten mod Ukraine, Tyrkiet, Mellemøsten eller Østasien.

Vold, krig, kaos og fundamentalisme er blevet dagens uorden. Mest stillestående, men stadig overordentlig dyster, er tilstanden i Nordøstasien, hvor et atombevæbnet og ekstremt repressivt Nordkorea ikke viser de mindste tegn på at ændre sin konfrontationskurs.

Prisen for en fortsat fastlåst deling på den koreanske halvø betales af de hundredtusinder af slavearbejdere i de lejre i Nordkorea, der har uhyggelige mindelser om både nazitidens Tyskland og Stalins Gulag.

Lederen af FN’s menneskeretskontor for Nordkorea, danske Signe Poulsen, undlader behændigt at drage sådanne historiske paralleller i beskrivelsen af sit virke her i den sydkoreanske hovedstad Seoul. Den beskedne størrelse af hendes kontor – seks ansatte – virker urimelig set i forhold til opgavens karakter: at overvåge strømmen af nordkoreanske flygtninge og rapportere de oplysninger, som disse skæbner kan videregive, til FN-systemet.

Oplysningerne fra de afhoppede nordkoreanere lander på bordet i FN’s Sikkerhedsråd, »hvor medlemmerne trods alt diskuterer forholdene«, konstaterer Signe Poulsen.

Men mere vidtgående tiltag mod det nordkoreanske regime bliver der ikke meget af, pointerer hun. Hovedforklaringen er, at to af Sikkerhedsrådets medlemmer, Kina og Rusland, af princip ikke accepterer menneskeretskrænkelser som afsæt for politisk bindende sanktioner mod Nordkorea.

Når regimet i Pyongyang siden marts alligevel har været ramt af de mest omfattende sanktioner nogensinde (enstemmigt vedtaget i Sikkerhedsrådet), skyldes det landets fortsatte atomprøvesprængninger, ikke de veldokumenterede menneskeretskrænkelser, som landets system af arbejdslejre er et brutalt udtryk for.

BIOLOGEN Hyeong-Soo Kim flygtede fra Nordkorea i 2009 og er denne novemberdag stillet op her i Seoul for at berette om de tilstande, der hersker i hans tidligere hjemland. Han var i 1990′ erne ansat på et særligt institut, hvor han sammen med 130 videnskabsfolk var pålagt at forbedre fødevareprodukter alene til for regimets herskere, Kim Il-sung, den nordkoreanske stats grundlægger, og sønnen Kim Jongil.

Hyeong-Soo Kim forklarer, han var med i en gruppe af forskere, der rejste til Danmark i 1991 med det formål at finde metoder til at forbedre kvaliteten af oksekød. Det skete, fordi landets to diktatorer havde klaget over det oksekød, de fik serveret i dynastiets gigantiske palads i Pyongyang.

Det var i samme periode, at rapporterne om massedød blandt civile nordkoreanere nåede omverdenen.

Sult, tuberkulose, underernæring og mangelsygdomme kostede i 1990′ erne mindst en million nordkoreanere livet, mens diktatorfamilien mæskede sig i importerede kvalitetsfødevarer.

Da Hyeong-Soo Kim i 1998 vendte hjem til sin fødeby, blev han chokeret over at finde lig i gaderne.

Et årti senere besluttede han sig for at flygte. Inden flugten lykkedes, havde han været vidne til flere offentlige henrettelser af formodede regimekritikere, men reelt sagesløse civile. Den dag, der skal ske en offentlig henrettelse, lukker alle arbejdspladser, skoler og institutioner. Dødsdommene eksekveres i fuld offentlighed ved skydning.

»Herskerne maksimerer på den måde frygten i befolkningen«, forklarer han. »Sådan holder regimet 25 millioner som gidsler«. De få nordkoreanske embedsmænd, der som han selv havde haft den sjældne mulighed for udlandsrejser, bliver udsat for særlig overvågning efter hjemkomsten. På denne måde forsøger regimet at kvæle enhver spire til reformer og forandring.

Nordkorea er derfor ikke på vej mod markedsøkonomiske reformer af den slags, der har højnet levestandarden dramatisk i Vietnam og Kina.

Uddannelsen som biolog har gjort det muligt for Hyeong-Soo Kim at leve et normalt liv som lærer her i den sydkoreanske hovedstad, ganske som kvinden ved hans side, en anden flygtning fra Kim-dynastiet i nord, Chan-yang Ju, i dag gift med en sydkoreaner og mor til en nu fem måneder gammel søn. Hendes flugtrute til friheden gik via det vidt forgrenede netværk i Kina til Thailand.

Chan-yang Jus historie er en af de mere ekstraordinære blandt de anslået 30.000 nordkoreanske flygtninge, der i dag har bopæl i Sydkorea. Hun har en stjernestatus som medvirkende i tv-shows, hvor hun og andre flygtede beretter som det nordøstasiatiske ‘ Gulag’.

Hun ser et håb for fremtidens Nordkorea i den omfattende indsmugling af sydkoreansk popkultur i digital form. Diskoteker kan vise sig lige mere nyttigt som artilleri. Forandringerne skal komme indefra, er hendes pointe.

(klumme i Politiken 14, november 2016)