Sydkorea og Japan er beroliget, mens Kina håber, at USA går med i investeringsbanken AIIB. 

Mindre end 48 timer efter at resultatet af det amerikanske præsidentvalg var kendt, modtog den sydkoreanske præsident, Park Geun-hye, en opringning fra Donald Trump. I en 10 minutter lang samtale lovede valgvinderen, at han vil fastholde USA’s sikkerhedspolitiske alliance med Sydkorea, fordi begge landes vitale sikkerhedsinteresser er på spil.

For Park, der på hjemmefronten kæmper med den værste tillidskrise nogensinde, var Trumps budskab mere end blot beroligelse; det var også lidt af en kovending i forhold til hans erklæringer i valgkampen, hvor Sydkorea fik at vide (i et interview, han gav til CNN i marts), at landet bør indstille sig på at forsvare sig selv eller betale Washington mere for det udstationerede amerikanske militær. Japan, hovedhjørnestenen i USA’s sikkerhedsnetværk i Østasien, får en lignende melding, når Shinzo Abe mødes med Trump i New York om en uge.

I Beijing er der utvivlsomt glæde over udmeldingen fra Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, James Woolsey, der i South China Morning Post har kaldt det en fejl, at Obama-regeringen undlod at gå med i den kinesisk ledede Asiatiske Infrastruktur-og Investeringsbank, AIIB.

Mon ikke Xi Jinping har formuleret et ‘ velkommen til’, da han mandag havde sin første telefonsamtale med Trump.

AT USA ER ved at træde ud af rollen som den frie verdens moralske ledestjerne til fordel for en mere traditionel interessepolitik, får næppe dramatiske konsekvenser i Øst-og Sydøstasien. Her er klassisk magtbalancepolitik effektiv og har leveret regionen en enestående stabilitet, som ikke matches i nogen anden verdensdel.

Ikke siden februar 1979, da Kina kortvarigt invaderede Vietnam for at ‘ straffe’ de Moskva-allierede ledere i Hanoi for at have besat naboen Cambodja, har der været udkæmpet en egentlig landkrig i Østasien.

Den aktuelle nervøsitet i Det Sydkinesiske Hav ligner det stof, som operettekrige er gjort af, for ingen hindrer den frie gennemsejling i farvandet. At den kinesiske marine skød et par vietnamesiske fartøjer i sænk tilbage i 1988, gør kun ondt i Hanoi. Regionens altdominerende sikkerhedsproblem, det atombevæbnede Nordkorea, er inddæmmet af den fælles amerikansk-kinesiske forståelse om at afnuklearisere Den Koreanske Halvø, uagtet at de 6-parts-forhandlinger, som Beijing har været for, har ligget stille i årevis.

Heller ikke Taiwan, hvis politiske placering på det geopolitiske landkort blev fastlagt af et solidt kongresflertal i Washington (Taiwan Relations Act) helt tilbage i 1979, kan se frem til forandringer under en Trump-regering.

USA’S SÅKALDTE ‘ rebalancering’, iværksat af Hillary Clinton i hendes udenrigsministertid for at sætte grænser for Kinas opstigning som militærmagt, er definitivt afgået ved døden. Med i graven går også et af Obamas prestigeprojekter, den ambitiøse frihandelsaftale Trans-Pacific Partnership (TPP), som i en republikansk domineret Kongres ikke har, undskyld udtrykket, en kinamands chance.

Så hvis Trump vælger en konfrontationskurs over for Beijing, bliver det på handelsområdet. De tidlige faser af en amerikansk-kinesisk handelskrig blev relativt upåagtet udkæmpet i det første år efter Barack Obamas overtagelse af Det Hvide Hus i 2008. Kinesisk producerede bildæk blev pålagt importtold på 35 procent, hvorefter kineserne svarede igen med importafgifter på så forskellige produkter som kyllingekød og bildele.

Begge parter klagede til Verdenshandelsorganisationen, som ikke overraskende gav USA medhold i det meste.

Tidligt i valgkampen truede Trump med en importtold på alle kinesiske varer på 45 procent, men amerikansk lovgivning tillader kun, at præsidenten indfører generel importtold på maksimum 15 procent og i højst 150 dage, medmindre der er erklæret undtagelsestilstand.

Større toldsatser er mulige, dog kun på udvalgte varekategorier.

HANDELSBALANCEN mellem de to giganter er massivt i Kinas favør. I løbet af de seneste 10 år har Kina solgt varer til 4 gange værdien af dets import fra USA. Enhver, der besøger en afdeling af Walmart i den del af USA, hvor Trumps kernevælgere dominerer, ved, at de kinesiske varer på hylderne er med til at give amerikanske forbrugere varer til langt under de priser, som deres egne virksomheder ville kunne levere.

Skulle Trumps protektionistiske strateger føle sig fristet til en rask lille handelsfejde med Beijing, bør de aflægge et besøg i byen Everett 40 kilometer nord for Seattle i staten Washington. Everett er hjemsted for klodens største bygning, flyproducenten Boeings fabrikshal på 3.300.000 kubikmeter. Hvor mange ordrer på passagerfly kan Boeing tåle at miste, når Kina skrider til gengældelse i en handelskrig?

(klumme i Politiken 16.11.2016)