Nordkorea er et billede på, hvordan Tyskland kunne have set ud, hvis nazisterne havde kunnet fortsætte efter 1945.
PRØV DETTE provokerende tankeeksperiment: De allieredes invasion i Frankrig, indledt i sommeren 1944, kører fast under slaget i Ardennerne i de tidlige uger af 1945. De tyske hære lykkes med en offensiv og ruller de amerikanske og britiske styrker retur til Normandiet. Hitler foreslår Churchill og Roosevelt en separatfred og argumenterer med, at den kommunistiske trussel i Øst er af en sådan karakter, at Tyskland må agere som stødpude-og frontlinjestat mod fremrykkende sovjetiske hære.
Efter våbenstilstandsforhandlinger i Stockholm i det tidlige forår 1945 går USA og Storbritannien med til en ordning, hvorefter Tyskland får lov at eksistere bag de grænser, der fandtes op til september 1939, dog med efterfølgende tilbagetrækninger fra Tjekkoslovakiet og Østrig, som får neutral status i en ny europæisk sikkerhedsordning.
I Moskva går Stalin modstræbende med til ordningen mod en neutral status for Polen i stil med, hvad Finland fik i virkelighedens verden.
Nazityskland overlever med ledelsen intakt. Adolf Hitler dør i 1950 af en række uspecificerede sygdomme. Hans efterfølgere skaffer sig atomvåben, som prøvesprænges nær Rügen i Østersøen. Alle forestillinger om et fredeligere og reformeret Tyskland forbliver illusoriske, men regeringerne i de tidligere tyskbesatte lande stiller sig tilfredse med, at tyskerne er fjernet fra slagmarkerne. De skandinaviske lande, Benelux-landene og Frankrig ser det som en sejr, at amerikanske og sovjetiske kernevåben holder det overlevende Nazityskland i skak.
Lyder dette vildt? Ja, selvfølgelig ligner denne skitse noget fra et afsindigt skønlitterært eksperiment. Men prøv at skrive Den Demokratiske Folkerepublik Korea (DPRK) i stedet for Tyskland ind i dette scenario.
Selvfølgelig er der dramatiske forskelle på Europa i midten af det 20. århundrede og den koreanske halvø i dag. Et mere realistisk scenario ville have beskrevet Japan som overherre i Østasien, hvis Pearl Harbor 7.12.1941 aldrig havde fundet sted, og Roosevelt havde slået sig til tåls med realiseringen af de japanske imperiedrømme.
TILBAGE til virkeligheden: Nordkorea bør før eller siden gå samme vej som i sin tid landets ideologiske ‘ søster’, Østtyskland.
Men DPRK har nu overlevet DDR med mere end et kvart århundrede, og der er efterhånden meget lidt, der taler for et koreansk forsoningsmirakel skåret over samme opskrift som i sin tid den fredelige tyske genforening.
Forklaringen på Kim-dynastiets og den nordkoreanske stats langtidsholdbarhed er ikke længere af ideologisk art. Marx og Lenin er pillet ud af DPRK’s forfatning, så det alene er referencer til Kim-klanen og dens gerninger, der gælder. Skiftet ses også i bybilledet. Det store centrale torv, der selvfølgelig hedder Kim Il-sung Square, blev i årtier ‘ overvåget’ af Marx og Lenin i form af to portrætter på en af ministeriebygningerne. I 2012 var disse to kommunistiske ikoner pludselig væk!
JEG ER I hovedstaden Pyongyang i samme uge, som grundlæggeren af den kommunistiske stat, Kim Il-sung, fejres i anledning af sin 104-års dag. Kim den ældre blev efter sin død i 1994 gjort til præsident for evig tid af sønnen Kim Jong-il, der fulgte efter sin far til det hinsides i 2011.
Paradokset, der råber til himlen, er naturligvis, at det formelt ateistiske og kommunistiske regime har tillagt statens to første ledere guddommelige egenskaber. ‘ Kim-ismen’ er hævet langt over Marx og Lenin, den har inkorporeret elementer af klassisk asiatisk kejserdyrkelse med den stalinisme, som de to Kim’er lærte at kende på nærmeste hold i deres ideologisk formative år i midten af det 20. århundrede.
At religiøs fanatisme får aggressive, fascistiske udtryk, kendes i fuldt mål fra Islamisk Stat og det iranske præstestyre. Men modsat Islamisk Stat har Nordkorea siden våbenstilstanden i 1953 haft fuld kontrol over et velafgrænset territorium, som Kim-staten har udrustet til det yderste.
Analytikere anslår, at regimet anvender mellem en tredjedel og fjerdedel af nationalproduktet til militære formål.
Prisen er høj: Vi rejser rundt i en nødlidende økonomi, hvor underernæring blandt børn er udbredt. En del EU-midler kanaliseres uden den helt store publicity ind til humanitære formål.
REJSERNE ud af Pyongyang, den ene sydpå til den nord-sydkoreanske delingslinje, den anden nordpå til et museum, der rummer tusindvis af gaveobjekter til de to Kim-ledere fra besøgende udlændinge, demonstrerer på skræmmende vis, at Kim-dynastiets statsdannelse hviler på et økonomisk skrøbeligt fundament.
På vejen tilbage til Pyongyang fra den sydlige by Kaesong, der indtil for få måneder siden tillod sydkoreanske teknikere at lære hundredvis af nordkoreanske industriarbejdere at producere varer og dele til det sydkoreanske marked, bliver det klart, at den nordkoreanske landbrugssektor er brudt sammen.
Det meste af vejstrækningen Kaesong-Pyongyang er størrelsesmæssigt at sammenligne med en sekssporet motorvej, som den kendes fra infrastruktursystemer i andre asiatiske lande. Men vi kører i over en time som det eneste motoriserede køretøj på strækningen uden at overhale nogen eller at blive overhalet.
Hist og her ses en cyklist eller to på grusvejene langs den smuldrende asfalt, andre steder observerer vi små klynger af fodgængere i langsom bevægelse. Der er ingen økonomisk aktivitet i form af fyldte lastvogne. Kun store åbne arealer uden kvæg, får eller andet dyrehold. Ingen lader med stakke af korn og afgrøder, ingen mejetærskere eller traktorer, der venter på at blive taget i brug. Absolut stilstand.
FOR EN SNES år siden blev landet ramt af en hungerkatastrofe, som regimet indrømmede og inviterede hjælpeorganisationer indenfor. Hundredtusinder, sandsynligvis en million, bukkede under. Et mere rationelt styre ville for længst have indført landbrugsreformer, som kunne have skabt en større fødevareproduktion, men her er der intet sket.
Udbredelsen af mobiltelefoner, især blandt unge, er påfaldende. Ikke at det bidrager til at nedbryde landets isolation, for mobilerne er kinesisk-fremstillede og det eneste tegn på, at lidt af den moderne verden er trængt indenfor i Nordkorea, som fuldt lever op til landets tilnavn for en håndfuld århundreder siden: eneboerkongedømmet.
Kim-klanens tredje generation fortsætter med at bygge statuer, monumenter og andre prestigeobjekter, der skal fortælle befolkningen, at den lever i et af de lykkeligste samfund på kloden. Men DPRK repræsenterer en unik totalitarisme, drevet af en førerdyrkelse, resten af verden troede ophørte med Hitler i 1945, Stalin i 1953 og Mao i 1976.
EN SØNDAG formiddag undervejs ud til det nordvestlige hjørne af Pyongyang for at besøge ‘ Solpaladset’ Kumsusan er det umuligt at undslippe den tanke, at Kim-kulten er en absurd hybrid af netop disse tre førerskikkelser. Den tese skal afprøves, når vi lander i det allerhelligste.
Paladset er bygget for 40 år siden som den officielle residens for statens grundlægger Kim Il-sung. Efter dennes død i 1994 besluttede sønnen Kim Jong-il at omdanne komplekset til mausoleum, som i størrelse langt overgår de tilsvarende gravsteder for Mao Zedong og Ho Chi Minh i henholdsvis Beijing og Hanoi.
Restriktionerne er omfattende: Ingen fotos, alle kameraer og mobiler afleveres ved ankomst. Der er en hård dresscode, mænd skal bære det officielle slips – republikflaget på kulsort baggrund (pudsigt nok er slipset ‘ made in Vietnam’), ingen sandaler, kun lukkede sko.
Kropsvisiteringer og skanninger som i en high security lufthavn. Vi ledes ind på et rullende fortov, som tager os ud på en lang, lang færd, en lille kilometers penge.
På de hvide marmorvægge langs ruten er ophængt snesevis af fotos af de to Kim’er i allehånde opbyggelige situationer, smilende foran lykkelige borgere i folkerepublikken.
VED ANKOMSTEN til paladsets største sal høres sørgemusik. Ingen tvivl om, at gæsterne nærmer sig det allerhelligste, rummet med det balsamerede legeme af nationens grundlægger, Kim Il-sung, i en glassarkofag omkranset af fire vagtposter.
Forinden er vi besøgende blevet omhyggeligt instrueret i at gå i rækker af fire hen og vise respekt i form af buk; dog ikke ud for hovedgærdet. Indlysende nok en svær mental øvelse, når vi ved, at objektet for vor gestus er en af de 20. århundredes mest ryggesløse diktatorer.
Hvordan overvinder man den oplevelse med selvrespekten i behold? Dette er jo skuespil, tvingende nødvendigt og en betingelse for overhovedet at være til stede i denne sære statsdannelse.
Når I bukker for sarkofagen, så tænk ved jer selv, at det er ofrene, I ærer, har jeg formanet mine medrejsende.
Vi forlader rummet med den ældre Kim, og sekunder senere træder vi ind i en tilsvarende sal, denne gang med den yngre Kims sarkofag. Ritualerne gentages i halvmørket. Da det hele er overstået, er vi ude i et rum med glasmontrer med kolonner af hædersbevisninger til Kim’erne, langt de fleste givet af besøgende fra for længst faldne leninistiske diktaturstater og obskure afrikanske og mellemøstlige regimer.
Kun få hædersbevisninger er fra den nordkoreanske republiks to sponsorstater fra den kolde krig: Sovjetunionen og Kina. Forklaringerne er selvindlysende: Den ene overlevede ikke, mens den anden klarede sig, men kun ved at opfinde en særlig variant af asiatisk statskapitalisme.
De to oprindelige allierede er næsten tabuer i det nordkoreanske univers.
Undervejs gennem ‘ Solpaladset’ og stedets minutiøse politiske koreografitrænger et spørgsmål sig på: Hvor i nyere historie findes der eksempler på noget lignende? Hos de europæiske enevældskonger?
FÅ DØGN SENERE dukker billeder op på nethinden: af lange marcherende kolonner omgivet af monumental arkitektur, faner hævet af muskuløse, uniformerede mænd med stålsatte blikke rettet mod himlen. Gigantiske parader og optrin.
Jo, selvfølgelig er der en skabelon, som denne massive propagandaøvelse er skåret over. For 80 år siden i Tyskland, da mesterinstruktøren og propagandisten Leni Riefenstahl skrev, instruerede og producerede den 114 minutter lange film ‘ Viljens triumf’ for Adolf Hitler og nazistpartiet.
Konceptuelt er vejen kort mellem nazisternes partikongres i Nürnberg i 1934 og den kult, der omgiver Kim-dynastiet i Pyongyang.
Riefenstahl insisterede på at have kunstnerisk frihed til løsning af opgaven, og hendes arbejdsgivere var begejstrede for resultatet.
Hitler havde det gjort det klart for instruktøren, at ‘ Viljens triumf’ skulle demonstrere enhed, for, som han udtrykte det: det mindste glimt af retfærdighed på vore modstanderes side, er grundlaget lagt for vor egen tvivl«.
I BYEN Myohyang besøger vi et museum for de mange hundrede gaver, som udenlandske besøgende har givet de to Kim’er hen over et halvt århundrede. Gavesamlingen er opdelt landevis. Af indlysende grunde er vi særligt interesserede i at se den montre, der rummer gaver fra Danmark.
Det bliver noget af en skuffelse. Der er skåle af porcelæn, glas og metal fra obskure politiske organisationer, herunder Venstresocialisterne og Fælles Kurs, og så sandelig også Folketinget.
Men ikke fra personligheder af betydning! Man ser forgæves efter gaver fra daværende folketingsmedlemmer Svend Auken (S) og Gert Petersen (SF), der kom i audiens hos Den Store Leder Kim Il-sung helt tilbage i 1973. Ej heller er der gaver fra dengang, da fhv. statsminister Anker Jørgensen kom til Pyongyang, i maj 1984, små to år efter at han var gået af som statsminister.
Var partiformanden for naiv, da han i ‘ Solpaladset’, i sin tid Kim Il-sungs residens, bl. a. sagde følgende:
»Det er også vidunderligt at se Deres lykkelige folk: Hele folket er i arbejde, alle kan lide at arbejde og ser glade og tilfredse ud. Børnene og skoleeleverne i blå og hvide uniformer er optimistiske, og denne unge generation er Deres lands håb og fremtid. De har nået mange mål fantastisk hurtigt. Dette er muligt, fordi De – Præsident Kim Il-sung – har vist Deres folk vej, og fordi folket slutter op om deres leder og også fordi Deres folk virkelig ønskede at genopbygge Deres vidunderlige land igen«.
Siden udbragte den socialdemokratiske leder en skål for Kim den Ældre. Var han og Danmarks ledende folkesocialist gennem årtier, Gert Petersen, ofre for et gigantisk stunt?
SF-FORMANDEN Petersen var på sit tredje og sidste besøg i 1979. Der skulle gå yderligere otte år, inden han dekreterede, at Socialistisk Folkeparti skulle afbryde besøgsudvekslinger med Kim-dynastiet. Beslutningen blev siden begrundet således: »Hvad der endnu i 1970′ erne havde rummet en tvetydighed – materielt-sociale fremskridt sammenholdt med en overbygning som et gammeldags kejserdømme – var desværre blevet til en entydighed, kejsertraditionen havde helt taget overhånd«.
Vi tager lige en ekstra gang de vise ord fra de danske folkesocialisters Store Rorgænger: »Kejsertraditionen havde helt taget overhånd«. Det var før, verden fik ordentlig besked om sult, massedød og arbejdslejre.
(kronik i Politiken 6. december 2016)