Nej, internationaliseringen slutter ikke her

Paradokset ved globaliseringen er, at dens succes afhænger af lokale forhold, især de kulturelle. 

Et spøgelse går gennem kontinenterne.

Antiglobalisering, protektionisme og højrepopulisme er de betegnelser, der bruges om tilstanden. Vi får at vide, at en æra med formidabel skabelse af velstand, men også øget ulighed er ved at være ovre. Behøver det at gå så galt efter eurokrise, Brexit og Trump? Går verden i stå, fordi Europas tid som rollemodel rinder ud, og det kommende amerikanske lederskab bliver impulsivt, nationalegoistisk og uden erfaring?

Ingenlunde. Digitaliseringens og luftfartens ekspansion slutter ikke her, spørg blot Boeing og Airbus om, hvor meget de har i ordrebøgerne. Folk vil fortsat rejse ud for at opleve og lære nyt, når de får købekraften til det, se blot på prognoserne for fremtidens turisme og oplevelsesøkonomi.

80e80a152144554ba773f3c7d6bd3ce6

Virksomhederne stopper ikke søgningen efter nye markeder, fordi der er nogle forsøg på frihandelsaftaler, der kuldsejler. Udvekslingen af viden, forskning og arbejdskraft bremser heller ikke op, fordi politikere i øst og vest prædiker protektionisme.

Kort sagt: globaliseringen stopper ikke her. Den går måske ned i gear i en periode, indtil den har fundet nye spor at betræde. Der er stadig hårdt brug for den.

cb28-038_1900_mar21__2d597b

STRENGT TAGET er ‘ globalisering’ en misvisende betegnelse, for den har været og er stadig geografisk ujævn: Derfor giver det bedre mening at tale om internationalisering på forskellige stadier. Den slags har nogle kontinenter og kulturer fået alt for lidt af, især Afrika og den arabiske verden.

Da afkoloniseringen tog fart fra slutningen af 1950′ erne, lærte danske skoleelever, at de nyselvstændige afrikanske og arabiske nationer skulle gøre sig fri af råstofafhængigheden og selv levere de forarbejdede eksportvarer, der kunne løfte dem økonomisk.

Et halvt århundredes udviklingsbistand senere er der ikke sket det helt store: Alt for mange udviklingsøkonomier er stadig håbløst afhængige af det, de kan hente op af havbund og jordlag i stedet for det, de burde producere ved fabrikkers samlebånd i kraft af deres arbejdskrafts viden, flid og innovation.

Fraværet af økonomisk og social udvikling især i Mellemøsten og Afrika gør, at begge regioner skriger på mere internationalisering.

For afrikanerne har brug for at blive mindre afrikanske, ganske som araberne har brug for at blive mindre arabiske, og iranerne har brug for amerikansk knowhow, så de kan bruge mindre tid på Koranen og mere på at rejse ud og blive rigere på viden i stedet for at eksportere terror.

globalization_pros_and_cons_1023715

FOR KUN ET kvart århundrede siden stod USA som den enerådende supermagt, der anført af Bill Clinton kunne prædike ‘ globalisme’ i den betydning, at der kun var en model, der duede for den ganske klode, nemlig markedsøkonomi kombineret med den vestlige demokratimodel (én mand, én stemme, mindst to partier) samt retsstaten. Ironisk nok er det i kraft af nøjagtig denne model, at de selvsamme globale eliter er sat fra bestillingen af de nationalegoistiske bevægelser, som nu er på vej til at blive de nye eliter.

Verden har hårdt brug for mere internationalisering, for det er den, der har skabt flere centre for velstand, således at New York, London, Bruxelles og Frankfurt i dag konkurrerer på livet løs med Beijing, Seoul, Tokyo og Singapore. Det er i konkurrencen mellem disse, at endnu flere millioner kan løfte sig fra at være kvægdrivere og pjalteproletarer til at få glæde af Amazon og Alibaba.

Arabernes og afrikanernes problem er, at der i katastrofal grad mangler fabrikker, skibsværfter, samlebåndsproduktion, megabyer, innovationscentre og motorveje og skyskrabere omringet af diskoteker, badelande og anden forlystelse.

Hvad det hedder? Industrialisering. Hvad det skaber? Modernitet. Hvad det reducerer? Religiøs ortodoksi og deraf afledt tyranni. Hvad der behøves? Kompetente statsdannelser, der respekterer de nationale kulturer og samtidig ruster dem til de udfordringer, der kommer til befolkningerne udefra.

20140920_asd000_0

PESSIMISTERNE har ret i, at den atlantisk ledede verdensorden i dag er noget, man skal studere i de historiebøger, der skrives lige nu. Får vi så et kraftcenter, der udgår fra Stillehavet? Det troede Obama og Clinton, men så kom Trump forbi, trak seksløberen, og så var den saga ovre.

Men den nye Silkevej får han ikke bugt med. Om et årti vil Shanghai og Frankfurt være langt mere forbundet, end det er tilfældet i dag. Trumps rådgivere bør fortælle ham, hvad der er undervejs på den euroasiatiske landmasse. God tur til Donalds folk!

(klumme i Politiken 7.12.2016)

 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s