Republikanske høge vejrer morgenluft i debatten om Taiwans status og udløser vrede i Beijing.

Er der stadig nogen uden for USA, der husker Bob Dole? Den 93-årige politikerveteran i Det Republikanske Parti stillede for 20 år siden op som sit partis præsidentkandidat og led et forsmædeligt nederlag til Bill Clinton. I denne uge kom det frem, at den tidligere senator tjener til pensionistlivet som lobbyist for Taiwan via advokatfirmaet Alston & Bird. Dole gjorde forarbejdet til den nu allerede historiske telefonsamtale fredag 2. december mellem Donald Trump og Taiwans præsident, Tsai Ingwen.

En begivenhed, der har udløst vrede i Beijing og skabt nervøsitet om, hvorvidt de kinesisk-amerikanske relationer forbliver stabile.

Fra maj til oktober i år har Alston & Bird modtaget en betaling fra Taiwans regering på 140.000 dollars for at påvirke først de ledende strateger hos republikanerne og siden sikre, at Tsai Ing-wens telefonopkald til den nyvalgte præsident blev vel modtaget. Det kunne New York Times afsløre efter at have nærlæst de relevante aftaledokumenter i Justitsministeriet.

Ifølge amerikansk lovgivning skal udenlandske påvirkningsagenter, der forsøger at påvirke udformningen af amerikansk politik, deklarere deres virksomhed til netop Justitsministeriet.

Bob Dole er en gammel ven af Taiwan. Da USA under daværende præsident Jimmy Carter i 1979 skiftede diplomatisk anerkendelse af Kina ved at lukke USA’s ambassade i Taiwans hovedstad, Taipei, og åbne en tilsvarende i Beijing, var det på republikansk initiativ, at Taiwan Relations Act blev vedtaget.

Denne lovpakke sikrer, at Kina ikke med tvang, dvs. militære midler, kan påtvinge Taiwan en genforening, hvis befolkningen i Taiwan modsætter sig dette. Kernen i lovpakken er, at USA sælger tilstrækkeligt mange våben til Taiwan til ‘ forsvarsformål’, som det hedder.

Realiteten bag lovteksterne er derudover, at hele USA’s militære arsenal i Stillehavsregionen kan sættes ind for at afskrække Kina fra at lægge pres på Taiwan, sådan som det skete under den såkaldte missilkrise i 1995-96.

BOB DOLE har den seneste lille snes år har været betalt lobbyist for skiftende regeringer i Taiwan. Ø-republikken har ikke ambassade i USA, men et netværk af repræsentationer under navnet ‘ Taipei Economic and Cultural Representative Office’.

Doles aftale med dette ‘ kontor’ giver ham et fast månedligt honorar på 25.000 dollars. Denne praksis er republikanerne ikke ene om. I år har to forhenværende kongresmedlemmer fra Det Demokratiske Parti, Richard Gephardt og Thomas Daschle, indgået tilsvarende lukrative aftaler med Taiwan.

BAG dette geopolitiske spidsrodsløb ligger en strid, der har rødder i USA’s involvering i den kinesiske borgerkrig, der afsluttedes i 1949, da det slagne kinesiske Nationalistparti etablerede et eksilstyre på Taiwan og derfra i årtier krævede at repræsentere hele Kina.

Da Kina overtog Taiwans plads i FN i 1971, og USA i de følgende år indledte en normalisering med det kommunistiske styre i Beijing, måtte Taiwans ledere finde nye veje at sikre sig internationalt på. Her er Taiwan Relations Act fra 1979 afgørende og har tilmed muliggjort, at Republikken Kina, som er Taiwans officielle navn, kunne demokratisere fredeligt i slutningen af 1980′ erne.

HELT forudsigeligt og nærmest rituelt udløser ethvert forsøg på at gøre Taiwan til en fuldt selvstændig stat som alle andre vredesudbrud i Kina hos høj som lav.

Beijings officielle politik er, at Taiwan skal genforenes med moderlandet på sigt, men i et kvart århundrede har Kina og Taiwan været enige om, at være uenige i, nøjagtig hvilket Kina det er, Taiwan en dag kan blive en del af. Derfor handles, investeres og rejses der ivrigt hen over det 150 kilometer brede Taiwanstræde.

Både i kinesiske, taiwanske og amerikanske medier er professor Shen Dingli den hyppigst citerede i debatten, når Beijings synspunkter skal udlægges. I et interview med tidsskriftet The Atlantics netudgave anbefaler Shen, at hvis Trump foretager en tilsvarende gestus (altså taler direkte med Taiwans præsident) efter sin tiltrædelse af præsidentembedet i januar, bør Kina lukke sin ambassade i Washington.

»En nyvalgt præsident er stadig en privatperson, og som sådan kan han gøre, hvad der passer ham. Når han sidder som regeringschef er det noget andet«, siger Shen.

Til en klynge af amerikanske journalister forsamlet i Trump Tower i New York forklarede Kellyanne Conway, der er toprådgiver for den nyvalgte præsidents overgangshold, at det eneste, Trump gjorde, var at modtage et telefonopkald:

»Alle bør tage den med ro. Han er udmærket klar over, hvad den amerikanske Kinapolitik handler om«.

ALLIGEVEL får Trumps samtale med Tsai Ing-wen den amerikanske højrefløj til at vejre morgenluft. I Washington Post minder Marc A. Thiessen fra American Enterprise Institute om Trumps løfte i valgkampen om at køre en hårdere linje over for Kina.

Han henviser til forslag fra sit institut om at forhandle en frihandelsaftale med Taiwan (der er USA’s 9.-største samhandelspartner) og at opgradere ikke bare de militære, men også de diplomatiske forbindelser.

Et forslag, som han dog står ganske alene med i det internationale kommentatorkorps.

(klumme i Politiken 11. december 2016)