Myanmar i bakgear

Etnisk-religiøse opgør kan bringe militærstyret tilbage.

FORUDSIGELSERNE om, at et mere demokratisk regeret Myanmar vil resultere i en  ‘balkanisering’ af den multietniske stat, synes på vej til at blive bekræftet.

Mindre end et år efter den valghandling, der 8. november i fjor bragte Den Nationale Liga for Demokrati (NLD) og dets leder, Aung San Suu Kyi, ind i regeringskontorerne, er den vestlige delstat Rakhine, der også kaldes Arakan, reelt i undtagelsestilstand.

Flere end 100.000 er internt fordrevne muslimer, tilhørende rohingyamindretallet.

Mange lever i lejre, som hjælpearbejdere betegner som koncentrationslejre, fordi folk dør i dem på grund af mangelsygdomme.

610x381x10-lw-061112-arakan-jpg-pagespeed-ic_-99gm5xxb-i

Myndighederne forklarer lejrene med, at man vil forhindre sammenstød mellem regionens to stridende befolkningsgrupper, muslimerne og buddhisterne. De stærke antiislamiske strømninger i det buddhistiske befolkningsflertal er kommet til fuld udfoldelse i denne fase af Myanmars demokratisering. På begge sider af denne etnisk-religiøse konflikt findes der bevæbnede selvtægtsgrupper, som står bag overfald, drab og forsvindinger.

Det tidligere Burma har dermed fået tilstande, der i uhyggelig grad minder om dem, der hærgede det tidligere Jugoslavien.

SENESTE fase i konflikten indtraf 9. oktober, hvor der blev begået terrorangreb på tre politistationer i Rakhine langs landets vestlige grænse til Bangladesh.

women-pass-their-time-rohingya-internally-displaced-person-idp-camp-outside-sittw

Ni politifolk blev dræbt, og embedsfolk i delstatsregeringen lagde omgående skylden på oprørere fra en partisanbevægelse, kaldet Rohingya Solidaritetsorganisation, RSO.

Fire døgn efter angrebet lagde centralregeringen en pressemeddelelse ud på præsidentkontorets hjemmeside.

Den forklarer overraskende detaljeret og angiveligt med afsæt i arrestanters forklaringer, hvorledes fire navngivne gerningspersoner har deltaget i våbentræning foranstaltet af RSO.

Der nævnes muslimske terrorgruppers brug af metoder »i overensstemmelse med, hvad der kendes fra Taleban, al-Qaeda og ISIS«, og at finansiering og deltagelse af udenlandske religiøse ekstremister er en del af en større plan.

Dokumentation er fraværende, og regeringen benytter sig her af det ældste forklaringstrick i historien: At det er udenlandske kræfter, der står bag.

azefx5mceaaxq1i-jpg-large

FORVENTELIGT regner kritikken fra det humanitære miljø ned over den civile regering. Aung San Suu Kyi, der er den reelle regeringschef og udenrigsminister, nedsatte i maj en unersøgelseskommission, hvis formål var at sikre »stabilitet og udvikling« i Rakhine.

Kommissionen fik efterfølgende den fhv. FN–generalsekretær KofiAnnan som chef. Han afsluttede for en uge siden et besøg i landet med anbefalinger til Myanmars kritikere om ikke at bruge betegnelsen ‘ folkemord’ om den behandling, som rohingyamindretallet udsættes for.

Spændingerne mellem rakhinebuddhisterne og rohingyaerne går tilbage til perioden før den britiske kolonisering af datidens Burma i midten af 1800-tallet. Rakhines fyrstefamilier importerede arbejdskraft fra det befolkningstunge Bengalen, fordi de manglede hænder til at opdyrke jorden.

yangon-sep-5-2016-former-un-secretary-general-453409

Med tiden forrykkedes den etniske balance mellem muslimer og buddhister, og i ingen af de forfatninger, som skiftende burmesiske regeringer har administreret siden uafhængigheden i 1948, nævnes rohingyaerne som en minoritetsgruppe med status på lige fod med landets 135 forfatningsanerkendte befolkningsgrupper.

Hos flertalsbefolkningen af buddhister stikker modviljen mod rohingyaerne dybt. Tilbage i 1920′ erne fandt den britiske kolonimagt det nødvendigt at standse indvandringen fra Bengalen, fordi rakhinebefolkningen modsatte sig de demografiske ændringer, som blev konsekvensen af muslimernes tilstedeværelse.

Selv da det nuværende regeringsparti, Den Nationale Liga for Demokrati, var en oppositionsbevægelse, kunne dens aktivister belære udenlandske besøgende, herunder nærværende skribent: At »vi bruger ikke betegnelsen rohingyaer. De er bengalere«. Underforstået: Så hører de ikke til i Myanmar.

DRABENE på de ni politifolk bruges som afsæt for en intensiveret forfølgelse af rohingyaerne i det, der nu med rette kan kaldes etnisk udrensning.

Selv hvis den civile centralregering pålægger myndighederne at indstille sin kampagne, vil både militærledelsen og delstatsregeringen ignorere dem. Generalerne ser følgende scenario for sig: At undtagelsestilstanden i Rakhine udvides til flere delstater og til sidst hele føderationen.

Sker det, overføres både den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt automatisk til den øverstkommanderende for de væbnede styrker, og Myanmar vil dermed være sendt retur til tilstanden før demokratiseringen.

(klumme i Politiken 12.12.2016)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s