USA’s første multikulturelle præsident, Barack Hussein Obama, vil – foruden droner og specialstyrker – mest blive husket for sine taler end gerninger. 

Ikke mange medier med gennemslagskraft på den anden side af fjeldene bed mærke i budskaberne, da den tidligere direktør for Det Norske Nobelinstitut og sekretær for Nobelpriskomiteen Geir Lundestad i september i fjor udgav sine erindringer, ‘Fredens sekretær. 25 år med Nobelprisen’.

Flere i den norske debat mente, at Lundestad brød med komiteens tavshedspligt, da han gav sin formand gennem seks år, fhv. statsminister Thorbjørn Jagland, det glatte lag for dennes ‘uvidenhed’ og sjuskede ledelse af den oprindelig hæderværdige institution, der i de senere år er blevet genstand for kritik fra nær og fjern.

Lundestad kalder i bogen tildelingen af Nobels Fredspris til Barack Obama i 2009 for en regulær fejltagelse og forklarer, at Obama selv var blevet forbløffet og tilmed havde overvejet at udeblive fra overrækkelsesceremonien. Staben i Det Hvide Hus havde forhørt sig i Oslo om tidligere prismodtagere, der havde valgt at blive væk, og var nået til den erkendelse, at Obama gjorde bedst i at møde frem.

Ifølge Lundestad havde de norske nobelfolk håbet på, at prisen ville styrke Obama, men blev skuffet. I Danmark udtalte fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) sig i mindre floromvundne vendinger, da han sagde, at Obama havde fået prisen for at love ikke at opføre sig som sin forgænger, George W. Bush.

Når Barack Obama om kort tid forlader Det Hvide Hus og dermed verdensscenen, vil der lyde dybe suk på kryds og tværs i det europæiske folkedyb, denne gang især fordi den nye indbygger på 1600 Pennsylvania Avenue er så forskellig fra sin forgænger, som tænkes kan.

Men når historieskriverne for alvor tager fat, er det langtfra givet, at Obama vil blive husket som den ’fredspræsident’, som mange her i Europa foretrækker at opfatte ham som.

I sin anden indsættelsestale i januar 2013 noterede Obama, at »et tiår med krig« var ved at være afsluttet. Så begyndte Islamisk Stats dræbermaskiner for alvor at tage fat, og den syriske dødsspiral gik op i omdrejninger.

Tiden siden har vist, at Obamas foretrukne våben på slagmarkerne i Mellemøsten og den sydlige del af Centralasien helt indiskutabelt er droner. Hvilket forklarer, at antallet af dræbte amerikanske soldater under hans otte år lange embedsførelse er så relativt beskedent som 2.500. To tredjedele af disse har mistet livet i Afghanistan; de fleste som konsekvens af den særlige indsats med en styrkeforøgelse på 33.000 mand, som Obama beordrede i 2010.

Obama og hans landsmænd vil ikke kunne se tilbage på en fredeligere verden, når regnskaberne fra de otte år skal gøres op. Der er ikke meget lys for enden af tunnelen for de amerikanske specialstyrker, der er indsat i ikke færre end 130 lande. Hvor forgængeren George W. Bush ifølge Pentagons egne opgørelser brugte 811 milliarder dollars på direkte krigsindsatser, er det tilsvarende tal for Obama på 866 milliarder.

Dette billede strider utvivlsomt mod de fleste europæeres idealbillede af USA’s første multikulturelle præsident som en verdensleder, der til enhver tid ville bruge sine formidable talegaver og imponerende intellekt til at udbrede blød amerikansk magt og indflydelse frem for den hårde af slagsen. Blandt USA’s strategiske modspillere er dette kun lykkedes med Kina i et ganske vist så vigtigt område som global klimapolitik.

Obama yndede at fremstille sig selv som USA’s første sorte præsident, men realiteten er, at han er, hvad vi i min barndom kaldte en mulat. Hans mor Ann Dunham var så hvid en amerikaner som nogen.

Med sin opvækst i Hawaii og siden Indonesien og med fædrene rødder til Kenya var han personificeringen af det multikulturelle Amerika, når det er mest inkluderende. Tolerant og rummeligt. Alt det, som Donald Trumps støtter revolterede massivt imod.

Sin unikke multikulturelle bagage fik Obama aldrig transformeret ind i det USA, han om kort tid overlader til den mest impulsive, erfaringsløse og fordomsfulde præsident i mands minde. Barack Hussein Obama vil derfor – med eller uden droner og specialstyrker – blive en parentes i amerikansk politisk historie.

Vi, der holder af Amerika og har både venner og slægtninge derovre, må se frem til, at han udsender sine erindringer. Mon forlaget mangler ideer til en titel? Her er et bud: ’Den bløde magts sidste suk’.

(klumme i Politiken 29.12.2016)