Demokratiseringen blev realiseret på toppen af en økonomisk fremgangsbølge, hvis resultater vakte undren uden for Østasien, men som lignede, hvad Koreas tidligere koloniherre Japan havde præsteret efter 1945. Helt på linje med Sydkorea kunne også Republikken Kina (Taiwan) dengang demokratisere. I både Seoul og Taipei blev fængslerne tømt for politiske fanger, oppositionsgrupper og partier legaliseret, og pressen begyndte at vise tænder.

Også hos to andre af USA’s allierede i Sydøstasien, Thailand og Filippinerne, blev det politiske klima liberaliseret, og der blev siden talt om et demokratisk ‘ forår’ som et fjernøstligt forspil til sammenbruddet i den gamle kommunistiske blok i Øst-og Centraleuropa i 1989.

ET KVART århundrede senere er billedet mere broget.

I både Bangkok og Manila er udviklingen rullet baglæns, og der tegner sig nu en besynderlig cocktail af militær-royalistisk populisme (Thailand) og latinsk, mafiøst anarki (Filippinerne). I Sydkorea derimod er både det politiske system og civilsamfundet robust som en bjergkæde, understreget af de til tider aggressive medier, som det aktuelt er blevet demonstreret ved et retsmøde i Aalborg.

Hvad er så lige forskellen på den dysfunktionelle politiske kultur i Filippinerne og det gennemsolide Sydkorea? Den ligger i uddannelsestraditionerne, embedsværkets kompetencer og den stærke amerikanske indflydelse på eliterne.

Da den daværende sydkoreanske militærjuntas agenter i august 1973 bortførte landets ledende dissident Kim Dae-jung fra dennes hotel i Tokyo og tog ham ud på en båd, hvorfra det var hensigten at drukne ham, blev han reddet af en hastig intervention fra den amerikanske ambassadør Philip Habib.

Seoul-regeringens topministre blev banket ud af deres senge en sen nattetime af amerikanske diplomater og afkrævet forklaringer på Kims forsvinden.

Den dengang 49-årige systemkritiker dukkede siden op blågul og forslået, men i live. Han spillede siden en hovedrolle i demokratiseringen og blev valgt til sit lands præsident i 1997.

IKKE KUN systemkritikerne fandt støtte og opbakning i USA, de regerende eliters bedste hjerner kom alle på amerikanske universiteter. Den militære klike, der noget modstræbende afgav magten i 1980′ erne, blev belært af præsident Ronald Reagans diplomater om, at de ikke kunne forvente et respekteret værtsskab for de olympiske lege i Seoul i 1988, medmindre de accepterede demokratiske reformer.

Da gennembruddet kom, stod landet bedre rustet end andre ungdommelige demokratier, og overgangen blev derfor ublodig. En veluddannet og robust middelklasse kunne levere de jurister og administratorer, der skulle overtage styringen af statsapparatet og fortsætte den fremgangsrige industrialiseringspolitik, der var blevet løbet i gang af Park Chung-hee, fader til den nuværende, skandalebelastede præsident Park Geun-hye.

DA DEN i dag 64-årige Park blev valgt i december 2012, blev det tolket som en forsoningsgestus: Nu var den traumatiserede nation endelig kommet til en forsoning med sin dramatiske fortid. Ingen betvivler i dag, at Parks autoritære fader var manden bag det koreanske udviklingsmirakel. Datteren kunne indlysende nok samle megen sympati blandt de vælgere, der kunne huske, at hun som kun 22-årig blev sit lands førstedame efter en pronordkoreansk attentatmands drab på moderen.

Men der er alt for mange ubesvarede spørgsmål i den aktuelle skandalesag: Hvordan brugte den unge kvinde sit liv efter drabet på faderen i oktober 1979 (han blev skudt af sin egen sikkerhedschef)? Der gik en lille snes år, inden hun valgte at gøre politisk karriere i det dominerende konservative parti.

Præsidenten har aldrig forklaret sig. Hvem har betalt for hendes og den fængslede rådgivers tilværelse, og hvem har de hjulpet frem i det politiske system, i erhvervslivet, i sportsverdenen og kulturlivet? Vinderne i dette drama er de koreanske medier og advokatstanden.

(klumme i Politiken 9. jan. 2017)