Kinesisk rigmand lukker det amerikanske århundrede ned.
Historieskrivningen kan nu tidsfæste varigheden af det amerikanske århundrede. Det begyndte i april 1917, da præsident Woodrow Wilson overtalte Kongressen til at erklære Tyskland krig, og indledte en æra, hvor europæisk sikkerhed og overlevelse blev gjort afhængig af amerikanske økonomiske og militære muskler, og det slutter med indsættelsen af Donald Trump som USA’s 45. præsident i næste uge.
100 år minus et par måneder blev det til. For med byggematadoren Trump i Det Hvide Hus får verden en amerikansk leder, for hvem kortsynede økonomiske interesser har større betydning end strategisk udsyn, værdifællesskaber og opretholdelsen af USA som en global rollemodel. Kombinationen af politisk polarisering og et skred i tilliden til og imellem de amerikanske magtinstitutioner har skabt en lammelse i Washington uden historisk fortilfælde.
Om en måneds tid er det 45 år siden, at daværende præsident Richard Nixon landede i et Kina, som USA ikke havde diplomatiske forbindelser med. Kina var, som arkitekten bag det sensationelle besøg, Henry Kissinger, siden forklarede det, ’et meget fattigt, stalinistisk land’.