Helvede oplevet med solbriller

Altid kontroversielle Kåre Bluitgen beskriver Nordkorea med en enestående og frygtløs tilbagelænethed befriet for fordømmelser. En bedrift.

Kåre Bluitgen: Jeg vil gerne klippes ligesom Kim Jong-un. Indtryk fra Nordkorea. Forlaget Tøkk, 750 sider, 299 kr. 

Et eksotisk og på stort set alle felter anderledes samfund kræver åbenhed og rummelighed, ikke fordomme, for at blive forstået. Mere præcist kan det nok ikke forklares, hvorledes Kåre Bluitgen er gået til den opgave, han satte sig selv, da han fik mulighed for at komme rundt i Den Demokratiske Folkerepublik Korea, i daglig tale kaldet Nordkorea.

Bluitgen har for længst demonstreret evnen til at sætte en dagsorden. Han er en af nationens mest kontroversielle skribenter. Det var som bekendt hans vanskeligheder med at finde en illustrator til børnebogen ‘ Koranen og profeten Muhammeds liv’, der indirekte førte til den såkaldte tegningkrise i 2005-06 efter Jyllands-Postens 12 Muhammed-tegninger.

Nu har den flittige Bluitgen kastet sig over endnu et sprængfarligt og svært emne, men dette nye værk vil nok kun få beskeden læserinteresse. Hvilket slet ikke vil være retfærdigt.

Han har opholdt sig i ‘ arbejderparadiset’ i en måneds tid, har brugt sin notesblok flittig og har efterfølgende suppleret sine iagttagelser med flere reolmeter faglitteratur.

Summen af anstrengelserne er der kommet hele 750 sider ud af.

kul-bluitgen

SELV DE MEST erfarne formidlere kommer ofte til kort i forsøgene på at skrive dette bizarre hybridsamfund, hvor kommunisme, kejserlig kungfutsianisme og feudalisme smelter sammen i benhård undertrykkelse af den 24 millioner store befolkning, og en ekstrem militarisme, der er en konstant hovedpine for det næsten lukkede lands naboer og på grund af dets atomvåben også for resten af verden.

Men hvor andre ville give op og forlade landet i fortvivlelse, bider Bluitgen sig fast. Han har en fabelagtig observationsevne også i omgivelser, der er så krævende som i dette hjørne af verden. Han fanger de mest bittesmå detaljer og pensler dem ud i større rammer, så det større koreanske samfundsbillede kommer til at give mening.

Men bogens righoldighed risikerer også at blive dens svaghed forstået således, at dens volumen utvivlsomt vil afskrække mange interesserede. Det må derfor anbefales at læse bogen selektivt eller dele sin læsning op i perioder med solide pauser.

jeg_vil_gerne_klippes_ligesom_kim_jong_un_forside_72dpi

ET SPØRGSMÅL, der trænger sig på under læsningen, er, om Bluitgen med sin åbenhed og nysgerrighed ender som apologet for det stærkt undertrykkende og ensrettende regime, der disciplinerer sin befolkning i en grad, der bringer tanken hen på Islamisk Stat.

Forfatteren har et venstreorienteret verdensbillede, og derfor undgår han ikke den traditionelle fortælleskabelon: At Nordkorea er det overlevende produkt af den brutale krig på den koreanske halvø 1950-53, hvor den unge kommunistiske republik blev udsat for den amerikanske krigsmaskines ødelæggelseskraft.

At Nordkorea efter 1953 rejste sig økonomisk hurtigere end den kapitalistiske, USA-støttede broderfjende Sydkorea, er Bluitgen som erklæret socialist ikke blind for. Ej heller, at den massive nordkoreanske oprustning er hovedforklaringen på, at landet ikke kan løse sine forsyningsproblemer og i dag må gå til det internationale humanitære donorsamfund for at bede om fødevarehjælp. Men han går ikke så langt som til at definere samfundet som det militært-industrielle kompleks, som er realiteten bag den bizarre personkult under Kim-dynastiets lederskab.

kim-jong-un

ILLUSTRATIVT FOR hele det dilemma, som enhver besøgende uden for den lille kreds af regulære regimetilbedere stilles over for, er Bluitgens besøg hos den nordkoreanske forfatterforening. Til lejligheden medbringer han et farveudskrift af et verdenskort produceret af Freedom House, den ældste presse-og ytringsfrihedsorganisation i USA.

Her befinder værtslandet sig i en absolut bundkategori, men Bluitgen når ikke at gøre de sammenligninger, han har forberedt sig på, fordi hans forfatterkolleger går til modangreb og spørger til hans rolle i Muhammed-sagen.

Helt skævt går det selvfølgelig i samtalen, da Bluitgen spørger, om ikke litteraturen kan tillade sig at være kritisk. Han får følgende svar: »Vi er kritiske i vores romaner gennem vores negative karakterer. Men vi inspirerer til at være som de positive karakterer.

Og vi kan kritisere arbejdere, bønder og embedsmænd, også højtrangerende. Der er ingen grænser«. Bluitgens samtalepartner ved bordet i forfatterforeningen får det direkte dårligt, da han efterfølgende spørger, om man kan kritisere præsidenten for evig tid, Kim Il-sung, i en roman? Svaret er selvindlysende, at befolkningen må ære den leder, der har befriet nationen for først japanerne og siden amerikanerne.

Den samtale, som i Bluitgens program skulle have varet en time, reduceres ved ankomsten til en halv time og ender med at vare et kvarter. Grænserne for ytringer er dermed trukket skarpt op, og læseren har fået det nordkoreanske samfunds filosofii sin kerne. Gyldigheden af de helligste doktriner kan ikke betvivles! Undervejs på turen i ‘ eneboerkongedømmet’ overraskes han af møder med en socialdemokratisk oppositionsperson (!), der naturligvis er staffage for en ren symbolsk pluralisme, tydeligvis skabt for at vække sympati hos landets gæster.

Ligeså med religionsudøvere, både katolikker og buddhister.

Aha, der er plads til privat religionsudøvelse i det stramt styrede diktatur? Svært at undgå ironien i, at den ateisme, som er et kerneelement i landets oprindelig kommunistiske idégrundlag, i dag er afløst af en hjemmebrygget national–personalistisk religion, ‘ kimismen’.

MARKEDET OVERSVØMMES i disse år af bøger om Nordkorea, mange af dem flygtningeberetninger. Bluitgen har sat kimismen under sin tålmodige lup og skildrer værtslandet nøgternt og ikke fundamentalt anderledes end det, man kan læse om i flygtningehistorierne. Men han gør det med en enestående og frygtløs tilbagelænethed befriet for fordømmelser.

Som at besøge Helvede kun iført Tshirt, korte bukser og solbriller. Vist er det da en bedrift.

(anmeldelse i Politiken 18. jan. 2017)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, Politiken siden 1994, fra 2023 hos Kristeligt Dagblad. Underviser (FOF) og foredragsholder (mere FOF)
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Korea, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s