Før stormen: Et nervøst Asien afventer Trump

Jobskabelse i USA er i voksende omfang afhængig af kinesiske investeringer og købekraft.

Længe før sin officielle tiltrædelse lignede Donald Trump en præsident, der kommer til at sætte rekord i at dementere egne udsagn. Hans mange erklæringer i retning af protektionisme og ultimativt handelskrig, hvis han ikke får sin vilje med at bringe arbejdspladser hjem til USA, har ingenlunde vakt begejstring i det Østasien, der mere end nogen anden verdensdel har haft glæde af at kunne producere og eksportere sig til øget velstand og mindre fattigdom.

Sandsynligvis ville det store flertal af asiatiske beslutningstagere have foretrukket Hillary Clinton som præsident, fordi hun var ophavskvinde til det såkaldte TPP-program, Trans-Pacific Partnership, en amerikanskledet frihandelsalliance, der blev opfattet som et strategisk modtræk til Kinas voksende økonomiske tilstedeværelse i regionen. Fra første i dag i sin valgkamp erklærede Trump sig som modstander af TPP, fordi han mener, den skader amerikansk jobskabelse.

Kan være, at præsidentens nytiltrådte hold af ministre og rådgivere bør læse den tale, som Hongkongs tidligere førsteminister Tung Chee-hwa holdt først på ugen ved en gallamiddag i New York i anledning af det kinesiske nytår. I Tungs tale, der blev gengivet af bl. a. netmediet chinausfocus. com, pointerede Tung, at Kina nu er den tredjestørste destination for amerikansk eksport, kun overgået af USA’s naboer Canada og Mexico.

china_us

På 10 år er den amerikanske eksport til giganten i øst steget med 300 pct. og understøtter nu 1 mio. arbejdspladser i amerikansk industri. Hvis den nuværende vækstkurve fortsætter i samme takt, vil amerikansk eksport til Kina i 2022 repræsentere en værdi af 530 mia. dollars og understøtte 2,5 mio. jobs i USA.

Hertil kommer de direkte erhvervsinvesteringer begge veje. Tendensen er ikke til at tage fejl af, sagde Tung: USA er nu den foretrukne destination for de overvejende statsstyrede kinesiske erhvervsinvesteringer. I en parentes kan bemærkes, at de 300.000 unge kinesere, der studerer på amerikanske læreanstalter, repræsenterer 31,5 pct. af det samlede antal udenlandske studerende i USA, tilføjede han.

3afab80e-f009-11e5-afc2-34388e719e9d_1280x720

DISSE TENDENSER ligner noget uafvendeligt, eftersom der ikke er meget, der taler for, at den kinesiske vækst ophører; det er kun tempoet, der kan diskuteres, ikke retningen. Betyder det, at Kina også træder ind i det ledelsesmæssige tomrum, som efterlades af Brexit og Trump, spørger lederen af Carnegie Foundation i Indien og medredaktør ved avisen Indian Express, C. Raja Mohan, i sin egen avis: »Beijing er stadig et stykke vej fra at kunne erstatte Washington som dirigent af det globale orkester. Nok har Kina store pengebeholdninger, men dets adfærd hæmmes af landets manglende økonomiske åbenhed og evnen til at gennemføre en politisk orden«, noterer han.

Med henvisning til den kinesiske præsident Xi Jinpings tale i Davos først på ugen pointerer Mohan videre, at to af Kinas største naboer og rivaler, Japan og Indien, endnu ikke har sluttet op om den store handels-og investeringsplan One Belt One Road (Obor), som er Beijings redskab til at fremme økonomisk integration i Østasien: »Ingen af dem er i stand til at hindre planens fremmarch, men de vil på anden måde udfordre en regional integrationspolitik, der ledes af Kina«. Derudover er der en joker i spillet, der hedder Putin, mener Mohan: »Selv om Rusland ikke kan præge de globale økonomiske rammevilkår, har det kapacitet til at underminere den regionale politiske orden i Euroasien. Putin ser ikke sig selv som en permanent partner med Beijing. Han overraskede Vesten med sin splittelsespolitik i Europa og vil kunne gøre livet surt for Kina i Asien«.

MEN MÅSKE går det anderledes end frygtet og forudsagt. David Brown, pensioneret diplomat med en lang karriere i den amerikanske udenrigstjeneste, skriver i webmediet East Asia Forum, at Trump bør overveje muligheden for en genforhandling af den partnerskabsaftale (TPP), som var Obamas og Hillary Clintons bestræbelse, og derigennem søge en tilpasning til den kinesiske handelspolitik i området.

19chappatte-master1050

Den store uafklarede faktor i det regionale magtspil er stadig territorialstriden om en række mindre øgrupper og klippeskær i Det Sydkinesiske Hav. Alle asiatiske medier af betydning refererede for en uge siden det besøg, som den vietnamesiske partichef, Nguyen Phu Trong, aflagde i Beijing. Det var regionalt lidt af en sensation, at den vietnamesiske gæst trykkede hænder med ingen ringere end sin kinesiske kollega, Xi Jinping, og at de to efterfølgende udsendte en fælles erklæring, hvor parterne forpligter sig til at »håndtere deres uenigheder til havs og undgå handlinger, der komplicerer situationen og øger spændingerne i området«. En udvikling, der taler for, at landene i Sydøstasien er ved at finde egne regionale løsninger frem for at læne sig op ad den gamle supermagt på den anden side af Stillehavet.

(klumme i Politiken 21. januar 2016)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s