Stop hysteriet og sig tak til Henry Kissinger for fremsynetheden. 

TIL DEM, der frygter, at kinesiske bulldozere, finansfolk, højhastighedstog, kampfly og krigsskibe er på vej ind for at udfylde det tomrum, der åbner sig som konsekvens af Brexits, Putins og Trumps underminering af den politiske sammenhængskraft i den vestlige verden, er der kun at sige dette: Kinas opstigning er et resultat af et lille halvt århundredes fremsynet amerikansk udenrigs-og sikkerhedspolitik, tilsat europæiske bestræbelser på at fremme Kinas samarbejde i de institutioner, som også har dannet ramme for europæisk velstand og sikkerhed.

Kun folk med lang og dyb hukommelse vil erindre, at selv i slutningen af 1970′ erne, da Kina var ved at rejse sig fra ruinerne af et indadvendt, selvdestruktivt og xenofobisk regime, ønskede Beijings udenrigspolitiske strateger sig et Europa, der stod sammen for at modstå en russisk (dengang sovjetisk) sikkerhedstrussel.

Da reformpolitikken blev sat i værk af Deng Xiaoping fra 1978, skete det i form af normaliseringer af relationerne til naboerne i Østasien og frem for alt det USA, som Beijing havde ført stedfortræderkrige imod i Korea og Vietnam. Siden fulgte medlemskaber af Verdensbanken, Verdenshandelsorganisationen og en stribe regionale samarbejdsfora, der har sikret stabilitet og velstandsfremgang uden historisk fortilfælde for flere end tre milliarder af klodens indbyggere.

FOR OS, der husker, hvor ludfattigt og frygtsomt Kina var for fire årtier siden, er forandringerne monumentale.

For samtlige Kinas naboer er den røde gigant nu en større samhandelspartner og investor end USA. I 2010 havde Asien en befolkningsmasse med middelklassestatus på en halv milliard; i 2020 vil dette tal nå 1,75 milliarder. På et tiår vil den asiatiske middelklasse vokse med halvanden gang den samlede befolkning i de vestlige lande.

Kan og vil et Trump-ledet USA ændre på denne realitet uden at genere de store amerikanske virksomheder, der står til at få gavn af denne udvikling? Glem bragesnakken fra den impulsive byggematador og se, hvor de amerikanske koncernchefer er på vej hen, når de tager i lufthavnen.

Populært sagt har Kina lært sig den globale kapitalismes logik uden at kopiere de liberale frihedsværdier og dertilhørende borgerrettigheder, som blev en amerikansk eksportvare efter verdenskommunismens definitive sammenbrud i 1989-91.

Betyder det, at et opstigende Kina kommer i kon-flikt med et Trump-USA på retræte? Den risiko består på de områder, hvor Kinas kerneinteresser er på spil, og de er i naboregionerne.

Lad os tage dem én for én.

Taiwan: Øens internationale placering blev defi-neret i 1979 med den såkaldte Taiwan Relations Act, vedtaget af den amerikanske kongres og ikke anfægtet af en eneste af de seks præsidenter, der har siddet i Det Hvide Hus siden Jimmy Carter.

Trump vil lægge sig i samme spor, alt imens imens hans sponsorer flyver ind og ud af Beijing. Befolkningen i Taiwan kan styre sine indre anliggender, men kan ikke høre til andre steder end i spændingsfeltet mellem Kina og USA.

Det Sydkinesiske Hav: Her har Beijing lagt den internationale havretskonvention død, men den vil med stor sandsynlighed blive erstattet af bilaterale adfærdskodekser.

Det store havområde bliver ikke kinesisk ejendom, men alle vil kunne leve med, at kinesiske og amerikanske fartøjer sikrer den fri ret til gennemsejling.

Korea: Washington og Beijing er enige om at afnuklearisere halvøen. Et regimekollaps i Nordkorea ligger ikke lige for, men Kim-klanens paranoide militærstat er inddæmmet gennem sanktioner, som Kina deltager i, men måske ikke efterlever effektivt.

Vietnam har et årtusindgammelt modsætningsforhold til Kina, men Beijing og Hanoi er for en halv snes dage siden blevet enige om at holde politisk ro på i Østhavet, som er vietnamesernes betegnelse for det store farvand, som resten af Asien kalder Sydkinesisk.

Et sensationelt diplomatisk gennembrud, totalt overset i Europa.

SÅ HAR VI grund til at frygte Asiens opstigning og Kinas genkomst på verdensscenen? En europæisk veterandiplomat har formuleret paradigmeskiftet således: Kina er blevet det, USA var engang, en global stabiliseringsmagt. For Østasien er i dag et globalt center for opsparing, innovation og jobskabelse (Europa gældsætter sig stadig).

Trump skal vælge: Vil han tilpasse USA det, der umiskendeligt er blevet det asiatiske århundrede, eller vil han modarbejde det. Spørger han sit bagland, vil han få det svar, at han intet valg har.

Er der nogen, vi skal takke for, at Østasien er nået så langt? Det kunne være arkitekten bag USA’s normalisering med Kina, der begyndte i 1972, Henry Kissinger, manden bag sønderbombningerne af Kinas ‘ baggård’ (Vietnam, Laos og Cambodja) 1965-75.

USA risikerer ikke en ny krig i Østasien. Supermagten skal tilpasse sig en ny orden.

(klumme i Politiken 23. januar 2017)