Kina vil få ro på Donald Trump ved at lokke med investeringer. 

I SERIØSE amerikanske medier er liberale debattører og erfarne forfatningsjurister begyndt at diskutere muligheden for at afsætte præsidenten inden udløbet af hans embedsperiode. USA har før været på dette spor. Republikaneren Richard Nixon undgik i 1974 en rigsretssag ved at forlade Det Hvide Hus og give plads til sin vicepræsident.

Ifølge den amerikanske forfatning kan et simpelt flertal i Repræsentanternes Hus stemme for en rigsretssag, hvis der er begrundet mistanke om lovovertrædelser i kategorien forræderi eller bestikkelse. I Senatet skal der herefter et flertal på to tredjedele til at få manden ud af Det Hvide Hus.

Som bekendt er der republikansk flertal i begge kamre, så verden må vente til valgene i 2018 og håbe på, at demokraterne her genvinder det nødvendige kongresflertal. Der er langt igen, og derfor er der blandt Trumps modstandere skabt fornyet interesse for det 25. forfatningstillæg, der blev vedtaget af Kongressen i 1967. Ifølge dette tillæg kan vicepræsidenten og ledere af de ‘ udøvende departementer’ i administrationen erklære præsidenten uegnet til at varetage embedet og lade vicepræsidenten tager over. Den oplevelse har Mike Pence næppe forberedt sig på.

MEN BEHØVER DET at komme dertil, eller gemmer den impulsive og uforudsigelige byggematador på politiske reserver, vi stadig har til gode at opleve? Donald Trump besidder en psykologi, der adskiller ham fra samtlige amerikanske præsidenter i nyere tid. Alene mandens temperament kan få ellers veletablerede partnerskaber til at kuldsejle, som det allerede er sket med Mexico og Australien. En stor politisk aftale med Vladimir Putin har vi stadig til gode, og skulle den blive realiseret, vil Syrien og Ukraine reelt blive gjort til russiske protektorater.

Som en af sine første embedshandlinger sænkede Trump den store aftale med en række asiatiske partnere og allierede om frihandel, TPP, resultatet af flere års møjsommeligt diplomati, så hvor stiller det nu et Østasien, der frygter Kinas ambitioner i Det Sydkinesiske Hav? Strategerne i Beijing har for længst taget bestik af entreprenøren fra New York, og vi kan med sindsro gå ud fra, at de har et design for, hvorledes den nye amerikanske ledelse skal håndteres. Det ser med stor sandsynlighed således ud: Nok er Trump uberegnelig, men han er også en dealmaker, der fascineres af forretningsmuligheder.

Den tungere del af amerikansk erhvervsliv forventer, at han gør mere end at rette op på den forsømte infrastruktur i USA – han må også åbne muligheder på andre kontinenter.

Vi europæere kommer ikke uden om at lære os akronymer, der er blomstret op langt fra Bruxelles, Washington og København: RCEP, OBOR og AIIB: Det Regionale Økonomiske Partnerskab, Et Bælte, En Vej og Den Asiatiske Infrastruktur Investeringsbank.

Tilsammen danner disse aftaler rammen om de kommende årtiers udvikling af et Øst-, Sydøst-og Centralasien med Kina i en ledende rolle som leverandør af investeringskapital i jernbaner, havne og lufthavne, motorveje og broer.

Bemærk lige, at den foreslåede frihandelsaftale RCEP allerede har flere af USA’s traditionelle allierede som Japan, Sydkorea og Australien om bord. I grove tal repræsenterer de 16 deltagere en tredjedel af klodens økonomiske volumen og 40 procent af verdenshandelen.

Kinas hensigt er, at RCEP skal modarbejde den protektionisme, som er Trumps tvivlsomme signaturprojekt for den globale økonomi. Nok er manden i Det Hvide Hus ikke tilhænger af multilaterale handelsaftaler, men han kunne jo vælge at se på RCEP som et bedre alternativ til det, som Obama forsøgte sig med. Da han også har bebudet, at han vil påvirke og muligvis presse Kina til at ændre adfærd, skal han jo starte et sted. Hvilke muligheder har han så andet end at sende sin udenrigsminister, den forhenværende Exxon Mobil-chef Rex Tillerson, til Beijing?

I DE ASIATISKE hovedstæder har der ikke været nogen positiv imødekommelse af den linje, Donald Trump lagde i sin indsættelsestale med slagordet ‘ America first’. Det underforståede budskab er her, at USA ikke længere er på en førsteplads i verden, og hvorledes skal denne så genvindes? Med økonomisk nationalisme og protektionisme? Ved at skabe tvivl om holdbarheden af årtier gamle forsvarsalliancer? ‘ Amerika først’ er en retorisk tilbagevisning af den globalisering, som i løbet af en generation skabte en milliardstor asiatisk middelklasse. I Eurasien har kineserne startet et udviklingspolitisk eksprestog, der har kurs mod Europa.

Trump, Tillerson og deres rådgivere må meget snart stille sig spørgsmålet, om de vil være med her eller blive stående på perronen? Præsidentens bagland i erhvervslivet ser nødig disse muligheder forspildt.

(klumme i Politiken 6. februar 2017)