Ingen tolerance i ordrebøgerne

Den nye globale orden er mere fokuseret på penge end på frihed og menneskeværd. Spørg tibetanerne.

I DENNE UGE har Danmark haft besøg af Nyima Lhamo, en 26-årig flygtning fra det kinesisk kontrollerede Tibet. Hun var omkring udvalgte folketingsmedlemmer for at berette om sin og familiens skæbne, men forvent ikke, at hendes udsagn trækker større overskrifter eller rokker det mindste ved de linjer, der er lagt for dansk politik over for Kina.

Nyima Lhamos historie er grum, og ikke kun fordi hun skulle overvinde en ubarmhjertig geografifor at slippe ud af ‘ Verdens Tag’. Hun har ladet sin 6-årige datter blive tilbage hos bedsteforældrene, og det er mere end tvivlsomt, om de nogensinde genforenes.

Hendes formål med at besøge Danmark er at fortælle om den skæbne, der overgik hendes onkel, Tenzin Delek Rinpoche. Han var en anerkendt lama, der iværksatte sociale aktiviteter, herunder skoler og børnehjem i sit lokalsamfund.

Tilbage i 2002 blev han arresteret og anklaget for at have stået bag bombeattentater i naboprovinsen Sichuan. Anklagerne mod ham for ‘ terrorisme og separatisme’, tydeligvis opfundet til lejligheden, førte til en dødsdom, der i 2005 blev konverteret til fængsel på livstid.

I 2015 døde den 65-årige lama i cellen, angiveligt fordi han ikke fik den nødvendige lægelige hjælp, som hans familie havde appelleret til myndighederne om.

2015-07-27-1437972926-4297607-tdrnycsky

I DE SNART fire årtier, som den kinesiske reformpolitik har lagt bag sig, har der i Vesten i varierende omfang eksisteret forventninger om, at Kina ville blive mere liberalt og tolerant, i takt med at landet blev mere kapitalistisk, socialt differentieret og udadvendt.

Det er bare gået stik modsat. Under den nuværende præsident og generalsekretær, Xi Jinping, er kontrollen med de forskellige enklaver af civilsamfund taget til, de mest åbenmundede medier er blevet banket på plads, og retsvæsenet ligner noget fra før reformerne.

Europas og Danmarks dialog om menneskerettighedstilstanden i Kina og Tibet er kanaliseret ind i officielle fora, og her ser kritikere en risiko for nedgradering af den værdipolitiske del af dansk udenrigspolitik i forhold til andre og mere kontante interesser. Med til billedet hører, at Danmark er blandt de mest Kina-orienterede økonomier i Europa, hvilket afspejler sig i f. eks. et Sino-Danish Center for Research and Education og et energipolitisk samarbejde, som har afsæt i danske indsatser.

Vi er også gået med i Den Asiatiske Infrastruktur-og Investeringsbank (AIIB), der på sigt bliver Kinas alternative verdensbank.

Trods udtalt modstand fra USA gik selv traditionelle allierede som Storbritannien og Tyskland med i AIIB i den nok tydeligste manifestation af, at klodens økonomiske tyngdepunkt flytter østpå.

shutterstock_266572730

HVIS NOGEN synes, at denne nye globale tilstand er både grim, grum og foruroligende, er det vel Washington, der sender kavaleriet og redder vor humanistiske sjælefred? Nej, lige akkurat ikke. Præsident Trump og hans udenrigsminister Rex Tillerson er ganske klare i mælet her: USA kan sagtens leve med, at andre lande har politiske systemer, der adskiller sig fra det amerikanske, så længe der kan laves aftaler, der kan gavne jobskabelse i USA.

Altså skal vi ikke forvente et liberalt alternativ til Trumps protektionisme. På Davos-mødet i sidste måned prædikede Xi Jinping ellers både frihandel og åbenhed, og tilsyneladende charmerede han et helt korps af vestlige erhvervsfolk og beslutningstagere. Kald det bare et rollebytte, men Kina kommer ikke til at fylde den amerikanske lederrolle ud på andre parametre end dem, der kan gøres op i økonomisk volumen.

Lige nu er den værdipolitik, der handler om universelle menneskerettigheder og mindretalsbeskyttelse, skindød. Spørg bare Nyima Lhamo og hendes trosfæller på det tibetanske plateau.

img_0880

MENS VI venter på datoen for Trumps første amerikansk-kinesiske topmøde, er der opstået nogle pudsige paradokser i klodens vigtigste bilaterale kappestrid.

USA repræsenterer en særlig exceptionalisme, der gennem et par århundreder har gjort landet til en magnet for mennesker, deres ideer, kapital og virkelyst. Efter sejre i to verdenskrige og en kold ideologisk konfrontation med en nu hedengangen supermagt er amerikanske beslutningstagere i disse år optaget af, om Kinas voksende økonomiske tyngde i verden kan begrænses.

Men de globale forretningseliter, der for en generation siden orienterede sig mod USA, har i disse år travlt med at opgradere Kina-strategien for at kompensere for virkningerne af Trumps lederskab.

Bare spørg hos Mærsk og Novo.

(klumme i Politiken 9. februar 2017)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s