Mordet på en Disney-fan

Shakespeare kunne have inspireret sagaen om Kim-dynastiet.

SELV DIKTATORYNGEL kan have menneskelige egenskaber.

Kim Jong-nam, 45, har utvivlsomt drømt om, at hans landsmænd i Nordkorea en skønne dag ville få en friere og mere betryggende tilværelse.

Som ung blev han sendt til Sovjetunionen og Schweiz og fik derved et sammenligningsgrundlag mellem et demokratisk kapitalistisk samfund og den totalitære sovjetiske model, som hans farfar, Kim Il-sung, brugte som forbillede, da han grundlagde Nordkorea i 1948.

Kim Jong-nam, far til mindst seks børn, endte sin forunderlige tilværelse som landflygtig for en uge siden, da han blev myrdet af to af Pyongyangregimets kvindelige agenter i en lufthavn i Malaysia.

Hans skæbne falder logisk ind i rækken af henrettelser på slægtninge og nære bekendtskaber til tredje generation i det dynasti, der står i spidsen for klodens mest lukkede statsdannelse.

4221396001_5323884732001_5323698513001-vs

FØR ÅRTUSINDSKIFTET så fremtiden anderledes lys ud for Kim Jong-nam, der som barnebarn af Kim Il-sung havde haft adgang til den kommunistiske klanstats magtpyramide, men havde uafklarede relationer til halvbroderen Kim Jong-un og tre andre halvsøskende.

Som den ældste af Kim Jong-ils fem kendte børn forsømte han at opbygge en magtbase i det nordkoreanske militærapparat, som også er den reelle herre over al økonomisk aktivitet af betydning. I stedet lod Jong-nam sig friste af de materielle goder, som Nordkoreas to naboer, Japan og Kina, kunne byde på.

Fra lederklanens luksusvilla i Beijing kunne han i dybeste hemmelighed tage på forlystelsesture til Tokyo. Da japansk politi arresterede ham i maj 2001, rejste han under et kinesisk navn på et pas, som angiveligt var udstedt af myndighederne i Den Dominikanske Republik.

Under flere dages afhøringer forklarede han, at formålet havde været at besøge den japanske udgave af Disneyland uden for Tokyo. Herefter valgte de japanske myndigheder at deportere ham til Kina. Konsekvensen af denne ydmygelse for Kim-dynastiet blev, at Jong-nam faldt i unåde hos faderen Kim Jong-il og at den 12 år yngre halvbror Jong-un blev kørt i stilling som ny arvtager til magtens trone.

n-kimanalysis-a-20170216-870x650

I DE følgende år levede den forstødte søn og bror en besynderlig eksiltilværelse i Kina og Sydøstasien, hvor han frekventerede kasinoer, især i den østasiatiske pendant til Las Vegas, den tidligere portugisiske koloni Macau. Her og i Beijing har det nordkoreanske Kim-dynasti luksusboliger og virksomheder, som bruges som pengecentraler, der skaffer hård valuta til finansiering af klanens luksuriøse livsførelse i Pyongyang med japanske kokke, franske årgangsvine, russisk kaviar og andet godt.

Kim Jong-nams liv i eksil efter 2001 handlede om at indynde sig hos faderen, brødrene og officerseliten og håbe på nåde og tilgivelse. Det lykkedes aldrig: I processionen efter faderens kiste under begravelsen 28. december 2011 var Jong-nam fraværende.

ap_kim_jong_il_dm_111228_wg

Herefter var det kun et spørgsmål om tid, før regimets agenter fik ram på manden, der havde begået den ultimative synd: forræderi over for klanen.

Den forstødte søn var begyndt at give interview og blev af japanske og sydkoreanske medier citeret for, at regimet i Pyongyang snart ville kollapse.

Unægtelig påfaldende udmeldinger fra en mand, der i 1990′ erne havde været leder af en afdeling i det nordkoreanske sikkerhedsministerium.

Det eksilerede klanmedlem kan ikke have været i tvivl om, hvilken skæbne der ventede ham. I december 2013 blev ingen ringere end hans onkel Jang Song-thaek arresteret, anklaget for højforræderi og efter en kort proces henrettet. I den ekstreme og perverterede udgave af asiatisk familieloyalitet, som det nordkoreanske klanstyre repræsenterer, kan det mindste fejltrin være skæbnesvangert.

South China Morning Post skrev i februar 2007, at Kim Jong-nam havde levet med sin familie i Macau i flere år, men at de kinesiske myndigheder helst ville have ham væk. To år senere blev han genkendt af journalister på et hotel i Beijing og forklarede kortfattet, at han ingen interesse havde i at forsøge igen at blive en del af magteliten i Pyongyang.

Den beskyttelse hos de kinesiske myndigheder, som han har nydt godt under sine rejser mellem Beijing og Macau, gav anledning til spekulationer om, at Kina ville gøre brug af ham, hvis det kom til et paladsrevolution i Pyongyang.

Denne mulighed materialiserede sig aldrig. Jongnams faldende nytteværdi for Beijing kan forklare hans ophold i Malaysia, hvor han sandsynligvis nød godt af finansielle kilder blandt oversøiske kinesere og koreanere. Mordet føjer endnu et makabert kapitel til sagaen om Kim-dynastiets overlevelse. Det er atombevæbnet og har taget 25 millioner nordkoreanere som gidsler.

(Klumme i Politiken 20. febr. 2016)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s