Etniske konflikter har altid mindst to sandheder. Myanmar er ingen undtagelse.

På en tougers rundrejse i Myanmar, det tidligere Burma, er en af Asiens mange etniske konflikter blevet beskrevet for nærværende skribent med et andet perspektiv end det almindeligt accepterede: Konflikten om det muslimske mindretal i Myanmars vestlige delstat Rakhine er ikke kun historien om centralmagtens og militærets forfølgelse af sagesløse civile, der hverken har sikkerhed eller rettigheder.

Den handler også om, at islam og buddhisme tilsyneladende er to religioner, der er uforenelige.

Udlægningen kommer ikke fra regeringens propagandakontor, men fra en veluddannet burmeser, der er født og opvokset i netop Rakhine, der tidligere blev kaldt Arakan. Han er midt i 40′ erne, fortrolig med vestlig rettighedstænkning og humanistisk tradition. Vi giver ham kælenavnet ‘ Tintin’, hvilket han accepterer med et smil.

Han kommer fra en landsby i det nordvestlige Rakhine, tæt på grænsen til Bangladesh. Denne landsby har nu et massivt muslimsk befolkningsflertal, der angivelig kræver løsrivelse, muligvis i form af overdragelse til Bangladesh.

SKAL VI TRO ‘ Tintin’, er konflikten i Rakhine ikke en historie om det undertrykte rohingya-mindretal, der står på kanten af noget, der ligner etnisk udrensning og på sigt folkemord, som det er blevet hævdet af ngo-aktivister og repræsentanter for det humanitære miljø. Rohingyaerne bør kaldes bengalere, fordi de kommer fra det overbefolkede Bangladesh, som ser en interesse i at eksportere en gruppe, man ikke har vilje eller evne til at brødføde.

Truslen mod Myanmar er en demografisk bombe, mener ‘ Tintin’: de ca. 170 millioner indbyggere i et muslimsk domineret land, der er på størrelse med Danmark og Island lagt sammen, og som er i underskud af vand, jord, fødevarer, husly og meget andet af det, der er nødvendigt for livets opretholdelse.

Den smalle stat Rakhine er lidt mindre end Danmark og har en befolkning på kun 3,5 millioner. Prøv at veje de to tal op mod hinanden: 170 millioner naboer til 3,5 millioner og kun en porøs landegrænse mellem dem. Rakhine har rigeligt med uopdyrket landbrugsjord, lyder det.

Problemet med rohingyaerne eller bengalerne er, at mange af dem har, hvad der kunne kaldes en historisk tilknytning til Rakhine. Det begyndte med den britiske kolonimagts import af muslimer som arbejdskraft til det tyndtbefolkede Burma fra slutningen af 1800-tallet, indtil de lokale fyrstefamilier i Rakhine frabad sig denne påtvungne migration af folk med en anderledes religion. I perioder valgte briterne at rette ind, men kimen til de kulturelle, etniske og religiøse modsætninger var sået og har spiret i fuldt flor helt frem til nutiden, ofte med brutale virkninger.

Skiftende militærjuntaers brutale fordrivelse af rohingyaerne lader sig ikke viske ud af historien. Men lige på dette område har centralregeringen aldrig haft svært ved at få flertalsbuddhisternes opbakning til en hård kurs mod bengalerne/rohingyaerne.

IFØLGE ‘ TINTIN’ er de buddhistiske rakhinere positivt indstillet over for stort set alle andre etniske minoriteter i Myanmar: En buddhist kan problemfrit gifte sig med en kristen, fordi begge får lov til at bevare deres tro i familielivet. Der er et sammenfald mellem buddhistisk og kristen levevis og etik, lyder argumentet.

Men sådan er det ikke med de indvandrede muslimer. Selv om ægteskaber mellem buddhistiske rakhinere og rohingyaer er yderst sjældne, skaber de få tilfælde store spændinger, forklarer han: Den buddhistiske kvinde er tvunget til at konvertere til mandens religion, og han trækker en kæde af opfølgende indvandring med sig, når han og hans trosfæller har fået kontrollen med landsbyen, hedder det.

Myanmar har siden sin grundlæggelse som det uafhængige Burma i 1948 kæmpet med politiske spændinger med rødder i etniske skillelinjer blandt de 135 ‘ nationaliteter’.

Fra den unge republiks første levetid truede disse indre modsætninger med at balkanisere det potentielt rige land. Et halvt århundredes militærstyre blev af officerseliten begrundet med nødvendigheden af at sikre nationens enhed og overlevelse; en logik, der har kostet tusinder livet og sendt endnu flere i landflygtighed.

Men lige præcis den udbredte modstand mod muslimer fra nabolandet Bangladesh lader til at være den lim, der kan holde den skrøbelige nation sammen.

(klumme i Politiken 2. marts 2017)