En faktura på…terrorbombninger

Mangel på vision og moral er supermagtens afvikling.

AFVIKLING, handelslammelse og fravær af visioner. Fyringer af erfarne folk og personaleflugt. Forvirring og frustration.

Lyder det som et forsømt stålværk i et gammel-industrielt rustbælte? En produktionsvirksomhed, der har overset det meste af digitaliseringen og nyeste generation af industrirobotter? Beskrivelsen gælder en organisation, der har næsten 70.000 ansatte over den ganske klode: det amerikanske udenrigsministerium. Chefen hedder Rex Tillerson, 65 år. Han sidder øverst i den magtpyramide, der har hovedkvarter i det, der kendes som Harry S. Truman Bygningen og ligger i den bydel, der kaldes Foggy Bottom i Washington, D. C.

Men den prestige, som stedet emmer af, er ved at være historie. Omkring 25 af husets mest erfarne folk er af Tillerson blevet bedt om at finde anden beskæftigelse. Deres tidligere kontorer er nu under ombygning.

Ude på ambassaderne undrer de udstationerede sig over fraværet af handlingsplaner. Enkelte udtaler sig, anonymt selvfølgelig, og konstaterer, at nok er den diplomatiske virksomhed stadig i gang, men man er nødt til at benytte sig af instrukser, der blev udfærdiget under de tidligere chefer, Barack Obama og John Kerry.

I stedet følger man med blandede følelser pressemøderne i Det Hvide Hus, hvor talsmanden Sean Spicer forsøger at sætte lidt perspektiv på rapporteringer fra CNN og andre nyhedskanaler.

I DENNE måned er det nøjagtig 100 år siden, at daværende præsident Woodrow Wilson lod Amerika træde i karakter ved at give diplomatisk anerkendelse til det, der i nogle hektiske martsdage i 1917 blev opfattet som en demokratisk revolution i datidens Skt. Petersborg. Wilson mente, at USA som den frie verdens modne demokrati måtte give en hjælpende hånd til det Rusland, der så ud til at ville kaste tyranniets åg af sig.

Stort set alle præsidenter siden Wilson har gjort, hvad allierede og venner ønskede sig, amerikanerne skulle gøre, når verdensordenen gik i skred, om end resultaterne ikke altid var lige elegant udførte.

Under Donald Trump er tilstanden blevet en fundamentalt anden. ‘ Amerika først’ er blevet ensbetydende med tavshed om menneskerettigheder, social retfærdighed, visionær udviklingspolitik og klimapolitiske løsninger.

USA’s nye dagsorden er blevet mere eller mindre udtalt beundring for ‘ handlekraftige’ ledere som Putin og Netanyahu. Symptomatisk er det, at da State Department i sidste måned offentliggjorde sin årlige redegørelse for klodens menneskeretlige tilstand, var udenrigsminister Tillerson fraværende.

DER ER DJÆVLE at finde i detaljerne, og her kommer én fra forgangne uge. I den cambodjanske hovedstad, Phnom Penh, udtrykte embedsfolk vrede over, at den amerikanske ambassadør i landet, William Heidt, har sagt, at det ludfattige Cambodja skylder USA i omegnen af 500 millioner dollars for bistand, som Washington ydede landet i årene 1970-75, da landet kortvarigt var en proamerikansk republik.

En 70-siders digital publikation lagt på hjemmesiden for den amerikanske ambassade i Phnom Penh forklarer, at USA over en femårig periode ydede bistand til Cambodja til en værdi af 1,6 milliarder dollars, og det pointeres sammesteds, at nogle af bevillingerne ikke blev godkendt af de relevante organer i Kongressen. Ambassadør Heidt citeres i flere medier for, at den halve milliard dollars i gæld er med renters rente for især fødevarehjælp i en periode, hvor hungersnød var udbredt.

Phnom Penh-regeringen afviser naturligvis kravet med den forklaring, at det amerikanske flyvevåben i hemmelighed sønderbombede det østlige Cambodja og ødelagde dets naturlige landbrugspotentiale. I stedet beder man om eftergivelse af gælden. Washington har svaret, at en sådan gestus ikke falder under præsidentembedet, men skal godkendes af Kongressen.

FOR DEM, der skulle have glemt det: I perioden 1969-73 kastede det amerikanske flyvevåben en større bombemængde over Cambodja end den, der ramte Japan i slutningen af Anden Verdenskrig.

Antallet af civile cambodjanske ofre er umuligt at gøre op, men skønnes til at være mellem 50.000 og 150.000 som en del af de samlede ca. 600.00 dødsofre i mere end fem års borgerkrig. Bombardementerne skabte en massiv opbakning blandt unge cambodjanere til det Røde Khmer-styre, der tog magten efter den amerikanske tilbagetrækning i april 1975.

Resten er historie, og den er tragisk. Rex Tillersons folk har sendt en faktura til Phnom Penh for et massivt overgreb, der blev begået, mens han var ingeniørstuderende i Austin, Texas. Det er supermagtens moral og visioner.

(klumme i Politiken 20. marts 2017)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s