Entreprenøren, der blev præsident, favner nu den største østasiatiske entreprenørstat.

FØLG PENGENE, hvis du vil løse de muligvis kriminelle eller i hvert fald mistænkelige interessesammenfald i økonomiske og politiske opgør.

Sådan kan analytikere vælge at håndtere relationerne mellem klodens største økonomier, USA og Kina.

Verden kan være på vej ind i en tilstand, hvor finans-og entreprenøroligarkier spiller ledende roller i det globale økonomiske kredsløb.

Under efterårets præsidentvalgkamp sparede Trump ikke på ammunitionen, når talen faldt på Kina som USA’s strategiske modstander: Den kinesiske stat og de virksomheder, den kontrollerer, er, hed det sig, skyldige i et handels-og valutaforhold ude af balance og er dermed en regulær ‘ jobdræber’ for amerikanske industriarbejdere.

I Det Sydkinesiske Hav er Kinas opførelse af base-og havnefaciliteter uacceptabel og ville blive bragt til ophør, kunne resten af verden forstå på Trumps udenrigsminister, Rex Tillerson.

Siden dæmpedes tonefaldet, og efter det nylige topmøde i Florida på Trumps ‘ sydlige hvide hus’ er den aggressive retorik blevet afløst af en forsonlighed, grænsende til det kammeratlige. De to giganter vil få et »storslået forhold«, lover investeringsmanden og byggematadorpræsidenten nu.

SÅ ER det, at pengesporene omkring Trump-dynastiet begynder at blive interessante.

Her er nogle af dem: I 2012 lejede en af Kinas største statslige banker, ICBC, en hel etage i Trump Tower i New York for en syvårig periode. Samme år købte Trump 30 procent af ejerskabet til en anden manhattanskyskraber, 1290 Avenue of Americas, som lånte en lille milliard dollars af et bankkonglomerat, der tæller en anden af Kinas store banker.

Trumps selskaber ejer helt eller delvist mindst 72 kinesiske varemærker, men har måttet kæmpe sig til flere af dem via domstolene. Dog er Trumps planer om at opføre hoteller i en snes kinesiske storbyer taget af bordet, efter at han vandt præsidentvalget.

VIGTIGERE er nok, at præsidentens ansvarlige er ingen ringere end hans svigersøn Jared Kushner, der er gift med Trumps datter Ivanka. Kushner er som sin svigerfar en stor kanon som ejendomsbesidder.

Kushner-koncernens flagskib 666 Fifth Avenue var indtil for nylig i langvarige forhandlinger om et medejerskab med et af Kinas største forsikringsselskaber, Anbang, hvis ledelse er nært forbundet med topembedsmænd i den kinesiske partistat.

Efter indsigelser fra flere demokratiske kongresmedlemmer blev forhandlingerne taget af bordet umiddelbart før det uformelle topmøde i Florida.

Ingen bør dog være i tvivl om, at Kushner for længst er blevet Trumps Kinamand.

Svigersønnen fylder det rum, der normalt er overladt til særlig kyndige fra Tillersons udenrigsministerium, som stadig mangler at udnævne en viceudenrigsminister med særligt ansvar for Østasien.

Kort efter Trumps indsættelse tog Kinas ambassadør i Washington, D. C., Cui Tiankai, fat i Kushner og foreslog først et telefonmøde mellem de to præsidenter og siden en uformel sammenkomst på en lokalitet i Trumps forretningsimperium.

For kineserne handlede det om at sikre, at de ikke vil blive udfordret på den kerneinteresse, der går under betegnelsen ‘ et-Kina-politikken’, som siden 1972 har været en grundsten i relationerne. Det er den politik, der definerer Taiwan som en del af et samlet Kina, men som ikke påtvinger befolkningen på øen en styreform dikteret af Beijing.

Jared Kushner leverede det, som ambassadør Cui bad om, og tilsvarende blev territorialstridighederne i Det Sydkinesiske Hav lagt i syltekrukken under den forudsætning, at den kinesiske opbygning ikke anfægter den frie gennemsejlingsret i havområdet.

DERMED er de to giganter ved at nærme sig en slags normalstilstand, som sikrer stabilitet på de fleste konfliktfelter, men lader Nordkorea stå tilbage som den store ubekendte joker. Om et øget kinesisk pres på de gamle våbenbrødre i Pyongyang nogensinde giver de ønskede resultater, står indtil videre hen i det uvisse.

Langsomt, men sikkert er ‘ Ørnen’ og ‘ Dragen’ ved at nærme sig en tilstand, hvor der er mere, der samler dem, end det, der skiller – ideologiske forskelle til trods.

Trump, Kushner og andre i netværket er entreprenører langt mere, end de er ideologiske korsfarere. Den strategiske modspiller på den anden side af Stillehavet har hen over de seneste årtier transformeret sig til en entreprenørstat, hvor den herskende klasse er pengemænd, byggematadorer, finansfolk og mere af samme kaliber.

Denne udvikling har gjort Kina og store dele af Østasien til mere velstående og stabile samfund. Forude venter endnu et gigantisk entreprenørprojekt, det 21.århundredes silkevej, der skal spænde en del af Centralasien og Europa for det kinesiskledede udviklingslokomotiv. Har Trump råd til at lade USA stå udenfor?

KORT EFTER daværende præsident Richard Nixons sensationelle besøg i Kina i februar 1972 afslørede den amerikanske historiker Barbara W. Tuchman, at det kommunistiske Kinas ledere Mao Zedong og Zhou Enlai i januar 1945 foreslog amerikanske diplomater at foretage en goodwillrejse til Washington for at tage et personligt møde med præsident Franklin D. Roosevelt.

Initiativet blev aldrig besvaret. Fire år senere var hele Kina under kommunistisk kontrol, og siden måtte det kinesiske samfund tåle ufattelige lidelser under Mao Zedongs tyranni.

Fra normaliseringen i 1979 inspirerede USA kineserne til at udvikle deres egen variant af kapitalismen. Win-win hedder det i kort form.

(klumme i Politiken 16. april 2017)