En krig i cyberspace mod Nordkorea kan have været startet af Barack Obama. Nordkoreas missiler falder ned på stribe. 

Hen over den seneste halve snes døgn har en vis forvirring blandet sig med kuldegysende formodninger om, hvad der i virkeligheden sker i det højspændte forhold mellem Nordkorea og USA. Er krigen mellem de to ærkefjender begyndt, og er det lykkedes det amerikanske militær at neutralisere de nordkoreanske missilsystemer via brug af hacking? Eksisterer der en forståelse mellem præsident Donald Trump og hans kinesiske kollega, Xi Jinping, om, hvorledes tilstanden på og omkring den koreanske halvø skal håndteres? Hvorfor får verden modstridende udmeldinger om, hvor de amerikanske flådeenheder befinder sig? Er den nordkoreanske propaganda rent bluff? Den seneste uges udvikling har henledt analytikernes opmærksomhed på en artikel, som New York Times publicerede i begyndelsen af marts, og som siden er blevet refereret vidt og bredt på flere kontinenter.

Avisen minder om, at Barack Obama i sin overdragelse af præsidentembedet til Donald Trump understregede, at USA’s mest presserende sikkerhedspolitiske udfordring udgår fra det isolerede styre i Nordkorea.

I samme tekst får læserne at vide, at Obama tilbage i 2014 beordrede Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, til at optrappe såkaldte cyberangreb på de nordkoreanske testaffyringer af missiler, der kan udstyres med kernevåben.

Resultaterne af en sådan krigsførelse er ikke udeblevet: ni af ti af samtlige testaffyringer, som Nordkorea har gennemført, er endt med forlis. Missilerne er eksploderet kort efter affyringerne eller er endt i havet efter kun få minutters flyvning.

Den udløsende faktor i USA’s optrappede cyberkampagne var, at regimet i Pyongyang i 2013 gennemførte en atomprøvesprængning, der viste, at det råder over kernevåben af en styrke svarende til den bombe, som USA kastede over Hiroshima i august 1945. Umiddelbart efter prøvesprængningen meddelte Pentagons stabschef, general Martin Dempsey, at alle former for cyberkrigsførelse nu ville blive sat ind mod nordkoreanerne. Han nævnte ikke Nordkorea direkte, men et kort i det dokument, han havde præsenteret for kongresmedlemmer, viste scenarier, hvor nordkoreanske langdistancemissiler havde kurs mod USA.

I de følgende måneder holdt Obamas forsvarsminister, Ashton Carter, flere fortrolige møder, der alene havde fokus på at ramme det nordkoreanske missilprogram, hvor det er mest sårbart, og snart viste det sig, at de testaffyringer, Pyongyang gennemførte, fejlede den ene gang efter den anden.

FORGANGNE weekend var hellig i Nordkorea.15. april er officielt solens dag, 105-års fødselsdagen for den ultrakommunistiske stats grundlægger, Kim Il-sung, og om søndagen skulle festlighederne kulminere med affyringen af et missil. Fejringen blev en ydmygelse for regimet, eftersom missilet forsvandt i en ildkugle, kort efter at det var sendt af sted.

Flere britiske medier citerede en ekspert i cyberkrigsførelse, Paul Beaver, for følgende: »Der er stor sandsynlighed for, at amerikanerne har skudt dette missil ned. De har kapaciteten til det«. Beavers udmelding blev bakket op af den tidligere britiske udenrigsminister sir Malcolm Rifkind, der indtil 2015 var formand for det britiske Underhus’ efterretningsudvalg.

Til magasinet Business Insider sagde en ekspert i cyberkrigsførelse, dr. Ken Geers, at operationer i form af hacking mod stater som Nordkorea ikke er undtagelsen, men normen. Geers siger, at selv om det nordkoreanske samfund ikke er koblet op på internettet som stort set alle andre stater, så er krigsførelse via hacking absolut en mulighed.

Ingen forventer nogen form for amerikansk bekræftelse på de udbredte formodninger om, at USA allerede har indledt en krig i cyberspace mod regimet i Pyongyang, men andre steder i medialandskabet er der forundring over den måde, Donald Trump bruger de militære virkemidler, han har til rådighed.

Forundring vekslede med forvirring over nyheden om, at den hangarskibsgruppe, han havde beordret til at sejle op i farvandet ud for den koreanske halvø befandt sig et andet sted. Desorienteringen blev nærmest total, da det kom frem, at hangarskibet USS Carl Vinson og dets ledsageskibe var på vej mod Det Indiske Ocean, hvor det skulle deltage i en øvelse med australske flådeenheder.

Denne besynderlige historie udviklede sig, netop som Trumps egen vicepræsident, Mike Pence, havde været i Sydkorea og forsikret USA’s allierede om, at de nødvendige sikkerhedsgarantier holder.

Den britiske avis The Guardians kommentator Richard Wolfe konluderer på denne baggrund, at Trump mindre end 100 dage inde i sin embedsperiode viser sig som en nybegynder, der forsøger at bluffe sig igennem de udfordringer, han stilles over for.

Mysteriet om den amerikanske hangarskibsgruppe viste sig dog at have en forklaring, der kom ud på et af de specialiserede netmedier, Defense News, som blev opfanget af ugemagasinet The New Yorker: Flådeledelsen i Pentagon havde udsendt et foto, der viste Carl Vinson på sejlads i Sundastrædet mellem Java og Sumatra i det indonesiske øhav og med en datering der lød på 15. april. Altså langt fra den erklærede destination, selv om militære talspersoner hævdede, at skibene allerede var tæt på Nordkorea.

Kursen var korrekt, men ikke placeringen.

Alene omtalen af hangarskibsgruppen kan have haft den tilsigtede virkning: at skræmme nordkoreanerne fra flere prøveaffyringer.

Disse kan selvfølgelig være risikable i sig selv, hvis formodningen om, at de er målet for cyberkrigsførelse, holder.

(klumme i Politiken 23. april 2017)