Årtiers højspændt stilstand er under pres. Trump vil have Kina til at intervenere i nord, mens USA opruster i syd. Cyberkrigen har sandsynligvis været i gang længe.

Delingen af Den Koreanske Halvø har gennem syv årtier været en plage for alle amerikanske præsidenter siden Harry S. Truman, som var manden, der i 1950 sendte amerikanske soldater ind på halvøen og reddede det allierede styre i syd fra at blive løbet over ende af kommunistiske styrker fra nord.

1950-53 blev der udkæmpet en blodig krig med konventionelle våben, der havde mindelser om de store slag under Anden Verdenskrig. Siden ophøret af den kolde krig, hvor Nordkorea mistede sine militære og ideologiske allierede i sovjetblokken, har konfrontationen flyttet sig fra de konventionelle slagmarker til de mere sofistikerede i form af en nordkoreansk atomkapacitet og redskaber til en cyberkrig.

Netop en krig med digitale våben kan være den udvikling, som i det seneste par år allerede har rykket frontlinjerne, uden at verden rigtig har fået øje på det.

 

Blandt amerikanske og britiske efterretningskilder er det en udbredt antagelse, at USA indledte en diskret cyberkrig mod det nordkoreanske atomarsenal allerede i 2013. Ikke selve kernevåbnene, men de fremføringsmidler, der skal bringe dem til målet.

Da Nordkorea blev venneløst efter Sovjetunionens opløsning, gik styret i Pyongyang i gang med at opbygge en nuklear kapacitet. Den fik hjælp dels fra pakistanske eksperter, dels fra russiske, som var blevet arbejdsløse med de nye tilstande i Boris Jeltsins Rusland.

I 1994 konfronterede USA nordkoreanerne med krav om international inspektion af deres uranudvindingsreaktor i Yongbyon nord for Pyongyang. Det førte til en aftale om fastfrysning af atomprogrammet, mod at USA og dets allierede leverede energi og komponenter til et atomprogram med fredelige formål. Da præsident George W. Bush kom til i 2001, droppede nordkoreanerne dette program.

Siden nordkoreanerne begyndte at foretage raketforsøg i 2006, er de gået ad to spor: Selve bomberne skulle gøres mindre og lettere, så de kunne transporteres over længere afstande. Det andet spor gik ud på at vise, at Nordkorea også har den teknologi, der kan bringe sprænghovederne hele vejen over Stillehavet.

Det forklarer, hvorfor den store militære parade, der blev gennemført i Pyongyang 15. april, kun fremviste de store langtrækkende interkontinentale raketter. De kortrækkende og mellemdistanceraketterne var fraværende. Dermed sendte styret under Kim Jong-un et voldsomt signal til USA og dets sydkoreanske og japanske allierede.

Men de systemer, som nordkoreanerne skal bruge for overhovedet at få de langtrækkende raketter til at forlade landjorden, har med stor sandsynlighed længe været under digitalt angreb fra amerikansk side. For daværende præsident Obama beordrede for fire år siden Pentagon til at optrappe indsatsen mod det nordkoreanske raketprogram, så det ikke nåede at få kapacitet til at ramme andre kontinenter.

Den nordkoreanske Musudan-raket har en rækkevidde på 3.500 kilometer. Men otte ud af ti af de testaffyringer, som nordkoreanerne har gennemført med denne type, er slået fejl, hvilket næppe kan tilskrives indkørings- eller begyndervanskeligheder. Med stor sandsynlighed er disse forlis resultat af vellykket amerikansk hacking.

Den indlysende militære konsekvens er, at nordkoreanerne trapper op med konventionelle våben. Hvilket forklarer den netop afholdte øvelse med langtrækkende artilleri af den slags, der kan ramme den sydkoreanske hovedstad, Seoul, hvis det affyres fra stillinger lige nord for delingslinjen langs den 38. breddegrad.

Sydkoreas modsvar er selvfølgelig ikke udeblevet. Fra Seoul lyder det, at man har udviklet en radar, der kan opspore indkommende granater hurtigere end noget tidligere system. De seneste døgn er opstillingen af et omstridt amerikanske missilforsvarssystem i Sydkorea blevet påbegyndt. En raketbevæbnet amerikansk ubåd, ’Michigan’, er ankommet til Sydkoreas største havn, Busan. Længere væk, i Det Filippinske Hav, gennemfører hangarskibet ’Carl Vinson’ en øvelse med deltagelse af japanske krigsskibe.

Meget af dette kaldes rutinepræget, men er alligevel en del af en inddæmning af Østasiens altdominerende sikkerhedsproblem: Nordkorea.

Jokeren i dette store spil er naturligvis Kina. Præsident Trumps erklærede mål er at få kineserne til ’at gøre mere’. I et telefonopkald mandag har præsident Xi Jinping utvivlsomt forsøgt at overbevise sin amerikanske kollega om, at han allerede har forsøgt sig med alle tilgængelige diplomatiske redskaber.

Beijing har diskret understreget situationens alvor ved at fremvise sit første hjemmebyggede hangarskib.

Ingen af Nordkoreas naboer er i tvivl om de risici, der er involveret, hvis det kommer til en konfrontation. Regimet er klodens mest militariserede. På makroniveau arbejder det på at udvikle interkontinentale raketter, der kan ramme USA. På mikroniveau kontrollerer det ukendte mængder nervegas, som i februar blev brugt mod diktatoren Kim Jong-uns halvbror Kim Jong-nam, der blev dræbt af lejemordere i Malaysias største lufthavn.

Traditionel krigsførelse kan nordkoreanerne naturligvis også. For syv år siden blev en sydkoreansk korvet sænket af nordkoreanske torpedoer i farvandet vest for Den Koreanske Halvø.

Så Nordkoreas naboer er selvsagt nødt til at forberede sig på alle scenarier, inklusive de værste.

(nyhedsanalyse i Politiken 27. april 2017)