Folkene omkring USA’s præsident bør bruge historiebøgerne. Der er håb!

LEDSAGET af en sværm af kommentarer har verden passeret de første 100 dage for Donald J. Trumps præsidentskab. Ikke overraskende er mange af disse udlægninger præget af nervøsitet over, hvad manden i Det Hvide Hus mon finder på i næste uge eller i næste måned. Ingen bør være i tvivl om, at USA bevarer supermagtsrollen en rum tid endnu, men billedet er foruroligende tydeligt: USA’s venner især i Europa og Asien ved ikke, hvor de har deres historiske beskytter.

For rigmanden og entreprenøren Trump ligner ingen anden af de præsidenter, vi kan se tilbage på i de afgørende år, siden USA satte sig den opgave at tømre en ny verdensorden sammen på ruinerne af Nazitysklands og den japanske imperialismes sammenbrud i 1945.

At klodens befolkninger i dag har fået langt bedre livsvilkår, end de havde udsigt til i den tidlige fase af den kolde krig, skyldes ikke mindst, at der blev truffet ansvarlige og langtidsholdbare beslutninger i Washington.

Præsidenten, der stod i spidsen for den frie verden og blev arkitekten for efterkrigstidens sikkerhedspolitiske indretning, hed som bekendt Harry S. Truman. Forskellene på ham og Trump er kolossale, men der er også enkelte ligheder. Begge var forretningsfolk, som gik ind i politik sent i livet.

Truman blev konfronteret med et Europa, der skulle genopbygges, og kolonier i Asien og Afrika, der krævede frigørelse og uafhængighed. Trump står med et Europa i opløsning, som han ikke har viljen til at hjælpe, et Arabien i nedsmeltning og et stadig mere selvbevidst Kina, som han skal finde en måde at sameksistere med.

BÅDE TRUMP og Truman kom til Det Hvide Hus med erfaringer fra den private sektor. Intet i Trumans uddannelsesforløb ser imponerende ud. Han afbrød studier på en handelsskole i Kansas City, lærte sig bogholderi på købmandsniveau og fik småjobs i banksektoren.

Hverken som manufakturhandler eller farmer kunne han fremvise imponerende økonomiske resultater. Uden en universitetseksamen og med det yderste af neglene klarede han sig igennem nogle juralektioner på en aftenskole. Først som 50-årig blev han valgt som senator for Missouri.

Intet i Trumans karriere op til overtagelsen af præsidentembedet efter Franklin D. Roosevelts død i april 1945 tillægger den beskedne mand fra landsbyen Independence i Missouri en intellektuel tradition. Hans internationale erfaring bestod i, at han som kaptajn disciplinerede en utrænet artillerienhed ved fronten i Frankrig i sommeren 1918.

TRUMAN havde været vicepræsident i 82 dage, da Roosevelt døde. I de følgende uger og måneder er han manden, der beslutter sig for at afslutte Stillehavskrigen med brugen af atomvåben mod Japan, mens han er på vej hjem fra den skæbnesvangre konference i Potsdam, hvor efterkrigstidens europæiske orden skulle etableres. Winston Churchill forlod konferencen midt i forløbet på grund af et valgnederlag, og derefter stod Truman konfronteret med sovjetlederen Josef Stalin, der var ved at lægge Øst- og Centraleuropa i jernlænker.

DA USA intervenerede i Korea fem år senere, var Truman-doktrinen en etableret realitet, der sikrede en inddæmning af sovjetisk ekspansion både i Europa og de såkaldte tredjeverdenslande.

Trumans resultatliste efter syv år i embedet: en verdenskrig afsluttet, de Forenede Nationer oprettet, en vestlig forsvarsalliance etableret, global kommunisme inddæmmet, en Marshall-hjælp, der bidrog afgørende til Vesteuropas økonomiske løft, og en utvetydig opbakning til afkolonisering i den tredje verden.

Kontrasten til Trump kan umuligt være større. På stort set alle de mærkesager, han gik til valg på, er han enten kørt fast eller har taget et U-sving. Den fjerde statsmagt, pressen, har han provokeret hver eneste dag. I hans eget bagland i det Republikanske Parti er veteranerne fortvivlede og rådvilde. Hjerneflugten fra udenrigsministeriet fortsætter. Først på dag 98 (i torsdags) udnævnte han sin arbejdsminister. Rigmanden regerer supermagten på sine impulser og via tweets. Amerika er forvandlet til et atombevæbnet hangarskib, hvor roret er i stykker.

ER DER slet ingen lyspunkter? Måske et enkelt, og her kan vi igen bruge et tilbageblik på Harry S. Truman. I april 1951, mens krigen rasede i Korea, fyrede Truman sin øverstkommanderende, general Douglas MacArthur, manden, der havde vundet krigen i Stillehavet og ubetinget var Amerikas mest populære krigshelt.

En halv snes år efter at have forladt Det Hvide Hus forklarede Truman fyringen med, at MacArthur ikke havde respekteret præsidentens autoritet. Ulydighed, på godt dansk.

Vi ved i dag, at Truman reddede verden fra en tredje verdenskrig. MacArthur ville have ført krigen ind i Kina, som dengang var allieret med Sovjetunionen.

Trump har sat sin chefstrateg, Steve Bannon, ud på sidelinjen. Måske vil eftertiden vise, at dette var Trumps ’MacArthur-øjeblik’.

(klumme i Politiken 30.04.2017)