Den nye præsident bør dykke ned i de franske historiebøger.

Frankrigs tiltrædende præsident bør snarest hente sit lands fremmeste geopolitiske analytiker, Dominique Moïsi, ind i kredsen af rådgivere. Denne søn af en overlever fra Auschwitz har en gennemslagskraft, der rækker langt ud over universiteterne Sorbonne og Harvard, hvor han byggede karrieren op.

Som 27-årig, i januar 1964, lyttede Dominique Moïsi til daværende præsident Charles de Gaulles pressekonference i Élysée-palæet, hvor den legendariske general begrundede sin beslutning om at oprette diplomatiske forbindelser med den kinesiske folkerepublik: »Historiens bevis og sund fornuft«, forklarede præsidenten, »tilsiger, at vi skal samarbejde med den kinesiske ledelse. Langtidsholdbare løsninger på ethvert seriøst problem i Asien og i verden vil afhænge af Kinas aktive og konstruktive deltagelse«.

Udsagnet skulle vise sig at være både profetisk og langtidsholdbart, men i datidens kontekst var det et politisk jordskælv. Året forinden havde både Frankrig og Kina nægtet at underskrive aftalen om et delvist stop for atomprøvesprængninger, hvorved begge signalerede, at de styrede mod en selvstændig international orientering, der ikke længere kunne dikteres af deres oprindelige respektive supermagtsponsorer i Washington og Moskva.

I oktober 1964 gennemførte Kina sin første atomprøvesprængning, og to år senere trak de Gaulle Frankrig ud af Nato’s integrerede militære samarbejdsstruktur. Blokopdelingen af verden var under nedbrydning.

SIDEN BLEV både Paris og Beijing ramt af strømninger, der med nutidens øjne ligner et tragikomisk politisk teater. Kinas grundlægger, Mao Zedong, kastede fra 1966 sit rige ud i et selvdestruktivt kaos, der kostede tusinder af kinesere liv og førlighed, men som på den mest paradoksale vis inspirerede ungdomsmiljøer fra Paris til San Francisco til et oprør mod konservatisme og autoriteter. Konsekvenserne mærkes frem til dag om end med den markante forskel, at det i dag er konservative nationalromantikere, der står bag de mange oprør i Europa. Ungdomsoprørerne fra 1968 er blevet grå- og hvidhårede, og hvilken politibetjent tør i dag hæve kniplen mod en demonstrant, der bruger rollator?

DEN TILNÆRMELSE til Kina, som præsident de Gaulle indledte for et halvt århundrede siden, skulle få vidtrækkende globale konsekvenser. Præsidenten brugte ikke kun det traditionelle diplomati for at nå ind til magtcentret i Beijing. Frankrigs kulturminister gennem en halv snes år, André Malraux, blev de Gaulles personlige udsending og førte flere samtaler med Kinas topledere Mao Zedong og Zhao Enlai.

Allerede i sin selvbiografi, ’Antimemoires’ fra 1968, kan Malraux citere Mao for et sensationelt udsagn: Kinas Store Rorgænger erkender, at han er ved at tabe kampen om den kinesiske folkesjæl, underforstået, at hans modstandere i partiet er på vej til at genindføre statskapitalismen ad bagdøren. Maos efterfølger Deng Xiaoping, manden, der få årtier senere genopfandt den kinesiske variant af kapitalismen, blev som bekendt skolet politisk i Frankrig. Først i Bourgogne i 1923, siden i Loiret som industriarbejder og fra 1925 som nyindmeldt i den europæiske afdeling af det kinesiske kommunistparti opnåede Deng den for en kommunist så vigtige ’klassebevidsthed’, udtalte han seks årtier senere.

At Dengs arvtagere i nutidens Kina har genindført et polariseret og socialt lagdelt Kina, ledet af en mandarinklasse af teknokrater, er nøjagtig, hvad Mao frygtede og advarede mod. Klassesamfundet er tilbage, men hedder noget andet. Maos jævnaldrende Charles de Gaulle så denne udvikling komme og uddybede sin opfattelse i september 1965, da han pointerede, at »Kina ikke er en nationalstat, men fundamentalt en unik og meget dyb civilisation«. En logisk forlængelse af Napoleon-citatet om, at når Kina vågner, vil verden skælve.

Skælvet ankom i form af Air Force One. Da præsident Richard Nixon og hans højre hånd, Henry Kissinger, forberedte en historisk forsoningsrejse til Beijing i de tidlige uger af 1972, blev den 71-årige Malraux inviteret til samtaler i Det Hvide Hus. Denne åbnings konsekvenserne for verdens indretning kan i dag mærkes over den ganske klode.

Hvor bringer det så Frankrig hen herfra? Europas Kina-politik med og uden pandabjørne er for længst overtaget af kanslerkontoret i Berlin. Vil den nyvalgte præsident blot hægte sig på fru Merkel?

DEN FRANSKE økonomi ville have det svært uden forbindelseslinjerne til Beijing. I Airbus-koncernens hovedkvarter i Toulouse ser man Kina som et marked, der definerer eksistensen for tusindvis af franske ingeniører og teknikere. Dette eventyr lakker sandsynligvis mod afslutningen, efter at Kina i forgangne uge præsenterede sit første hjemmebyggede passagerfly.

Den nye øverstkommanderende i Élysée-palæet får brug for mere end følelsesladet retorik for at dæmpe den angst og vrede, der har været bærende for det franske højreskred. Men ingen præsident kan negligere betydningen af følelser i hverken nationalpolitik eller geopolitik. Det ved førnævnte Dominique Moïsi alt om, for han er forfatter til en global bestseller om nøjagtig dette emne.

Moïsis budskab i bogen ’La géopolitique de l’émotion’ (2008) kan i korthed sammenfattes således: at verdens tilstand, som den opleves af generationerne under 40 år, kan forklares med tre grundfølelser: frygt, ydmygelse og håb.

De bunder alle tre i tillid: Håb er tillid i betydningen positive forventninger; frygt er mangel på tillid, altså mistro; og ydmygelse er tabt selvtillid, en kollektiv oplevelse af nederlag. Ifølge Moïsi står Østasien for håb og optimisme; de arabiske lande er hærget af opløsning og ydmygelse, mens frygten gennemsyrer det europæiske kontinent.

RISIKOEN FOR Frankrig er, at landet fortsætter med at se indad, sådan som valgkampen til overmål har demonstreret. Eftertidens historieskrivning må om Europas vigtige valgår 2017 konstatere det store paradoks, at kontinentets største politiske dyd, valghandlinger ved stemmeurner, politisk er et tveægget sværd.

(klumme i Politiken 6. maj 2017)