Guam: USA’s vigtige trædesten i Stillehavets århundrede

Guam har samme størrelse som Bornholm og ligner noget fra kolonitiden. Flere end 18.000 japanske soldater blev dræbt, da USA i 1944 tilbageerobrede øen, og amerikanerne er kommet for at blive.

Ubegribeligt er det nok for de fleste, at stillehavsøen Guam, der er på størrelse med Bornholm eller Singapore, har en militærstrategisk betydning, der er definerende for USA som nuværende og fremtidig supermagt. Med godt ni timers flyvetid til den vestligste amerikanske delstat Hawaii og tre til fire timers transport til vigtige baser på den sydligste japanske ø, Okinawa, og infrastrukturfaciliteter på de japanske hovedøer, er Guam en trædesten, der vejer tungt i supermagtens evne til at bevare kontrollen over det, tidligere forsvarsminister Ashton Carter engang kaldte »den definerende region i vor nations fremtid«.

Guam er med andre ord et knudepunkt i det, andre har kaldt Stillehavets århundrede.

Øen var i 280 år en spansk koloni, men blev modsat Filippinerne aldrig lovet status som nation, da USA overtog begge territorier efter sejren i den spansk-amerikanske krig i 1898.

I FN’s termer er Guam et område, der har status som ikkeselvstyrende, mens amerikansk lovgivning kalder øen for et ikkeintegreret territorium.

Kritikere bruger Guam som skræmmeeksempel på, at kolonitiden langtfra er et overstået kapitel. Det understreges af, at Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, er den altdominerende økonomiske aktør og arbejdsgiver i det lille øsamfund.

Derfor ligner det et paradoks, at øens lidt over 162.000 indbyggere alle er amerikanske statsborgere, men med begrænsede rettigheder, og at stort set alle unge mænd på øen vælger at gøre tjeneste i militæret.

Guams indbyggere har ikke stemmeret til Kongressen eller præsidentvalgene, og deres ene kongresmedlem har taleret, men ikke stemmeret. Dog har indbyggerne mulighed for at stemme for partidelegerede ved primærvalgene.

Alligevel er øens oprindelige befolkning, chamorro-folket, der udgør 37 procent af indbyggerne, stærkt repræsenteret i rekrutteringen til amerikansk militærtjeneste, også når det gælder større oversøiske operationer.

Tilstedeværelsen af et militært personale på aktuelt 6.000 mand syner ikke af alverden, men om få år vil der ske næsten en fordobling, når 5.000 marinesoldater overflyttes fra Okinawa, hvor en anden amerikansk base er en kilde til indenrigspolitiske spændinger i Japan.

Guam er hovedkvarteret for det, der i Pentagons terminologi hedder Joint Region Marianas og rummer en flådebase og en luftbase kaldet Andersen Air Force Base. Lige så vigtigt som disse faciliteter er et missilbatteri, en station for telekommunikation og radarovervågning samt et træningsområde, hvor forskellige typer ammunition afprøves. Den ubeboede ø Farallon de Medinilla, der ligger 240 kilometer nord for selve Guam, er den lokalitet, hvor det amerikanske luftvåben kan afprøve de fleste af sine missiler og bombetyper.

Andersen Luftbasen spillede en vigtig rolle under USA’s krig i Vietnam (1965-75) sammen med sin ’tvillingesøster’ Clark Luftbase i Filippinerne. Det var herfra, at B-52-bombeflyene blev sendt ind over Nordvietnam, Laos og Cambodja i operationer, hvoraf flere var hemmelige og for nogles vedkommende siden blev erklæret ulovlige af Kongressen.

Guams betydning for USA’s sikkerhed blev første gang i historien gjort tydelig, da en japansk invasionsstyrke tog kontrollen med øen inden for det samme døgn, 7. december 1941, som flådebasen Pearl Harbor på Hawaii blev angrebet og dermed indledte Stillehavskrigen.

Amerikanske styrker tilbageerobrede øen 21. juli 1944 efter tre ugers hårde kampe, der kostede flere end 18.000 japanske soldater livet, eftersom kun 485 overgav sig.

Den 31 måneder lange japanske besættelse blev brutal og omfattede tvangsarbejde, tvungen prostitution, henrettelser og brug af koncentrationslejre. Ifølge nogle historikere omkom en tiendedel af øsamfundets dengang 20.000 store befolkning.

En enkelt japansk soldat, sergent Shoichi Yokoi, gemte sig i øens jungle og overgav sig først i januar 1972, næsten 27 år efter Japans formelle kapitulation i Anden Verdenskrig. Han havde levet et liv som huleboer på Guam og blev siden genstand for bogudgivelser og dokumentarprogrammer i sit hjemland.

Guams ene kongresmedlem, 84-årige Madeleine Bordallo, har sagt, at hun håber, at øen på grund af sit »symbiotiske« forhold til det amerikanske militær vil få større gavn af de investeringer, som følger med den dominerende militære infrastruktur. Hun ser et potentiale i, at øen får en voksende betydning som center for it og telekommunikation, hvis et større handelspolitisk fællesskab udvikles i stillehavsregionen.

Det var den nu kuldsejlede TPP-aftale (Trans-Pacific Partnership), opfundet af præsident Obama, men skudt i sænk af efterfølgeren Donald Trump, hun havde i tankerne.

På godt og ondt bekræfter Guam tesen, at geografien er et samfunds skæbne.

(artikel i Politiken 10. august 2017)

 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s