Kan Indien og Pakistan snart få lært en fredeligere sameksistens?

TRUSLERNE fra den nordkoreanske militærstat er skræmmende påmindelser om, hvilke krigsrisici der presser sig på omkring den delte koreanske halvø og de to statsdannelser, der så dagens lys i 1948. Opgøret i Korea er lige så gammelt som en uløst konflikt i et andet hjørne af den asiatiske landmasse, men som kun sjældent optræder i de globale medier.

Vi taler her om Indiens og Pakistans krav på det tidligere fyrstendømme Kashmir i den vestlige ende af Himalaya. Hovedaktørerne er stadig atombevæbnede, hvis nogen skulle have glemt det. Fire krige, i 1947, 1965, 1971 og 1999, er det blevet til, og det bedste, historieskrivningen kan sige om dem, er, at de blev korte. Så hvorfor støjer det i Korea, mens der er stille i Kashmir?

I DAG OG i morgen markerer de to rivaler på det, der lejlighedsvis stadig kaldes det Indiske Subkontinent, 70-året for grundlæggelsen af de to statsdannelser, der voksede ud af filosoffen og uafhængighedslederen Mahatma Gandhis kamp for at drive den britiske kolonimagt ud. Pakistan og Indien kom til verden 14. og 15. august 1947 i en region, der i årtusinder har været domineret af en hinduistisk civilisation. De to unge stater gik omgående i struberne på hinanden og opretholder den dag i dag et skarpt beredskab langs den fælles grænse.

Siden uafhængigheden har millioner af indere, pakistanere og de bengalere, der i december 1971 fik en egen stat, efter at den indiske hær havde været fødselshjælper for, at Østpakistan blev til Bangladesh, levet i en svært bevæbnet, nervøs sameksistens, hvor trusler om krig og terror er hverdagsrealiteter. Både Islamabad og New Delhi råder over kernevåben; 100 sprænghoveder hver ifølge ekspertvurderinger. Kashmir er fortsat delt langs en såkaldt kontrollinje, hvor svært bevæbnede tropper har holdt hinanden i skak i årtier.

De årlige opgørelser fra Global Peace Index placerer konstant Pakistan i verdens top-5 som ’producent’ af terror. Landets største by Karachi har med sine 28 millioner indbyggere stadig et tvivlsomt prædikat som Asiens farligste storby. Den pakistanske udgave af en nominelt demokratisk styreform er aldrig lykkedes med at bilægge de bølger af vold og terror, som gennem årtier har dræbt og såret titusinder, fordi de underliggende kilder til volden er sekterisme og religiøs fanatisme, der som bekendt ikke respekterer hverken stemmesedler, domstole eller frie medier.

Den ubehagelige realitet er, at det i hovedsagen er en atomar terrorbalance, der har gjort, at den indisk-pakistanske krig aldrig har fået et omfang, som det aktuelt kendes fra Mellemøsten. Geografien gør det kolossalt vanskeligt at føre krig i Kashmir, som Indien måtte sande under den kortvarige grænsekrig med Kina i oktober 1962. Amerikansk og kinesisk støtte til Pakistan gør, at høgene i den indiske magtelite har svært ved at udvikle scenarier for langvarige krige med den højt militariserede modpart i Islamabad.

BÅDE de respektive befolkninger og verden udenfor kunne naturligvis ønske sig, at stridens parter fandt et forhandlingsbord og begyndte at tale sig til rette. Hovedproblemet er her den pakistanske regerings påstand om, at den ikke har indflydelse på de terrorgrupper, der fra tid til anden spreder vold, død og ødelæggelse på indisk jord. Som i november 2008, hvor islamistiske terrorister gennemførte koordinerede angreb på flere civile mål i Mumbai, herunder hoteller, biografer og sygehuse. Flere end 160 blev dræbt, inden indiske sikkerhedsstyrker havde lagt de sidste terrorister ned i en kugleregn.

Regeringen i Islamabad erkendte til overraskelse for New Delhi, at angrebene i Mumbai sandsynligvis var blevet planlagt på pakistansk jord, men tilføjede, at myndighederne intet vidste om planerne. En tilsvarende logik gør sig gældende med attentater, der regelmæssigt rammer mål i Kashmir på den indiske side af delingslinjen. Pakistanske islamisters overgreb på hinduer er ikke nødvendigvis noget, der er beordret fra regeringskontorer i Islamabad. Men terroristernes vanvittige, selvdestruktive religiøse overbevisning er fostret af den pakistanske efterretningstjenestes manglende vilje og evne til at rykke fanatismens rødder op.

Hvor er de pakistanske politikere, der viser vejen til forsoning og holdbare fredsløsninger? Ingen folkevalgt leder i Islamabad har nogensinde siddet en valgperiode ud. Demokratiske normer gives i forfatningen, men en demokratisk kultur er ikke fulgt med.

Subkontinentets udfordringer er lige så overvældende som ved de to rivalers fødsel i 1947.

(klumme i Politiken 14.8.2017)