Hold op med forargelsen over monsterlønninger og gyldne faldskærme i DR-kleresiet. Grin i stedet!

Satirikere, revyforfattere og andre humorister kan læne sig tilbage og gnide hænder.

De har fået rigeligt med råstof til den kommende teater- og revysæsons udlægninger af noget af det mest kernedanske, der er opfundet siden Grundtvig, Hørup og Stauning: at tjene offentligheden. Hvilken uforskammethed, at denne kerneværdi, der stikker så dybt i folkeoplysningens grundvand, at man kan høre rummelen fra et helt århundredes forsamlingshuse pible ud af vandrørene, i dag er angliseret til det mere overfladisk klingende ’public service’.

Suk, vi må leve med det.

Tusinder af gode danske borgere tjener offentligheden hvert eneste døgn året rundt. Det gør de pædagoger og lærere, der omhyggeligt forklarer børn og unge det nødvendige i at have en anstændig omgang med andre gennem respektabel adfærd og nobel anvendelse af det danske sprog.

Det gør også de formidlere,og jo, kald dem bare journalister i stedet for bladsmørere, som året igennem skærer ’hakkelse i døgnets rejsestald’, som Carl Ploug udtrykte det i 1862. Oplysning og nyhedsformidling var ikke noget, Henrik Cavling, rigets første egentlige journalist, talte om, han praktiserede det bare. Utallige kolleger siden dengang i første del af det 20. århundrede står i evig gæld til denne hædersmand.

MEN, men, men: Sic transit gloria mundi, intet er som før.

Public service er i dag meget mere end dengang. Betydningen er vendt om: Nu handler det om for udvalgte danske borgere, rigets viseste mænd og kvinder, at lade sig betjene af offentligheden og samtidig tjene på den.

Som det illustreres af de såkaldte møgsager fra vores alle sammens DR, denne gudsbenådede institution, som hver eneste licensbetalende borger er medejer af gennem Folketing og kulturministerium. Et enestående gode og et nødvendigt bolværk mod en total og altfortærende amerikanisering af nyheds- og kulturformidling i det offentlige luftrum.

Jo, emnet for dette nødråb er naturligvis den overmåde generøse honorering af først ’mangfoldighedskonsulenten’ og siden en mellemleder, hvis funktion blev nedlagt efter mindre end to års tilstedeværelse i vores alle sammens offentlighedstjener.

Hvordan er det kommet så vidt, at dette kære folkeeje også er blevet en pengemaskine for kulturlivets mest forkælede og ophøjede kleresi? Giver det mening at sidestille DR-ledernes lønvilkår med det, der kendes fra kapitalforvaltningsfirmaer, pensionskasser, investeringsbanker og medicinalgiganter?

Forskellen består naturligvis i, at disse kategorier er sat i verden for at tjene penge. Hvad DR lige akkurat ikke er. Derfor må vi forvente af den store offentlighedstjener, at der udvises rettidig omhu med de af Folketinget og licensbetalerne betroede midler.

LAD venligst humoristerne give os alle sammen en satire om DR, efter at dygtige public service-journalister på vores alle sammens Ekstra Bladet, avisen, der fortjener et evigt liv, har gjort det nødvendige, beskidte arbejde.

Skriv en revy om DR-kleresiet, Kulturministeriets svar på Ruslands oligarker og det hinduistiske kastesystems braminer.

Rygtesmedjen vil vide, at Østerbro Morskabsteater allerede er i gang med prøverne til ’Jagten på licensguldet’, der har premiere til december.

Deres Signatur kiggede indenfor, mens der blev øvet, og oplevede følgende scene, hvor bestyrelsesformanden (BF) sidder i en dybt koncentreret dialog med en Afgående Mediechef (AC).

BF: Trist at skulle sige farvel til dig efter så kortvarig en tilstedeværelse. Det blev jo nærmest kun til prøvetiden og lidt til. Der er bare ingen vej uden om, når din stilling nedlægges.

AC: Du behøver ikke at være bedrøvet på mine vegne, formand. Du kan jo bare kompensere på passende vis. Helt efter de retningslinjer, vi to og vore kolleger i Djøf har aftalt i VL-gruppe 4485, som du nok erindrer, og for resten, gruppen mødes jo snart til frokost? Kommer du?

BF: Naturligvis. Hvad angår din aftrædelse, kommer vi til at følge gældende praksis, som jeg er ganske fortrolig med fra mine mange bestyrelsesposter og chefstillinger i staten. Og vores VL-gruppe ej at forglemme.

AC: Men vær venlig at lægge lidt til, formand. Du vil vel gerne sikre dig min loyalitet den dag, jeg sidder et helt andet sted og kan træffe beslutninger, der kan få betydning for din placering og betydning. Den slags koster, formand.

BF: Er det et smudstillæg, du sigter til?

AC: Kald det, hvad du vil. Vi ses, formand!

(klumme i Politiken 22. august 2017)