Donald Trumps fokusering på Nordkorea og Afghanistan betyder, at Kina bliver den dominerende magt i Sydøstasien.

Nordkoreas bestræbelser på at opbygge en atomkapacitet, der betyder, at det kan ramme mål ikke bare i Stillehavet, dvs. amerikanske baser, men også storbyer på det nordamerikanske kontinent, har konsekvenser langt fra den koreanske halvø.

Ingen betvivler, at hvis Pyongyang afsender et interkontinentalt missil med kurs mod Guam eller Hawaii, inviterer Kim-klanen til sin egen ødelæggelse. »Ild og vrede, som verden aldrig tidligere har set«, som det lød i Donald Trumps formulering, der havde påfaldende og næppe tilfældige ligheder med årtier gamle nordkoreanske trusler om at lade den sydkoreanske hovedstad Seoul »gå under i et ildhav«. Afkoder man de seneste retoriske udfald fra Pyongyang, er den interessante djævel i detaljen, at netop broderfjenden Sydkorea ikke nævnes. Kim-klanen adresserer Trump direkte. Hvad er så Nordkoreas strategiske sigte, hvis en nuklear konfrontation er et urealistisk scenarie? Direkte forhandlinger med Washington, dvs. indledning på en dialog, der på sigt kan føre til amerikansk diplomatisk anerkendelse af Nordkorea. At Pyongyang åbner en ambassade i fjendeland og får sikkerhedsgarantier.

Denne udlægning giver mening, når man læser, hvad udenrigsminister Rex Tillerson og forsvarsminister James Mattis skriver 14. august i en 969 ord lang, opsigtsvækkende fælles kommentar i Wall Street Journal. De understreger her den målsætning, som USA har været enigt med alle Nordkoreas naboer om, siden de såkaldte sekspartsforhandlinger om atomnedrustning i Korea blev påbegyndt på kinesisk initiativ for 14 år siden: en fuldstændig, kontrollerbar og irreversibel afnuklearisering på den koreanske halvø.

Tillerson og Mattis lægger samtidig afstand til Donald Trumps forgænger Barack Obamas linje ved at skrive, at USA nu skrotter »strategisk tålmodighed« med en ny politik, der handler om »strategisk ansvarlighed«. Herefter følger i kommentaren en sætning, som utvivlsomt har vakt opmærksomhed i Pyongyang: »Vi leder ikke efter et påskud til at stationere amerikanske soldater nord for den demilitariserede zone (denne zone er delingslinjen, der har adskilt Nord-og Sydkorea siden våbenhvilen i 1953, red.)«. Ingen tidligere regering i Washington har nogensinde formuleret i klartekst, at USA vil kunne leve med et blivende Nordkorea, for reelt er parterne stadig i en krigstilstand. Men hovedbetingelsen er selvfølgelig afgørende: at Pyongyang skrotter sine missiler og kernevåbensprænghoveder.

Supplerende udtalte chefen for den amerikanske forsvarsstab, general Joseph Dunford, efterfølgende i Sydkorea, at den aktuelle konfrontation kan løses uden at det kommer til krigshandlinger.

I DEN FORGANGNE uge var der forventninger om, at Donald Trump ville gå i detaljer med et mere konkret udspil til Nordkorea. Det skete ikke. I stedet overraskede præsidenten sine landsmænd og verden udenfor med en udmelding om, at USA bliver i Afghanistan. Ikke for at bygge en anderledes afghansk nation op, hvilket var forgængeren Barack Obamas strategiske sigte, men for »at dræbe terrorister«.

Det amerikanske militære engagement i Sydasiens mest konflikthærgede land står dermed til at blive en langstrakt affære, der tidsmæssigt vil række langt ud over ophøret af Donald Trumps præsidentperiode. Med andre ord får Pentagon rigeligt at gøre i Asien, når det handler om praktisk krigsførelse.

Vælger man helikopterperspektivet på USA’s samlede militære tilstedeværelse på den øst-og sydasiatiske landmasse, tegner der sig en forskydning: Trump og Rex Tillerson har tydeligvis marginaliseret striden om Det Sydkinesiske Hav. Noget af det første, Tillerson udtalte sig om umiddelbart efter sin udnævnelse i november i fjor, var, at USA ville ‘ hindre’ Kinas opbygning af forskellige landingsog basefaciliteter i Det Sydkinesiske Hav.

Siden er der blevet længere og længere imellem, at Washington har formuleret sig om denne årelange territorialstrid, og i de seneste måneder har der været regulær tavshed.

Denne udvikling har fået diplomater, analytikere og medier i Sydøstasien til at konkludere, at USA nu har opgivet hele forestillingen om en mulig konfrontation med Kina på en af klodens vigtigste handelsruter. Australiens førende sikkerhedspolitiske forsker på området, Hugh White, konkluderer i flere kommentarer følgende: Uanset hvad Washington gør, opfattes Kina af alle sine naboer i Sydøstasien som den magtfaktor, der driver deres økonomiske muligheder fremad og opad. Denne rolle havde USA engang, men den periode er definitivt forbi, mener White. Altså: Selv mangeårige amerikanske allierede som Filippinerne, Thailand og Indonesien lever nu ikke blot med Kinas stadig stærkere økonomiske aktivitet, men accepterer også, at Beijing bygger sig op som sømilitær stormagt.

Den bagvedliggende realitet er, at Kina for længst har overtaget positionen som den største handelspartner for samtlige lande i Østasien, Japan og Sydkorea, inklusive.

Specielt i Tokyo er der ængstelse over det tab af indflydelse, som Kinas øgede styrke medfører. Japans indflydelsesmuligheder i regionen er på nulpunktet.

FOR ET ÅR siden afsagde havretstribunalet i Haag en kendelse om territorialstridighederne i Det Sydkinesiske Hav, der gik Kina imod. Kendelsen har dog ikke fået praktiske konsekvenser. Beijing havde i lang tid forinden meddelt, at man ikke ville respektere afgørelsen, og siden er de lande i Sydøstasien, der er Kinas modparter i territorialstriden, fundet tilbage til det klassiske diplomati, men uden for FNregi.

Det fik 6. august den interessante konsekvens, at udenrigsministrene fra Kina og Sydøstasien enedes om en ny aftale om adfærd, dvs. betingelser for sejlads, i det omstridte farvand. Aftalen er stort set en gentagelse af en 15 år gammel erklæring, som Kina dengang ikke blev en del af. Siden har Beijing styrket sin position gennem etableringen af syv kunstige øer i havet, hvoraf de tre har landingsbaner og er udstyret med jord til luft-missilsystemer og radarer.

Blandt de sydøstasiatiske lande er især Vietnam skeptisk over for Kinas forsøg på det, der ses som en del og hersk-politik i en havregion, hvorigennem mere end en tredjedel af klodens civile skibstransport passerer.

Den nye aftale er dog kun en ramme for diplomatiet og rummer ikke muligheder for retslige afgørelser eller sanktioner mod eventuelle brud på det aftalte.

Det afgørende er her det amerikanske fravær i aftalen. Washingtons rolle reduceres til at gøre sig gældende gennem sine traditionelle allierede, primært Filippinerne og Thailand, og ingen af dem er politisk stabile.

For at forstå kernen i striden om Det Sydkinesiske Hav må man skelne mellem civil og militær skibstrafik. Kina og dets sydlige nabolande er interessant nok enige i, at militære fartøjer ikke automatisk har ret til besejling i de respektive territorialfarvande, mens USA ikke overraskende fastholder, at denne ret gælder for alle lande, uanset hvilke skibe der er tale om.

I dette lys giver det mening for Kina som den voksende stormagt at købe sig tid til flere forhandlinger med naboerne i syd og naturligvis også til at konsolidere sine militære styrkepositioner med flere fartøjer og en mere markant tilstedeværelse gennem manøvrer.

FOR KINA er det afgørende at sikre, at Det Sydkinesiske Hav ikke på ny finder anvendelse som det, der var tilfældet for årtier siden, da USA stod for en omfattende og folkeretsstridig krigsførelse i Vietnam, Laos og Cambodja 1965-75. Læg hertil den uafklarede konflikt om, hvor Republikken Kina, kendt som Taiwan, hører til. Taiwan blev efter afslutningen på Den Kinesiske Borgerkrig i 1949 reelt en fremskudt amerikansk base for USA. Washingtons militære forpligtelser over for ø-republikken, som Kina betragter som en provins, der skal hentes ‘ hjem’, er stadig gældende.

Med andre ord: Den amerikanske Stillehavsflåde, klodens største og stærkeste, sejler regelmæssigt lige under Kinas bløde bug.

Beijings synspunkt er, at havstriden kan lande på en win-win-platform, hvor alle har fordele af den kinesiske velstandsopbygning.

Den aktuelle forvirring i verdensdelen skyldes usikkerhed om Trumpadministrationens politik i Østasien. Ud over Korea har han så overhovedet en sådan, spørges der overalt i de sydøstasiatiske hovedstæder.

(klumme i Politiken 27.august 2017)