Kina rasler med sablen overfor Bhutan.

NÆPPE noget andet sted på kloden er der en mere naturlig grænse end den, som Himalaya-kæden sætter mellem klodens to folkerigeste nationer, Indien og Kina. Bjergkæden holder ikke bare de to giganter i skak, men giver plads til to mindre stater, Nepal og Bhutan. Om begge kan det lettere lyrisk udtrykkes, at de udgør en geopolitisk baggård for både en drage og en elefant. Udfordringen for begge består indlysende nok i at holde en passende afstand til de rivaliserende naboer.

Hvem har lyst til at lægge slagmark til et væbnet opgør mellem to sådanne uhyrer? Sporene fra den kortvarige indisk-kinesiske grænsekrig i oktober 1962 kaster skygger helt op til i dag.

Nok er Nepal og Bhutan begge medlemmer af FN, men ingen af dem har fuld suverænitet andet end på papiret. I de år, hvor Nepal var et monarki, var Indiens indflydelse dominerende. Da en skrøbelig demokratisering tog form i 1990, var det ikke mindst politiske ledere, der havde tilbragt lange perioder i eksil i Indien, som kom til at spille ledende roller.

Erfaringerne fra monarkiets fald og overgangen til republik i 2008 har ikke ladet megen tvivl tilbage om, at Nepal stadig lever på Indiens nåde.

Bhutan har klaret sig ved at erkende sin afhængighed fra starten. Men den lille bjergnation, der er på størrelse med Schweiz, har med sin befolkning på en lille million en svær balancegang at gå mellem de to giganter, den er klemt imellem.

Den bhutanske neutralitet er betinget af indisk velvilje og har den interessante konsekvens, at bjergkongedømmet ikke har diplomatiske relationer med Kina (ej heller med de øvrige permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd). En usædvanlig måde at opretholde sin neutralitet på, men så meget desto større er afhængigheden af naboen mod syd, Indien.

AKTUELT tiltrækker Bhutan sig opmærksomhed, fordi både Indien og Kina i disse uger foretager militær opmarch i og omkring landet. Anledningen er et kinesisk vejbyggeri i et område, hvor Kina og Bhuan er uenige om grænsedragningen. I juni rykkede kinesiske ingeniørtropper ind i et plateau, som Bhutan siger er dets territorium.

Plateauet ligger kun et halvt hundrede kilometer fra den lokalitet, hvor det indiske militær træner kollegerne i den Kongelige Bhutanesiske Hær. Indien reagerede naturligt nok med at sende soldater ind i området, hvilket udløste nervøse reaktioner i den bhutanesiske hovedstad Thimpu. Bjergkongedømmet ser sig nødig brugt som skueplads for en stedfortræderkrig mellem den opkommende supermagt i nord og landets traditionelle beskytter.

Ikke nok med at Indien træner bhutanesisk militær, man betaler også dets lønninger.

Næppe en unaturlig tilstand, i betragtning af at Indien umiddelbart efter sin uafhængighed i 1948 overtalte den bhutanske kongefamilie til at underskrive en traktat, der reelt gjorde det klemte land til et indisk protektorat.

Spørgsmålet er, om kongedømmet på sigt kan holde til at ignorere de kinesiske krav. Kinesiske og bhutanske diplomater mødes en gang om året for at bekræfte, hvad man er uenig om, men kinesisk retorik begynder nu at tale om nødvendigheden af et udvidet bilateralt samarbejde.

Læs: Bhutan bør åbne sig for kinesiske investeringer og blive en del af Kinas storstilede investeringsplan for Central- og Sydasien, kendt som Obor (One Belt One Road) eller ’det 21. århundredes Silkevej’.

Dragens tilnærmelse til sin lille nabo mod syd, der er kulturelt og etnisk forbundet med det kinesisk kontrollerede Tibet, er begyndt med turisme. Ifølge Asia Times kom der kun en snes kinesiske turister til Bhutan for ti år siden, i fjor var tallet oppe på 9.000. Som det også opleves i andre verdensdele, bringer de nyrige kinesere en betydelig købekraft med sig, som især udviklingslande har svært at sige nej tak til.

HVOR RISIKABELT det kan være for Bhutan at engagere sig tættere med Kina, stod klart i de tidlige uger af 2009, da regeringsstyrker i Sri Lanka gav oprørsbevægelsen og terrorgruppen De Tamilske Tigre dødsstødet i en offensiv, der tog mindre end en måned. De avancerede våben, som regeringshæren anvendte, var enten leveret eller betalt af Kina, som dermed bidrog afgørende til at slutte en 26 år lang borgerkrig i et land, hvor Indien traditionelt havde spillet rollen som protektor. Så voldsom er udfordringen ikke i Bhutan, men det parlamentsvalg, som bjergnationen skal afholde næste år, kommer utvivlsomt til at handle om den svære balancegang mellem dragen og elefanten.

(klumme i Politiken 28. august 2017)